Natten til den 2. oktober 1943 blev fem jøder arresteret på Missionshotellet i Helsingør. De havde i bar forvirring indskrevet sig under eget navn, og midt om natten blev de vækket af tysk politi og kørt til København. Her blev de ført ombord på skibet Wartheland, der bragte dem til Swinemünde (Świnoujście) og derfra i kreaturvogne videre til ghettoen Theresienstadt.

   I vognen, der transporterede dem til København, var et par bekendte, der var blevet arresteret, da de stod af en bus i Hornbæk, hvor de ville overnatte efter et mislykket flugtforsøg over Øresund.

   Samme nat blev fire kvinder mellem 70 og 87 år arresteret på en pension i Tårbæk, hvor deres familier havde bragt dem til og troet dem sikre. Kun de to yngste overlevede de efterfølgende 18 måneder i Theresienstadt. Dorothea Polack døde den 8. december 1943 og Gabrielle Salmonsen den 10. februar 1944.

   De nævnte personer tilhører alle den forholdsvis lille gruppe på 472 jøder, som blev deporteret som følge af ”Jødeaktionen” i oktober 1943. Da tyske politisoldater og danske Waffen-SS frivillige sent om aftenen den 1. oktober opsøgte jødiske hjem, havde langt størstedelen af de danske jøder hørt rygterne om en forestående “aktion” og var allerede på flugt.

   Det har længe været opfattelsen, at de arresterede var gamle, syge, religiøse eller ikke-danske jøder, som ikke havde de kontakter i det danske samfund, der kunne hjælpe med skjulesteder og flugtruter. Men de mennesker, der i løbet af oktober og november blev deporteret, kom fra alle samfundslag. To tredjedele var danske statsborgere, og der var både børnefamilier og ældre iblandt dem.

    Den vellykkede del af flugten har naturligvis været i fokus i litteraturen. Desværre ofte i sådan et omfang, at den anden del af historien, den om de deporterede og om dem, som mistede livet under fejlslagne flugtforsøg, kun fragmentarisk er blevet belyst.

 

Razzianatten

Efter selve razzianatten, som natten mellem den 1. og 2. oktober kaldes, blev i alt 281 personer, fordelt på to transporter, sendt til Theresienstadt. Yderligere 175 blev deporteret 11 dage senere, den 13. oktober, og en sidste lille “jødetransport” med 19 personer, hvoraf tre flygtede undervejs, kom af sted den 23. november. Antallet af deporterede fra ”Jødeaktionen” kom dermed op på 472 – hvoraf de 470 kom til Theresienstadt.

   En gennemgang af lister, vidnesbyrd m.m. om de 198 mennesker, der blev afskibet fra Langeliniekaj i København den 2. oktober, viser at mindst 20 % enten var blevet arresteret før aktionen gik i gang, medens de forsøgte at skjule sig eller under et fejlslagent flugtforsøg – og altså ikke i deres eget hjem. De fleste af dem, der blev arresteret i deres hjem, var blevet advaret eller havde hørt gentagne rygter om, at nazisterne ville indlede arrestationer – men valgte ikke at flygte.

Især de ældste mente simpelthen ikke, at de ville være omfattet af en sådan ”Jødeaktion”.

   Anderledes var det på Fyn og i Jylland, hvor størstedelen af de 83 mennesker, der blev deporteret, var blevet arresteret på deres bopæl. Det drejede sig primært om unge mennesker på hachshara – dvs. i gang med en landbrugsuddannelse som forberedelse til et nyt liv i Palæstina.       

   Enkelte jøder i Jylland blev først arresteret op ad dagen den 2. oktober, kort før togstammen med kreaturvognene som kørte dem hele vejen til Theresienstadt afgik.

  

         Syrefabrikken

En del arrestationer er ikke beskrevet i faglitteraturen. Det gælder fx en dramatisk arrestation, der fandt sted den 4. oktober på Syrefabrikken på Amager. Her blev over 20 personer, der afventede transport til Sverige, taget af det tyske sikkerhedspoliti efter transporten var blevet stukket.

