Nørgaards Danmarkshistorie går helt tilbage til den før-kristne, hedenske vikingetid, men fokuserer primært på de 1000 år, hvor kristendommen har været den officielle religion i Danmark.
Selv om det snart er 400 år siden, jøder fik officiel tilladelse til at bo og arbejde i landet, spiller jødedommen som sådan ingen rolle i fortællingen. Heller ikke de dramatiske begivenheder i 1819, der er gået over i historien som jødefejden, har fundet plads i fortællingen. Man kan vælge at tolke dette som en parentes i historien, der ikke reelt afspejler forholdet mellem kristne og jøder i Danmark og derfor med god grund er udeladt.
Derimod indgår en række fremtrædende personer med jødisk baggrund – såsom Georg Brandes og Niels Bohr – i det portrætgalleri, der kan ses i gobelinerne. Dog ikke på grund af deres jødiske baggrund, men på grund af deres centrale position i det danske samfund. Hertil kommer en lang række internationale personligheder, hvis indflydelse også har rakt til Danmark: Karl Marx, Einstein, Walter Benjamin, Groucho Marx og Bob Dylan.
Vi skal helt frem til Anden Verdenskrig, før de danske jøders historie utvetydigt indgår i gobelinernes Danmarkshistorie. Som man næsten kan gætte, før man overhovedet har set gobelinen ”Yngre glyksborgere”, drejer det om redningen af de danske jøder i oktober 1943. Det er en begivenhed, som også spiller en vigtig rolle for den kristne danske selvforståelse. I en fiskerkutter sidder en kvinde og skutter sig under den farefulde overfart over Øresund. Bjørn Nørgaard har dog ikke glemt, at alt for mange danske jøder trods alt endte i koncentrationslejre, og til venstre for båden ses en gruppe jøder i en koncentrationslejr.
I kunstmuseet Køge Skitsesamling hænger Bjørn Nørgaards store skitser til gobelinerne, ophængt næsten som i riddersalen på slottet. Her finder vi også koncentrationslejren og fiskerbåden med kvinden. Men en detalje afslører, at kunstneren egentlig havde tænkt sig flugtscenen lidt anderledes. Det er tydeligt, at kvinden oprindelig bar en Davidstjerne på sit bryst, men den er malet over. I den vævede version er der ikke spor af stjernen. Derimod har jøderne i koncentrationslejren stadig deres Davidstjerner. Til gengæld kan man i en montre på Køge Skitsesamling se et tidligt tegnet udkast til motivet, hvor kvinden bærer stjernen på sin frakke.
Nu ved jeg udmærket godt, at jeg ikke behøver at minde Goldbergs ældre venner og bekendte om, hvordan det nu var med de danske jøder og kravet om at bære Davidstjerne under besættelsen. Men der skal nok være flere yngre læsere, der ikke kender den historie. Eller måske kender nogle af de fejlagtige myter, der har cirkuleret – hvoraf én endda er nået helt til Hollywood. Lad os starte med de forkerte historier først. I filmen ”Exodus” fra 1960 (efter Leon Uris’ roman) følger vi Paul Newman, der i 1948 fører en større gruppe jøder til Israel i en synkefærdig plimsoller. En af passagererne fortæller om den danske konge Christian den Tiendes modige protest mod den tyske besættelsesmagt, da han blev stillet over for kravet om, at de danske jøder skulle bære en Davidstjerne synligt. Kongen reagerede på kravet ved selv at tage en Davidstjerne på, da han skulle ud på sin daglige ridetur i Københavns gader. I løbet af ganske kort tid bar alle københavnere Davidstjerne! En smuk historie, men desværre usand. Christian den Tiende bar aldrig Davidstjerne.
En variant af denne myte går på, at da kongen hørte om kravet, svarede han, at han i givet fald selv ville bære en Davidstjerne; herefter skulle de tyske myndigheder have bøjet af. Heller ikke denne historie har noget på sig. Kongen gik ikke videre, end at han i forbindelse med aktionen mod jøderne i oktober 1943 i privat sammenhæng udtalte, at de danske jøder aldrig havde båret tvungen påklædning. Han fik dog aldrig lejlighed til sin heltemodige optræden.
Sandheden er, at de danske jøder IKKE skulle bære Davidstjerner under besættelsen, velsagtens fordi der blandt besættelsesmyndighederne var indflydelsesrige personer, der i lang tid ønskede at undgå en konfrontation, og som derfor ikke stillede de samme krav, som jøderne mødte i Tyskland og i de andre besatte lande. De danske jøder bar derfor ikke Davidstjerner, heller ikke under flugten over Øresund.
Spørgsmålet er så, hvorfor har kunstneren valgt at ændre motivet? Er han blevet klogere undervejs, har nogen direkte bedt ham om at fjerne den vigtige detalje, eller har han haft helt andre bevæggrunde?
Ret beset er der kun én person, der kan besvare disse spørgsmål, og heldigvis svarer Bjørn Nørgaard meget beredvilligt, da jeg henvender mig til ham: ”Jeg vidste godt, at de danske jøder ikke bar Davidstjerne i bådene. De flygtede, fordi de ellers ville være tvunget til at bære Davidstjerne. Men oprindelig ville jeg ikke have haft motivet fra koncentrationslejren med, da den jo ikke var i Danmark. Hverken den eller Hitler var med i de første skitser. Davidstjernen var jo påbudt af nazisterne, og pointen var, at kvinden flygtede fra Davidstjernen. Men da både KZ-lejren og Hitler kom med i billedet, fjernede jeg stjernen, for så var den ikke nødvendig. Nu flygter hun jo fra koncentrationslejren. Jeg håbede at skabe en dybere diskussion af, hvad det var for en begivenhed. Jeg har begået fejl både der og mange andre steder i gobelinerne med åbne øjne. Det fine ved, at det er kunstneren, der bestemmer, er, at så forventer man, at der er fejl. Det er værre, hvis det er en historiker, der begår sådanne fejl. Der er ikke nogen, der har sagt, at den ikke skulle være der. Det var min egen beslutning. Det var ikke, fordi det var en fejl, men den blev fjernet på grund af billedmæssige overvejelser. Det blev vist til sidst for meget, at hun også havde en stjerne.”