Da Mendel Levin Nathanson trådte ind ad døren til sin lejlighed sammen med sin hustru Esther efter en audiens hos kongen, sikrede han sig en plads i den danske kunsthistorie, takket være maleren C. W. Eckersbergs berømte familiebillede. Han kunne samtidig se tilbage på en helt usædvanlig karriere, der på utrolig kort tid havde ført ham fra at være en fattig, uuddannet indvandrerdreng til en førende position i det danske samfund.
Nathanson blev født 1780 i Altona i Holsten som søn af en jævn købmand, og han fik stort set ingen skolegang. Vendepunktet kom, da familien i 1792 fik besøg af hans velhavende mormor fra København. På det tidspunkt talte den unge Mendel kun jiddish og kunne ikke læse. Men mormoren kunne alligevel se hans enestående evner, for hun besluttede at tage ham med til København. Her kom han i skole og lærte på rekordtid at tale, læse og skrive ikke bare dansk, men også tysk og fransk. Kun 15 år gammel fik han ansættelse som bogholder i morfarens handelshus, A. J. Meyer & Søn, og allerede fire år senere etablerede han sig som selvstændig manufakturhandler en gros. Året efter, i 1799, gik han i partnerskab i firmaet Meyer & Nathanson, og i 1806 blev han tilknyttet det store handelshus Meyer & Trier. Som forretningsmand var han dristig og viste stor evne til nytænkning. Han sprang mellemhandlerne over og gav sig til at handle direkte med de engelske klædeproducenter.
Som jøde var han heller ikke bange for at gå nye veje. Selv om alle hans direkte partnere var jøder, kom han til erkendelse af, at en tilnærmelse til det omkringliggende samfund var nødvendig. Hans egne erfaringer sagde ham, at en ordentlig skolemæssig uddannelse var nødvendig, og han var en af initiativtagerne til oprettelsen af ikke bare en jødisk drengeskole i 1805 – Friskolen for Drengebørn af den mosaiske Tro – men også en pigeskole fem år senere. Den sidstnævnte fik navnet Carolineskolen for Piger.
Bidrag til kunsten
Sideløbende hermed arbejdede Nathanson også for at forbedre forholdene for jøderne i det danske samfund. Han var således en af hovedmændene fra jødisk side, da det i 1814 lykkedes at komme igennem med en ny anordning, der ændrede jødernes borgerlige stilling i Danmark (om end den fulde ligestilling først blev opnået i 1849).
Også inden for det jødiske samfund trådte Nathanson nye veje. Han var en af hovedkræfterne bag en fornyelse af den mosaiske gudstjeneste, og han opfordrede alle jøder, der ikke talte dansk, til at lære sig sproget.
På alle disse felter var Nathansons indsats bemærkelsesværdig, og han er blevet kaldt den enkeltperson, der i 1800-tallet bidrog mest til jødernes integration i Danmark. Men den mest forbløffende – og grænseoverskridende – side af hans virke var trods alt hans bidrag til den ikke-jødiske danske kultur. Han støttede både malere, forfattere, komponister og skuespillere og blandede sig i samfundsdebatten.
Måske kom inspirationen fra Nathansons engelske handelspartnere. I hvert fald fattede han tidligt interesse for Shakespeares skuespil på et tidspunkt, hvor den engelske dramatiker endnu ikke var helt velanskrevet i Danmark. Og på hans initiativ gik skuespilleren Peter Foersom i 1807 i gang med at oversætte Shakespeares dramaer til dansk. I forlængelse heraf rettede Nathanson også sin opmærksomhed mod det danske modstykke til Shakespeare, nemlig Ludvig Holberg. Inspireret af det såkaldte Boydells Shakespeare-galleri fik Nathanson den idé, at han ville skabe et tilsvarende billedgalleri med motiver fra Holbergs komedier, som skulle mangfoldiggøres i grafiske blade. Det førte til en storstilet bestilling på mere end 30 malerier hos akademiprofessoren C. A. Lorentzen – og to hos den unge C. W. Eckersberg og på grafiske gengivelser fra flere grafikere.
Støtte til C. W. Eckersberg
Netop Eckersberg blev den kunstner, han støttede mest aktivt. Nathanson var blandt dem, der tidligt kunne se, at han var fremtidens mand i dansk kunst. Mere end nogen anden sørgede den jødiske grosserer for at give den unge maler bestillinger på malerier under hans store uddannelsesrejse 1810-16, så han kunne supplere pengene fra det utilstrækkelige rejsestipendium. I 1810 bestilte Nathanson de to Holberg-motiver, som Eckersberg malede i Paris (det ene var meget passende fra Jean de France), og under opholdet i Rom skulle han dels male to mytologiske malerier (med motiver fra Ovids Metamorfoser), dels et stort maleri af Moses og israelitterne efter overgangen over Det Røde Hav. Det religiøse billede blev fuldført i 1815, uden tvivl til begges tilfredshed. Men Eckersberg var utilfreds med de to mytologiske malerier og besluttede at male dem om, når han var tilbage i Danmark.