   Blandt dem var operasangeren Rena Pfiffer Madsen, der blev skudt under arrestationen, hvorefter nazisterne kørte rundt med hende i en bil, før hun hårdt såret blev bragt til det tyske lazaret på Nyelandsvej. Fire dage senere døde hun af sine kvæstelser, men kort inden fortalte hun sin mand, sangeren Egon Madsen, hvad der var sket på Syrefabrikken. Han skrev i 1987 i sine erindringer:

 

                      “Der var pludselig kommet en tysk patrulje ind i hallen, hvor jøderne afventede overfarten.                       Tyskernes danske håndlanger, som stod med en pistol i hånden, havde kommanderet                       hænderne i vejret. Rena havde beholdt sin håndtaske i den ene hånd, og pludselig havde                       landsforræderen slået hende i maven med pistolen og råbt, at hun skulle smide tasken. Rena                       troede i første omgang, at det var slaget der smertede; men det viste sig, at idioten var                       kommet til at trykke pistolen af i maven på hende.”

 

På Syrefabrikken blev de arresterede delt op i to grupper. Den ene blev ført direkte til Horserødlejren, den anden tilbragte en nat i Vestre Fængsel, før også de kom til Horserød. Den 13. oktober var 17 af dem med transporten til Theresienstadt. En af dem, den 57-årige skrædder Herschel Fischel Cholewa, døde i ghettoen et år senere.

   Den danske håndlanger, som Rena Pfiffer Madsen omtalte for sin mand, var den “tysksindede” 36-årige Hans Michael Diehl, der i september 1943 var blevet ansat ved det tyske sikkerhedspoliti. Sammen med sine tyske kolleger tog han om aftenen den 4. oktober ud for at arrestere jøder. Ifølge ham selv skulle han blot medvirke som tolk, men han var alligevel bevæbnet, hvilket altså kom til at koste Rena Pfiffer Madsen livet. Efter krigen blev Hans Michael Diehl idømt 20 års fængsel, men benådet fire et halvt år efter.

 

Gilleleje-sagen

Det nok bedst kendte flugtforsøg, der endte i arrestation, drejer sig om ca. 60 jøder, der havde gemt sig på et kirkeloft i Gilleleje. Mange af dem blev senere deporteret til Theresienstadt.

   Selve arrestationen fik efter befrielsen yderligere opmærksomhed på grund af en stærk mistanke om, at det var en dansker der stak dem. Historien om en ung kvinde, der skulle have sladret for at få sin tyske kæreste overflyttet til Danmark, går igen i litteraturen – ofte som eksempel på den eneste større arrestation i oktober 1943, der skyldtes en dansk stikker.

   Stikkeren skulle angiveligt være Ruth Nielsen, datter af en hotelejer i Gilleleje. Rygterne om hendes medvirken førte til, at hun i 1946 blev anklaget for at have afsløret jøderne på kirkeloftet, og en spektakulær retssag endte med en dom på 16 års fængsel. I retssagen vidnede blandt andre tyskeren Hans Juhl, også kendt som Gestapo-Juhl, mod hende. Han var ansvarlig for arrestationen på kirkeloftet, ligesom han var det for langt størstedelen af arrestationerne efter razzianatten.

   Ruth Nielsen ankede sagen og blev frikendt i Landsretten. Blandt dem, der under ankesagen talte for hendes uskyld, var den aktive flygtningehjælper, lægen Jørgen Gersfelt, som både i retten og i sin bog fra 1945 Saadan narrede vi Gestapo fortæller, at kroejer Thomsen fra Snekkersten havde informeret ham om, at Gestapo-Juhl en aften på kroen havde sagt, at det var et rent tilfælde, at han havde opdaget jøderne i kirken.

   Flere overlevende jøder har haft opfattelsen af, at det var en helt anden ung pige, som havde stukket dem – en ung dansk kvinde, der arbejdede i Horserødlejren. Det er dog aldrig blevet bevist, og ingen er blevet dømt for stikkeriet. Trods frifindelsen er Ruth Nielsen i historiebøgerne stadig omtalt som den skyldige, hvorimod fx stikkerne og drabsmanden fra Syrefabrikken alle er gået fri.

