Næsten glemt jødisk-rumænsk forfatterskab udkommer nu på engelsk med et yderst aktuelt budskab til nutidige læsere. Det kan anbefales at læse med …

Ludovic Bruckstein 1987

Fru Relly Dreispan var en lille energisk kvinde, og hun var lige så rastløs som kviksølv. Udenfor hjemmets hoveddør stod en hel række tøfler, som alle, der trådte indenfor, skulle iføre sig, for renlighed var en vigtig ting for husets frue. Kom en gæst ved en ulykke til at komme indenfor med skoene på, mærkede hun sig nøje, hvor han havde trådt, og efterfølgende pudsede hun omhyggeligt efter for at fjerne ethvert spor af udefrakommende skoaftryk. Hjemmets største rum var spisestuen, som aldrig var i brug. Hendes søn, Roni Dreispan, havde faktisk kun være der én eneste gang i sit 19årige liv, for spisestuen stod altid aflåst. Hver morgen låste Relly Dreispan sig ind for at tørre støv omhyggeligt af og bone gulvet, og så låste hun døren igen.

    Dette er sceneriet i en smuk lille fortælling af den jødisk-rumænske forfatter Ludovic Bruckstein (1920-88). Bag den velfortalte finurlighed emmer den af symbolik, for i slutningen, hvor vi befinder os i maj 1944, kommer de tyske soldater trampende ind i hjemmet med støvlerne på. De tager hele familien, som nogle dage senere bliver kørt i kreaturvogn til udslettelsen i Auschwitz.

Illusioner i Sighet

Forsøget på at lukke af og bevare illusionen om tryghed, mens katastrofen lurer og slår ned som lynet fra en klar himmel, er et gennemgående tema i Ludovic Brucksteins noveller. De udspiller sig i eller omkring Sighet, en lille by i det nordlige Rumænien, det hele finder sted i tiden op til maj 1944, hvor byens jøder blev gennet sammen i ghettoen og kort efter ført i døden.

    Ludovic Bruckstein overlevede rædslerne i Auschwitz, ligesom en anden mand fra Sighet, den otte år yngre Elie Wiesel. Han havde skrevet siden han var barn, men den dybt traumatiske oplevelse gav forfatterskabet den særlige vinkel, der sammen med de åbenlyse litterære kvaliteter giver novellerne en helt særlig relevans for nutidige læsere.

    ”Min far var ikke Holocaust-forfatter,” siger hans søn, Freddy Bruckstein, som Goldberg i disse corona-tider må nøjes med at møde over telefonen. ”Han anså det for en umulig opgave at beskrive selve Holocaust, så i stedet skrev han om det, der førte op til katastrofen.”

    Efter krigen vendte han tilbage til Sighet. Han giftede sig med Csoppy, der også havde overlevet Holocaust, og sammen fik de sønnen, der var 18 år gammel, da det i 1972 lykkedes familien at få lov til at forlade det kommunistiske Rumænien og flytte til Israel. Ludovic Bruckstein blev ved med at skrive. Han skrev på jiddisch og rumænsk, og efter ankomsten til Israel blev en del af forfatterskabet omsat til hebraisk.

    ”Men min far var frustreret over ikke at udkomme på et af de store sprog,” fortæller Freddy Bruckstein.

    Dette er nok også årsagen til, at hans fortællinger var på vej ud i glemslens mørke, og der påtog sønnen sig den prisværdige rolle at bringe dem tilbage i lyset. Han er professor i datalogi ved Technion, Israels tekniske universitet i Haifa, og med den baggrund underviste han for en tid på et af universiteterne i Paris. Ved den lejlighed fik han kontakt til en fransk oversætter, hvilket førte til en udgivelse, og nu har det lille britiske forlag Istros Books påtaget sig at udgive forfatterskabet på engelsk. I 2019 udkom ’The Trap’, som består af to lange noveller – eller et par kortromaner, om man vil – og senere på året udkommer et bind med 13 fortællinger; blandt disse er historien om Relly Dreispan, som Goldberg altså har fået lov til at smuglæse, og der er også planer om at udgive et bind med Brucksteins hassidiske fortællinger.

Tålt sameksistens

Sighet, hvor meget af de hele udspiller sig, er et kompliceret lille univers. I dag ligger byen som sagt i det nordlige Rumænien, få kilometer fra grænsen til Ukraine. Men op gennem historien har det været en mere end almindeligt del af verden, så Sighet har også været på både ungarske og rumænske hænder. Det kan man også se på befolkningen, der omfatter både ungarere, rumænere og ruthenere, altså etniske russere. Og dengang før Holocaust boede der omkring 13.000 jøder, hvilket var næsten halvdelen af byens befolkning.

    ”Man levede sammen som naboer,” fortæller Freddy Bruckstein.