Efter Eckersbergs hjemkomst havde både bestilleren og maleren imidlertid mistet interessen for Ovid, og bestillingen blev ændret til nogle familieportrætter. Først og fremmest det store gruppebillede, ”Det Nathansonske Familiebillede”, men også et stort portræt af de to ældste døtre, Bella og Hanna, og et mindre af Nathanson selv. Malerierne var Eckersbergs tilbagebetaling af et stort lån, som havde sat ham i stand til at gifte sig og stifte bo. Ændringen af bestillingen kunne begge parter – og eftertiden – være godt tjent med. De to store malerier hører til blandt de absolutte hovedværker i den danske guldalders portrætkunst, begge er på Statens Museum for Kunst. Med familiebilledet ville Nathanson vise sin status over for omverdenen. I den nyere danske kunsthistorie er der lagt vægt på, at Nathanson ville markere sine borgerlige værdier. Det er uden tvivl rigtigt, men han lod ikke maleriet udstille offentligt før i 1843, og billedets budskab var derfor mest rettet mod de gæster, der kom i hans hjem, dvs. især andre danske jøder. Til dem var beskeden klar: det handlede om integration i det danske samfund. Ifølge familietraditionen kommer Mendel Levin og Ester Nathanson hjem fra audiens hos kongen, hvilket var det ultimative tegn på omverdenens accept af den jødiske grosserer som ligeværdig borger.
Den fuldkomne integration?
Da Nathanson i 1818 trådte ind ad døren på Eckersbergs maleri, var han på højden af sin karriere. Året efter blev også hans firma ramt af de økonomisk omskiftelige tider og måtte i 1820 standse sine betalinger. I første omgang lykkedes det dog at ride stormen af, men i 1831 var det endelig forbi. Grundlaget for hans mæcenvirksomhed var endegyldigt forsvundet. I 1826 solgte han det store Moses-billede til Den Kongelige Malerisamling (nu Statens Museum for Kunst), og i 1834 måtte han pantsætte alle Holberg-malerierne.
Den økonomiske nedtur betød dog ikke, at Nathanson resignerede. Den var derimod startskuddet til en ny karriere. Hans erfaringer som forretningsmand satte ham i gang med et forfatterskab om nationaløkonomi, og han udgav flere bøger om Danmarks økonomiske historie. I samme periode blev han økonomisk rådgiver for kongen. I forlængelse af forfattervirksomheden blev han i 1838 tilbudt jobbet som redaktør af Berlingske Tidende. Han var da 58 år gammel, men han bestred dette hverv de næste 20 år. Han blev i den grad identificeret med jobbet, at han fik tilnavnet “Gamle Berlingske”. Han fratrådte i 1858, men blev kaldt tilbage til posten i 1865. Han måtte imidlertid da erkende, at han var blevet for gammel (85 år!), og han stoppede igen året efter.
Nathansons karriere kan opfattes som den fuldkomne integration i det danske samfund. Men i forhold til det jødiske samfund led han et nederlag. Den fløj i menigheden, han tilhørte, kom i mindretal i striden om, hvor langt integrationen skulle gå. Han måtte resignere, og måske også under indtryk af jødeforfølgelserne i 1819 endte han med at lade flere af sine børn døbe. To af sønnerne, der begge tog navneforandring til Nansen, blev sågar kristne præster.
Her kunne beretningen om Nathanson slutte – som et eksempel på, hvordan integration kan føre til tab af de kulturelle rødder. Men blandt flere af hans efterkommere er den jødiske arv blevet holdt i hævd. Et af hans tipoldebørn var kunsthandleren Jens Hermann, der levende gik op i jødisk kultur og var en af landets fineste kendere af jødisk ceremoniel kunst. Blandt hans arvestykker var den hebraiske bønnebog, som Nathanson bragte med sig, da han som ung kom til København fra Altona. Den hægede Jens Hermann om til sin død.
Illustration
Nathanson bestilte et billedgalleri med motiver fra Holbergs komedier, over 30 malerier hos akademiprofessoren C. A. Lorentzen – og to hos C. W. Eckersberg. Her Lortenzens tolkning af Holdbergs “Maskerade”.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artiklerne stilles gratis til rådighed.
Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. Tak for hjælpen!