Den nye israelske regering bliver vanskelig at navigere, men den afspejler muligvis en vision ved at inddrage i hvert fald nogle af landets mindretal.

Ultraortodokse jøder ved Jaffa Gate, Jerusalem. Foto: Tine Bach

TEL AVIV – Da den nye israelske regering den 17. maj aflagde ed og dermed havde fået officiel status, var 508 dages politisk krise tilsyneladende til ende. Så lang tid er der gået siden premierminister Benjamin Netanyahu i november 2018 udskrev valg, og i al den tid har landet været ledet af en midlertidig overgangsregering.

Det, som i sin tid udløste den lange krise, kunne ligne et kup. De fleste havde forventet, at valget, som fandt sted 9. april 2019, ville være en ren rutinesag, og at Netanyahu kort efter ville kunne sammensætte en ny regering uden de store vanskeligheder. Men under koalitionsforhandlingerne sagde Avigdor Lieberman fra. Han står i spidsen for det lille nationalkonservative parti Yisrael Beiteinu (Israel er Vort Hjem), og har altid været betragtet som en naturlig partner for Netanyahu. Men Lieberman vendte op og ned på alle forventninger ved at nægte at sidde i regering med Netanyahu, så længe der også sad repræsentanter for de ultraortodokse partier med omkring ministerbordet.

Bnei Brak

Omsider kom den nye regering, og det blev en mastodont med hele 34 ministre – langt den største og dyreste i landets politiske historie. Den blev resultatet af et kompliceret samarbejde mellem Netanyahu og Benny Gantz, som står i spidsen for det ny centrumparti, Kahol Lavan (Blå Hvid). Gennem hele det lange forløb, hvor israelerne gik til valg hele tre gange, havde Gantz det som en af sine mærkesager, at Netanyahu skulle væltes, og han talte også hyppigt om sine visioner om et andet samfund, hvor alle skulle deltage på lige fod. Dette sidste var en klar besked til den ultraortodokse befolkning, hvor det eksempelvis er almindeligt, at unge mænd ikke aftjener militær værnepligt.

Hvad dette angår, udtrykte Gantz altså de samme holdninger som Lieberman, og derfor kan det undre, at han nu er en af hovedpersonerne i en Netanyahu-regering, hvor de ultraortodokse ikke bare sidder med til bords, men måske oven i købet har fået større indflydelse.

Dette kan skyldes udviklingnen under corona-epidemien.

Da Israel i marts måned lukkede ned for at begrænse smitten, skete det med en for israelere usædvanlig selvdisciplin. Tiltagene var strammere end det fleste steder i Europa, og naturligvis krævede det en tilvænning i befolkningen, men i det store og hele forløb det gnidningsløst. På nær i den ultraortodokse sektor, som vurderes at udgøre omkring 12 procent af landets samlede befolkning. Tidligt i forløbet udtalte Haim Kanievsky, en af de toneangivende rabbinere i den ultraortodokse by Bnei Brak, at forsømte Tora-studier udgør en større fare for det jødiske folk end epidemien. Han opfordrede de ultraortodokse yeshivaer, som er en art jødiske bibel-akademier, til at fortsætte studierne uanfægtet. Dette, sammen med en generelt langsommere kommunikationsgang i den ultraortodokse verden og flere andre faktorer, havde som virkning, at smitten spredte sig eksplosivt i Bnei Brak og andre byer med store ultraortodokse befolkninger. Da epidemien i slutningen af maj var ved at aftage, viste de israelske opgørelser, at 70 procent af samtlige corona-relaterede dødsfald, var indtruffet i dén del af befolkningen.

Ny dialog

Fænomenet skabte en voldsom antipati mod ultraortodoksien i dele af den sekulære befolkning. På mange måder blev folks fordomme bekræftet til fulde. Da landet stillede urene en time frem ved overgang til sommertid, bemærkede en kommentator i et af de israelske dagblade, at de ultraortodokse kunne benytte lejligheden til at stille urene 2000 år frem!

