De fleste har formentlig leget legen i skolegården. Det er en særudgave af ét-tag-fat, hvor man rører ved hinanden og siger ”Pigelus!”, hvis det er en dreng, man rører, og ”Drengelus!”, hvis det er en pige. Underforstået: Jeg overfører noget af det modsatte køn til dig ved at røre ved dig, og det andet køn er simpelthen så ækelt, at nu har jeg forurenet dig en lille smule! Legen går naturligvis ud på at undgå at få henholdsvis pige- og drengelus.
Inden for filosofien kaldes den slags ”essentialisme”. Essentialisme er en tankegang, hvor man tænker om noget eller nogen, at de besidder en form for ”kraft” eller ”essens”, som alle af den slags er i besiddelse af, og som ofte kan overføres ved berøring. Samme type essentialisme er gennem tiderne blevet knyttet til romaer, bøsser, tutsier, hutuer, dværge, jøder, gamle koner, sorte katte og hestesko. Tanken om at alle enheder af en bestemt slags er udstyret med en fælles essens, kraft eller ånd, er en af de ældste tanker, der overhovedet findes. Den går helt tilbage til jæger-samlerne, og det er derfor interessant, hvornår og hvordan denne tanke forsvandt. Hvornår blev vi som mennesker så oplyste, at vi ikke længere tillagde ”den anden” skjulte kræfter?
Et godt sted at starte er Biblen. Som med så mange ting i Biblen er der to beretninger, som modsiger hinanden. På den ene side skabes alle mennesker i den samme Guds billede, det vil sige: Vi er alle fundamentalt ens. På den anden side er jøderne et udvalgt folk, det vil sige: Vi er ikke alle fundamentalt ens.
Man er dog nødt til at forstå det sidste i den rette sammenhæng: Det var normalt i oldtiden at tænke på sit eget folk som gudernes udvalgte. Fx var det kun egyptere, der havde lov at betræde de egyptiske templer, for alle andre blev anset for at være urene. I modsætning hertil skal nævnes, at alle, også ikke-jøder, havde lov at ofre i Templet i Jerusalem.
Det særlige ved den jødiske ”udvælgelse” er, at den knytter sig til en pagt. Indtil Abraham indgår en pagt med Gud, findes der ifølge jødedommen ikke nogen udvalgte af nogen slags; alle mennesker er ens. Pagten indebærer en række pligter, og som pædagogisk værktøj til påmindelse om dette foretages et kirurgisk indgreb på det organ, som manden har kærest – og som kvinder også er ganske glade for: ”Se, den står med blottet hoved; kan I så huske det!”
Kastesystemer bygger på idéen om, at bestemte grupper besidder en bestemt ”essens”. Det er den tankegang, der stadig klæber til de kasteløse i Indien, og det var en tankegang, som nogle af de græske filosoffer gjorde op med. Det var dog ikke et opgør, Platon var med på, tvært imod mente han, at samfundet var bedst tjent med en skarp klasseopdeling. Desuden var en af grundtankerne i hans filosofi, at der omme bag den synlige virkelighed findes en virkeligere virkelighed. Der er en essens ”omme bag” tingene, som er vigtigere end det, vi kan erfare med vores sanser.
Essentialismen blev ført videre hos Hegel i hans ulæselige monsterværk Åndens fænomenologi, i Karl Marx’ dialektiske materialisme samt i fx nazismens tanke om ”Blut und Boden”, ”Lebensraum” og ”Der Führers” mytologiske placering i verdenshistorien
Et af de væsentligste opgør med essentialismen findes faktisk først hos Karl Popper i Det åbne samfund og dets fjender, som han skrev i 1944-45. Her piller han Platon, Hegel, Marx, nazismen, kommunismen, fascismen, politisk religion og almen overtro fra hinanden og dissekerer dem i stumper og stykker.
Tilbage står en klokkeklar konklusion: I det åbne, demokratiske samfund må vi mødes som mennesker og uden påberåbelse af skjulte kræfter. Der er ingen skjult plan i universet, og der bliver ikke overført en lille smule socialdemokrat til mig, fordi jeg rører ved en af slagsen.
Eller med andre ord: Drenge- og pigelus hører skolegården til, som voksne mennesker må vi sige farvel til essentialismen. Det er forudsætningen for vores åbne og frie samfund, demokratiet, menneskerettighederne, og at vi ikke igen en dag står over for et nyt Auschwitz.