          

Danske håndlangere

I mange vidnesbyrd nævnes det, at danskere var involveret i arrestationerne. Først og fremmest selvfølgelig danske Waffen-SS frivillige, danskere i Gestapos tjeneste, samt danske nazister der “afleverede” jøder til tyske polititropper. Men i enkelte tilfælde kom også “almindelige” danskere til at spille en afgørende rolle, fordi de nølede eller tog en direkte forkert beslutning, da de i oktober 1943 stod overfor jødiske landsmænd, som havde brug for hjælp. Disse eksempler kan forekomme få, små og ubetydelige i den overordnede redningshistorie, men for dem som blev arresteret, fik det skæbnesvangre konsekvenser.

   Der kendes til mindst to eksempler på, at kaptajner på større både har samlet flygtninge i lækkede joller op og nægtet at sejle dem til Sverige. I det ene tilfælde, der fandt sted den 1. oktober 1943, blev otte flygtninge samlet op og derefter afhentet på skibet af Gestapo-Juhl, overført til Horserødlejren og senere deporteret til Theresienstadt.

   Et andet eksempel er en familielæge der mente, at det ikke ville nytte at proforma-indlægge en gravid kvinde, da hun og manden bad ham om det, efter de var blevet advaret om den forestående “jødeaktion”. Ægteparret blev efterfølgende arresteret, og barnet Chaja Ellberger, der blev født i foråret 1944 i Theresienstadt, døde bare fem uger gammel. Før arrestationen havde manden, der var i Danmark på hachshara, forsøgt at advare yngre tysk-jødiske flygtninge, der opholdt sig på gårde i nærheden. Desværre tog gårdejerne ikke hans advarsler alvorligt, og resultatet blev at otte teenagere blev arresteret og ført til Theresienstadt.

 

          Retfærdighed

I de mange vidnesbyrd fra tidligere fanger i Theresienstadt er ønsket om hævn over dem, der stod for arrestationen, stort set er fraværende. Derimod er det tydeligt, at ønsket om retfærdighed har optaget mange af de overlevende.

   Flere overlevende nævner, at de stikkere der afslørede dem enten blev skudt af modstandsbevægelsen eller døde i fængslet. Men det er langt fra virkeligheden. Danske stikkere og andre danske medvirkende ved arrestationer blev i flere tilfælde ganske vist idømt lange straffe, men løsladt efter relativt kort tid. Fx de to danske mænd i 30-erne, der på eget initiativ havde henvendt sig i nazisternes hovedkvarter på Dagmarhus med et tip om flugtforsøget fra Syrefabrikken. De blev i 1948 idømt lange fængselsstraffe, men to år senere benådet af kong Frederik IX.

   Den danske “jødeaktions” tyske bag- og gerningsmænd forblev i det store hele fri for straf.

Werner Best, der som rigsbefuldmægtiget i Danmark var ansvarlig for aktionen, blev i første ombæring dømt til døden i 1948 i Danmark. Året efter blev han dog frikendt for sin andel i jødeaktionen, og straffen blev nedsat til fem år. Højesteret skærpede straffen til 12 år i 1950, men året efter blev han alligevel benådet og udvist af Danmark.

   Rudolf Mildner, der som chef for det tyske sikkerhedspoliti og SD i Danmark stod for den praktiske gennemførelse af “Aktionen”, optrådte kun som vidne, aldrig som anklaget ved Nürnberg-tribunalet i 1945-46. I august 1946 lykkedes det ham at flygte fra amerikansk fangenskab i Tyskland, og det formodes, at han tilbragte resten af sit liv i Argentina.    

  Også Gestapo-Juhl gik fri uden rettergang trods sin aktive deltagen i de fleste af de arrestationer, som fandt sted efter razzianatten.

 

 470 mænd, kvinder og børn i alderen 6 måneder til 89 år blev deporteret til ghettoen Theresienstadt som følge af “Jødeaktionen” i Danmark. Derudover blev mindst 100 arresteret, men sat fri, fordi de enten var gift med ikke-jøder eller havde en ikke-jødisk forælder. De var, som rigsbefuldmægtiget i Danmark Werner Best udtrykte det: “uberørt af de forholdsregler, der er truffet overfor heljøder.”

 

Share This