Lidt efter lidt kom der imidlertid en vigtig holdningsændring. Da Kanievsky indså sagens alvor, foretog han en kovending og opfordrede folk til at følge statens anvisninger, og flere andre ultraortodokse ledere gjorde det samme. Og da det israelske forsvar sendte soldater ind i Bnei Brak for at hjælpe med indsatsen mod epidemien, blev de modtaget med åbne arme, og ikke som repræsentanter for den foragtede sekulære stat, som det ellers har været normen.

Med andre ord er der opstået en ny dialog mellem de to dele af Israel, og det er dette element, som også synes at være til stede i den nye regering. Her ligger i hvert fald en indlysende forklaring på, at Benny Gantz også har ændret opfattelse og nu ønskede at inddrage de ultraortodokse partier i regeringssamarbejdet.

Det ene af partierne er Forenet Torajødedom.

I den nu afgåede regering fungerede partiets Yaakov Litzman som sundhedsminister, og han gjorde en ualmindeligt dårlig figur under epidemien. Mange havde derfor forventet at se ham henvist til oppositionen, men Forenet Torajødedom sidder med og Litzman har fået posten som boligminister. For ham er dette intet mindre end et ønskejob, fordi boligmangel er et af de helt store problemer i hans politiske bagland. Det andet ultraortodokse parti er Shas, hvor partileder Aryeh Der’i har beholdt posten som indenrigsminister. Men oven i hatten har han så fået ansvaret for at udvikle Galilæa og Negev, altså udkantområderne, hvor en stor del af partiets sefardiske vælgere bor. Yaakov Avitan, som også repræsenterer Shas, er blevet minister for religiøse anliggender, hvilket også er en prestigefyldt post i hans verden.

 National samling

Men hvorfor denne rundhåndethed overfor de ultraortodokse partier, når både Gantz, Lieberman og store dele af det sekulære Israel helst så deres indflydelse begrænset? Dette kan ses som et håndgribeligt resultat af corona-krisen. Holdningsændringen i forholdet mellem ultraortodokse og sekulære israelere har ført til et bredt ønske om national samling, og på den baggrund har Gantz set perspektiverne i at inkludere de to partier i samarbejdet.

Men sagen har endnu en vinkel, som bestemt ikke er uden betydning. Israel har aldrig haft en regering uden ultraortodoks medvirken, men som oftest har regeringerne levet med et så snævert flertal, at et enkelt parti med selv ganske få mandater har kunnet vælte læsset ved at forlade samarbejdet. Af den grund har de ultraortodokse partier altid givet den i rollen som tungen på vægtskålen, og det har selvsagt skaffet partierne en uforholdsmæssigt stor indflydelse. Dette er ikke tilfældet i denne ombæring. Kahol Lavan og Likud er i sig selv store nok til at kunne danne regering alene, så de ultraortodokse partier kan ikke udgøre nogen trussel for regeringens overlevelse. Ligesom det er tilfældet med en lille flok udbrydere fra de sidste rester af Arbejderpartiet samt et antal forskellige løsgængere, er Forenet Torajødedom og Shas derfor udelukkende med i regeringen for at give den bredde. For at inddrage, i hvert fald nogle af mindretallene, og gøre det i en atmosfære, hvor der bliver plads til dialog.

Den nye israelske regering bliver vanskelig at navigere med. Der er mange indre spændinger, og som udgangspunkt er forholdet mellem Netanyahu og Gantz dybt problematisk. Der er også mange, der tvivler på, hvor længe den vil kunne overleve. Men når dette er sagt, er der ingen tvivl om, at den ved sin sammensætning afspejler nogle visioner om national samling, og selv om også denne vision er mangelfuld ved for eksempel ikke at omfatte landets arabiske mindretal, kan den ses som et skridt i den rigtige retning.

LÆS OGSÅ

Share This