Ny arabisk tv-serie vækker opsigt

TEL AVIV – I en fattig landsby med mudderhytter ved Den Persiske Golf er en kristen kvinde håbløst forelsket i en lokal handlende. Manden er muslim og sidder selv fast i et ulykkeligt ægteskab med en kvinde, der længes efter en anden muslimsk mand. Men så enkelt er det ikke. Denne mand har nemlig et godt øje til en anden kvinde, der er datter af den lokale rabbiner.

Det lyder vildt og kompliceret, og sådan skal det også være. Konstellationen er rammen om en tv-serie, som lige nu bliver sendt hver aften på en række tv-kanaler i den arabiske verden. Det er Ramadan, absolut højsæson for den type serier, som holder seerne klæbet til skærmen så længe fastemåneden varer. Men dette bud på underholdning i højtiden har delt vandene, idet den sætter jøderne i den fiktive landsby i et absolut positivt lys.

Højsæson for tv

Umm Haroun, som serien hedder, foregår i 1940’erne. Som bagtæppe for den komplicerede kærlighedshistorie skildrer den en verden i forandring. I et internationalt perspektiv griber Anden Verdenskrig om sig, og mere lokalt søger de unge stater på Den Arabiske Halvø at skabe en selvstændig national identitet. Lidt fjernere i regionen er konflikten mellem jøder og arabere under opsejling i Palæstina. Midt i alt dette er stemningen i landsbyen båret af en harmoni, som selv de dybeste personlige konflikter ikke kan forstyrre, og denne harmoni bygger på en gammel tradition for fællesskab på tværs af de etniske skel.

Ramadan-tv er en institution, som fylder meget i den arabiske verden. Hvert år ser man med spænding frem til, hvilke godter de forskellige tv-kanaler har i posen, og hvert år er serierne et af de store samtaleemner blandt folk. Af samme grund ligger tv-kanalerne og produktionsselskaberne i skarp konkurrence med hinanden, for sidegevinsten i form af indtægter fra de indlagte reklamespots svarer lidt til, hvad vestlige tv-stationer henter hjem fra de største sportsbegivenheder.

Hertil har fænomenet en enorm social funktion. Ud over at være et religiøst højdepunkt er Ramadan også en tid, hvor man dyrker familielivet. Hver aften efter iftar – måltidet, der bryder den daglige faste – er det således almindeligt, at man sætter sig og følger med i en af de mange serier, som lægges ud i anledning af højtiden. Og i denne tid, hvor coronaen har fået store dele af den arabiske verden til at lukke ned og dermed tvinge folk til at holde sig hjemme, er der om muligt endnu mere fokus på musalsalat, som er den arabiske betegnelse for serierne. Dette gør selvsagt ’Umm Haroun’ endnu mere markant.

Klassiske rødder

Der er en gammel tradition for den slags fortællinger efter dagens iftar. I tidligere tider samledes man omkring en hakawati, en historiefortæller, der som en anden skuespiller kunne fremmane de store dramaer for sine tilhørere. Dette fandt som regel sted på den lokale café, men kunne også udspille sig hjemme i familiens skød.

I slutningen af 1970’erne institutionaliserede egyptisk tv denne tradition ved at gøre hakawatierne til en del af sendefladen, men det fulgte stadig den klassiske fortælletradition og i sort/hvid. Begyndelsen til en virkelig revolution kom i 1990’erne, da latinamerikanske telenovella’er begyndte at dukke op på skærmene. Det gav hele institutionen et tilsnit af amerikansk sæbeopera, hvor man holder spændingen fra aften til aften, indtil den store forløsning på Eid el Fitr, afslutningen på Ramadan.

I de første år var den egyptiske filmindustri næsten enerådende på feltet. I den arabiske verden taler man stadig med veneration om serien ’Aaylat al Haj Metwalli’ (Haj Metwallis Familie), men da satellit-tv blev almindeligt i regionen, kom der flere producenter til i forbindelse med den øgede konkurrence. I mange år var Syrien storproducent, men dette forsvandt i borgerkrigens kaos, og i stedet er nu Kuwait og De Forenede Arabiske Emirater i en absolut førerstilling.

Normalisering?

Mange af serierne bliver skåret over nogenlunde samme læst. Der skal være godt med kærlighed og melodrama, og med en historisk eller religiøs personlighed som omdrejningspunkt er publikumssuccesen næsten hjemme. Men idet golfstaterne blev toneangivende i denne særlige industri, kom der et nyt element til, idet en serie gerne må have en politisk kant. I 2016 producerede De Forenede Arabiske Emirater således serien ’Khiyanat Watan’ (Forræderi mod hjemlandet), som skildrede Det Muslimske Broderskab bag kulisserne. Serien blev årets absolutte topscorer hvad angår seertal, og den var stærkt omdiskuteret som følge af sit kontroversielle indhold.

Det samme vil nok blive tilfældet med ’Umm Haroun’. Anmelderne ved det egyptiske dagblad gav serien en temmelig lunken modtagelse og bemærkede, at mange af årets andre serier lå på et langt højere kunstnerisk niveau. De pegede på den egyptiske serie ’Al-Ikhtiyar’ (Valget), der bygger på en virkelig historie om to officerer i landets forsvar. Den ene holder sig loyal overfor Egyptens præsident, Abd el Fatah el Sisi, mens den anden sympatiserer med Det Muslimske Broderskab. Der er en tydelig vinkling på et af Mellemøstens store politiske dilemmaer i disse år, så dermed lever serien op til alle forventninger. Men den overtrumfes ikke desto mindre af ’Umm Haroun’, der nok kan betragtes som endnu mere kontroversiel.

Det er en kuwaitisk produktion, men optagelserne blev henlagt til De Forenede Arabiske Emirater, hvilket måske er en naturlig følge af seriens indhold. Den har nemlig mødt en del kritik for at komme med et underliggende budskab om normalisering af forholdet til Israel. Dette siges naturligvis ikke direkte, men skildringen af muslimernes forhold til mindretallene i landsbyen, de kristne og jøderne, mere end antyder dette. Politisk holder Kuwait sig stadig afventende på eller omkring afvisningsfronten i forhold til Israel, mens De Forenede Arabiske Emirater befinder sig et helt andet sted. Når landet således står som vært for Expo 2020, vil det være med officiel israelsk deltagelse, og Emiraterne har i flere år søgt en diskret tilnærmelse ad diplomatiske kanaler.

Dette rimer med, hvad der foregår i regionen i det hele taget. Den regionale stormagt, Saudi-Arabien, har gennem længere tid gjort sig lignende bestræbelser for at skabe bånd til Israel. ’Umm Haroun’ kan meget vel ses som en del af dette. Serien bliver nemlig sendt på MBC, som er den største satellitkanal i Mellemøsten, og de private ejere er saudiarabere med nær tilknytning til kongehuset i Riyad. 

LÆS OGSÅ