    Han beskriver det dog snarere som en tilstand af tålt sameksistens. Man klarede sig sammen, omgikkes hinanden, der var fred og fordragelighed, men alligevel lurede forskellene lige under overfladen. En af novellerne foregår i Iapa, en landsby nogle kilometer fra Sighet. Den ligger lige ned til floden Tisa og var meget benyttet som kajplads for de mange pramme, der gjorde Tisa til en vigtig færdselsåre. Om lørdagen lagde de jødiske besætninger til for at tilbringe sabbatten i en af landsbyens synagoger, og når de efterfølgende rejste videre, nåede de lige at hilse på de kristne besætninger der fortøjede, så de kunne tilbringe søndagen i Iapa.

    Men nogenlunde det sammen kunne man sige om det jødiske samfund i byen. Så vidt Freddy Bruckstein kan tælle sammen, var der mindst 14 synagoger i Sighet, og mange af dem havde et mildest talt kantet forhold til hinanden. Karpaterne, som er bjergkæden på egnen, var en meget fattig region, og det forklarer religionshistorikerne som en af grundene til, at hassidismen og meget konservative strømninger indenfor jødedommen blev så markante netop her. Nabobyen Satu Mare gav navn til det hassidiske Satmar-dynasti, der ligesom et andet med navnet Sighet er blandt de meget ultraortodokse grupper i nutidens Williamsburg NYC og Jerusalem.

    ”Der var også zionister i Sighet,” fortsætter Freddy Bruckstein.

    Hans familie var hverken zionistisk eller særligt konservativ. En tidlig Bruckstein arbejdede tæt sammen med den store rabbi Israel Ben Eliezer. Han er nok bedre kendt som Baal Shem Tov og betragtes som hassidismens grundlægger, men med et liberalt og åbent verdenssyn. Stort set alle mænd i familien Bruckstein var da også rabbinere, og det var Freddy Brucksteins bedstefar, der brød med normen ved at blive forretningsmand med egen fabrik i Sighet. Han producerede spadserestokke og havde en stor handel med lægeurter til det tyske marked. Dermed skilte familien sig også ud ved at være relativt velstående.

    ”Min bedstefar handlede med tyskerne, og han betragtede dem som en stor kulturnation. Han var ude af stand til at se, hvor galt det kunne gå,” siger Freddy Bruckstein.

    Det var grunden til at familien valgte at blive boende helt frem til Holocaust. Zionisterne forlod byen og rejste til Palæstina, men hassiderne blev også, hvor de var. Dynastierne Satmar og navnlig Sighet blev næsten udslettet.

Advarsel

Da vi taler sammen, fortæller Freddy Bruckstein, at han på grund af coronakrisens begrænsninger i bevægelsesfriheden tilbringer meget tid hjemme. Sammen med sin kone har han derfor tid til at se den nye filmatisering af Philip Roth-romanen ’The Plot Against America’. Det er en dystopisk fortælling om jødisk liv i et USA, hvor en snigende antisemitisme bliver til normen, og han beskriver det som noget af det mest skræmmende, han har set i meget lang tid.

    ”Det er en fuldstændig parallel til situationen i Sighet dengang,” siger han.

    I barndomshjemmet var der en bedstemor, der også havde overlevet Auschwitz. Hun søgte at abstrahere fra verdens ondskab, som i mellemtiden var blevet til det kommunistiske regime, ved at have en stue i hjemmet, det altid stod aflåst. Han beskriver det som ”en helligdom”. Ligesom Relly Dreispans spisestue.

    Dette er i hans øjne selve advarslen til den moderne verden. Man bliver hurtigt blind overfor hvad, der foregår i en verden på afveje. Der er et voksende had mod minoriteter, og de fleste nægter at se realiteterne i øjnene. Og dette gælder også minoriteterne selv. En af novellerne fortæller om smeden Shmiel, og da den tragiske afslutning nærmer sig, læser vi, at han har været i mikven og har taget sit pæne tøj på. Ingen af byens jøder har hørt om Auschwitz, og ingen kan ane, hvad der venter dem, så for at bevare et indtryk af normalitet tager Shmiel sin paraply med på rejsen til dødslejren.

Ludovic Bruckstein: The Trap. Istros Books, 2019.

http://istrosbooks.com/

LÆS OGSÅ

Nobel Prisen 2020 i litteratur går til Louise Glück

Indrømmet – jeg havde aldrig hørt om kvinden før. En tilbagevende vittighed er ifølge kilder at råbe ’endelig’, når navnet på en forfatter, man aldrig har hørt om, bliver læst op i Stockholm som årets modtager af Nobel Prisen. Men mange i Europa ville som jeg nok...

Faster Hildas Testamente – omtale

Jeanne Goldschmidt debuterer med en roman om sin fjerne bedstefar, maleren og kunsthistorikeren Ernst Goldschmidt. En søndag morgen i 1954, på vej op ad Jægersborg Allé med sin storesøster, mødte Jeanne Goldschmidt for første og eneste gang sin farfar. Det blev kun...

Kafkas prosafragment ’I vores synagoge’ filmatiseret

Franz Kafka er en af verdens mest kendte jødiske forfattere. I hans dagbogsnotater og korrespondance tematiserer han tit jødedommen og sit forhold til det jødiske. I hans litterære værker derimod leder man forgæves efter ord som ’jødedom’ eller ’jøde’. Her sker...

Share This