Trumps pyrrhussejr

Den amerikanske likvidering af Qasem Soleimani kan føre til nye angreb på Israel og jødiske mål.

TEL AVIV – Den hassidiske Chabad-bevægelse er i forhøjet beredskab. Der er blevet sendt meddelelse ud til de omkring 5.000 udsendinge verden over, med besked på at udvise ekstra årvågenhed. I Danmark har Chabad til huse i Ole Suhrsgade i København.

”Selv om der på nuværende tidspunkt ikke er nogen information, der peger i retning af en direkte trussel mod Chabad-centre som følge af den nuværende eskalering, er der bekymring for, at den nuværende situation kan føre til forhøjet risiko og trussel for jødiske institutioner og Chabad-centre,” stod der blandt andet i meddelelsen.

Den omtalte eskalering er udfaldet af den amerikanske likvidering af Qasem Soleimani den 3. januar. Gennem de sidste 22 år har Soleimani stået i spidsen for den iranske Quds styrke, det betragtes som den militære elite af Revolutionsgarden. Men den rolle har han benyttet til at skabe tætte forbindelser til grupper som Hizbollah i Libanon og det palæstinensiske Hamas på Gazastriben, ligesom han var manden bag et stærkt iransk engagement i både Yemen og Libyen.

Tvunget til at reagere

Det var tidlig fredag morgen, da Soleimani var på vej mod lufthavnen i den irakiske hovedstad Bagdad. Han var på vej hjem til Iran, og amerikanerne udnyttede situationen, hvor han et øjeblik var blottet, til at rette et dræbende droneangreb mod hans bil i kortegen. Hensigten er tydelig. Præsident Trump ønskede at fortælle iranerne og resten af verden, at det ikke er acceptabelt at Iran for eksempel angriber skibe i Den Persiske Golf og olieanlæg i Saudi Arabien. Men ved at likvidere den mest magtfulde mand i Iran, næst efter den øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, har Trump uden tvivl låst sig selv fast i et mellemøstligt engagement, der vil optage resten af hans tid i Det Hvide Hus – hvad enten det drejer sig om et eller fem år. En hel stribe analytikere siger, at dette nok er USA’s mest risikobetonede satsning i Mellemøsten siden den amerikanske invasion af Irak i 2003.

Ayatollah Khamenei vil være tvunget til at reagere, og Iran svarede da også igen ved at affyre en række ballistiske missiler mod to irakiske militærbaser, hvor der er stationeret amerikanske og danske tropper – angrebet fik den 8. januar Statsminister Mette Frederiksen til at starte en tilbagetrækning af de danske tropper som en ‘midlertidig løsning’. Der er dog ikke meget, der tyder på, at iranerne vil kaste sig ud i et direkte militært opgør med USA. Historisk har Teheran altid foretrukket den asymmetriske krig, og det vil også være logisk at forvente noget lignende nu. Der er god grund til at rette blikket mod Irak, hvor flere iransk støttede militsgrupper kan være klar til angreb mod bløde mål. Dette kan være alt fra vestlige diplomater til eksempelvis olieanlæg, hvilket kan bidrage til at skabe uro i Vesten.

Hertil kommer den mulige udvikling længere ude i regionen. Styret i Teheran kan vælge at lade sin gengældelse følge den drejebog, som Qasem Soleimani holdt sig til i årevis. Han havde således en stor finger med i spillet, da en væbnet gruppe fra Hizbollah i februar 2005 attentatdræbte Libanons daværende premierminister Rafiq Hariri med en voldsom bilbombe midt i Beirut. Det fandt sted umiddelbart inden det libanesiske valg og skabte naturligvis usikkerhed om stabiliteten i landet. Men resultatet blev faktisk, at Libanon – godt hjulpet af internationalt pres – tvang Syrien til at trække sine tropper ud af Libanon, og slutresultatet blev en vis svækkelse af Hizbollah.

 Selvom dette ikke var nogen ubetinget succes set fra et iransk synspunkt, var dette kursen. Da Hizbollah angreb en israelsk grænsepatrulje i juli 2006, var det tilsyneladende ikke med Soleimanis gode vilje, og navnlig ikke da det efterfølgende eskalerede til krig mellem Israel og Hizbollah. Krigen førte til store materielle ødelæggeler i Libanon og et styrtdyk i organisationens popularitet i den libanesiske befolkning, men den blev samtidig anledningen til en massiv genoprustning af Hizbollah med Iran som tydelig afsender. Og for Soleimani blev det en anledning til at lade Israel fremstå som en af hovedfjenderne, hvilket har været tilfældet lige siden.

Netanyahu

Gennem årene har der således været angreb på israelske og jødiske mål. I Indien, Georgien, Thailand og Aserbajdsjan slog det fejl, hvilket lader forstå, at Irans operationelle muligheder udenfor Mellemøsten er mindre veludbyggede. Men hertil kommer så angrebet på en gruppe israelske turister i det bulgarske feriemål Burgas i juli 2012. Den bulgarske chauffør og fem israelere mistede livet ved selvmordsangrebet på turistbussen, og der var ingen tvivl om, at Soleimani havde været involveret i planlægningen.

Dette er grunden til at chabad-bevægelsen frygter for fremtiden. Der er som sagt ingen sikre forvarsler om angreb, men vælger iranerne at følge den vej, Soleimani har udstukket, kan der være grund til at tro at jødiske og israelske mål kan blive en del af gengældelsen for Trumps dramatiske udspil.

Den israelske leder, Benyamin Netanyahu, har i hvert tilfælde ikke været sen til at tage udfordringen op. Det israelske forsvar blev straks sat i forøget beredskab, og beboerne i det nordlige Israel – langs grænsen til Libanon og Hizbollah – blev bedt om at gøre beskyttelsesrummene klar. Dette passer umiddelbart godt ind i den retorik, Netanyahu har benyttet i årevis. Allerede i slutningen af 1990’erne begyndte Netanyahu at tale om den lurende iranske trussel, og dette har han gentaget med tiltagende styrke lige siden.

 I forbindelse med Israels politiske krise, der kom til at dominere det meste af 2019 og kun muligvis finder en løsning, når israelerne går til stemmeurnerne for tredje gang den 2. marts, har Netanyahu benyttet samme taktik. Gang på gang har han slået fast, at den iranske trussel efter hans opfattelse overskygger alle landets øvrige problemer. Kritikere har fastholdt, at dette udelukkende tjente til at afværge opmærksomheden fra de korruptionsanklager, som trækker sammen om ham og indtil nu har truet hans politiske fremtid. Ikke overraskende var Netanyahu blandt de første til at gratulere præsident Trump med den vellykkede operation mod Soleimani, og imens har hans popularitet blandt de israelske vælgere taget et sving opad. Dette kan imidlertid vise sig at være en stakket frist, for hvis den iranske reaktion kommer i form af nye angreb på jødiske mål, vil Trumps likvidering af den indflydelsesrige chef for Quds styrken hurtigt komme til at stå som en pyrrhussejr.

LÆS OGSÅ