Gotisk paranoia

TEL AVIV – Jerusalem er en skummel by. Den er labyrintisk og afvisende, og når mørket falder på er gadebelysningen som regel helt utilstrækkelig. Det er en by af kontraster, og alle vegne lurer en uvis fare.

Dette indtryk af Jerusalem sætter sig på nethinden, når man læser Amos Oz’ roman ’Min Michael’. Forfatteren havde sin tidlige opvækst i byen, og den er dystert bagtæppe for handlingen i romanen, som han skrev færdig få uger før krigsudbruddet i 1967. Bogen er et portræt af en kvinde og hendes ulykkelige kærlighed til en mand og til livet, og til dette formål synes Jerusalem at være den bedst tænkelige kulisse.

Karen Grumberg, som er professor i mellemøststudier og komparativ litteratur ved University of Texas, tager bogen som velvalgt eksempel, når hun skildrer det gotiske element i moderne hebraisk litteratur. Læse bare dette citat af Amos Oz, i Hanne Friis’ fornemme oversættelse til dansk:

”Jeg har skrevet, at jeg blev født i Jerusalem. Jeg kan ikke skrive, at Jerusalem er min by. Jeg ved ikke, hvad der ligger på lur efter mig dybt nede i den russiske bydel, bag Schneller-kasernens mure, i klosterhulerne i Ein Kerem, eller i enklaven ved højkommissærens palads på Det Onde Råds Bjerg. Det er en rugende by.”

Kollektiv jødisk identitet

Uhyggen er ikke unik for Amos Oz. I 1916 udgav det tyske militær en lille antologi med titlen ’Treue’ (Troskab). Den lå klar til pesach og var en lille erkendtlighed til de jødiske soldater, som gjorde tjeneste i skyttegravene under Første Verdenskrig. I dag huskes bogen bedst, fordi den indeholdt to bidrag af den endnu ukendte forfatter S.Y. Agnon, og han anslog på samme vis et gotisk tema. Novellen ’Meholat hamavet’ (Dødedansen) handler om bortførelsen af en uskyldig jomfru og ånder, som stiger op af graven for at danse ved midnatstide.

Alt dette forekommer en smule paradoksalt. Agnon låner kraftigt fra den gotiske tradition i europæisk litteratur, hvilket ikke middelbart lader sig omplante til den mellemøstlige virkelighed. Og som Grumberg påpeger det, var især den britiske gotiske tradition fuld af antisemitiske antydninger og understrømme.

Imidlertid kan det gotiske sætte den jødiske fortid i et nyt litterært perspektiv, argumenterer hun. Ved at bruge gotiske virkemidler kan forfatterne komme med en ny tilgang til magt og magtesløshed, sårbarhed og vold, altså begreber som op gennem historien konstant har ledsaget den omvandrende jødiske tilværelse. Men lige fra Agnon og hans samtidige skete der samtidig et brud med den gotiske tradition, idet skurkerollen ikke nødvendigvis blev tildelt fortællingens ikke-jøder. Man kan sige, at det gotiske blev vendt på hovedet og brugt til at undersøge den kollektive jødiske identitet i en moderne zionistisk virkelighed.

Det er præcis det, Amos Oz gør. Hovedpersonerne i romanen er Hannah, som lever i Jerusalem, og Michael fra det moderne Holon. De to byer kommer til at stå overfor hinanden. Jerusalem er fuld af kontraster, mellem jøder og palæstinensere, mellem nyt og gammelt, ashkenazer og sefarder, religion og sekularisme, mens Holon kommer til at stå som det lyse og solbeskinnede, den zionistiske vision om den effektive og velordnede by med moderne, hvide huse. Og når natten en sjælden gang falder på i Holon, er der ingen mangel på gadebelysning, mens Jerusalem henligger i mørke.

”Landsbyer og forstæder omgiver Jerusalem,” skriver Oz, ”i en tæt ring som nysgerrige tilskuere, der omgiver en såret kvinde, som ligger på gaden. Nebi Samwil, Shaafat, Sheik Jarra, Isawiya, Augusta Victoria, Wadi Joz, Silwan, Sur Baher, Beit Safafa. Hvis de knyttede næverne, ville byen blive smadret.”

Paranoia

Romanen blev som sagt til i tiden op til Seksdageskrigen, hvor belejringstilstanden og den gensidige mistro hvilede tungt over Jerusalem.  Karen Grumberg spørger da også, om Amos Oz ville have skrevet den, hvis nu krigen var kommet et år tidligere.

Det ville han formentlig, lyder svaret, for den gotiske indflydelse på israelsk litteratur forsvandt ikke, selv om Jerusalem blev genforenet og en ny optimisme satte sig i byen. Det gotiske tog blot nye retninger.

En tydelig eksponent for dette er den store roman ’Hr. Mani’, som A.B. Yehoshua udgav i 1990. Men hans arbejde med bogen går helt tilbage til 1983, og det er vigtigt. For det var i den tid, de såkaldte nye historikere – folk som Benny Morris og Ilan Pappe – begyndte at betvivle den officielle israelske version af, hvad der var sket i relation til de palæstinensiske flygtninge tilbage i 1948. Forfatteren tog selv livlig del i denne debat, og det har helt givet inspireret ham under arbejdet med romanen, som på samme måde kredser om skeletter i skabet. Den er opbygget som fem samtaler. Den første foregår i 1982, hvor den første Libanon-krig brød ud, og derfra fører A.B. Yehoshua læseren tilbage i tiden. Vi kommer omkring den tyske besættelse af Kreta under Anden Verdenskrig, starten på det britiske mandat i Palæstina efter Første Verdenskrig, den politiske zionismes første svære skridt i 1899, og den sidste samtale handler om de europæiske revolutioner i 1848.

Tilsammen er det fortællingen om en slægt, og det samlende element er retten til landet. Men idet det kun er den ene samtalepartner, vi hører i teksten, er der en hel del af fortællingen, som er åben for fortolkning. Vi får det labyrintiske element, og vi får fortællingen-i-fortællingen-i-fortællingen, hvilket alt sammen er tydelige gotiske elementer. Den mørke fortid tilstedeværende, men der bliver ikke sat tydelige ord på den.

Det gotiske lever i bedste velgående i dagens Israel. Det har en tendens til at skifte det politiske engagement ud med moderne popkultur, men dybest set har det ikke ændret sig. Noir er en genre, der dyrkes af den unge og yngre generation af forfattere, så som Gadi Taub, Gon Ben Ari og ikke mindst Assaf Gavron, der allerede har etableret sig internationalt. I Grumbergs analyse er dette selvindlysende, for selv om tingene har ændret sig dramatisk siden Agnon skrev for soldaterne i skyttegravene på Vestfronten, er præmisserne fortsat de samme. Israel er aldrig blevet nogen helt normal version, og landets jødiske befolkning har fortsat svært ved at lægge fortiden bag sig, fordi samtiden stadig er præget af usikkerhed om fremtiden. Dette fremkalder et vist mål af paranoia, som Karen Grumberg ser som et af grundelementerne i den gotiske verden – følelsen af, konstant at være beskuet af ukendte kræfter, som sidder og lurer i omgivelserne.

Dette illustreres på fineste vis med endnu et citat fra Amos Oz: ”I Tel Arza i det nordlige Jerusalem bor en ældre pianistinde. Hun øver konstant og utrætteligt. Hun forbereder sig til en ny koncert med stykker af Schubert og Chopin. Det ensomme tårn i Nebi Samwil står på en bakketop mod nord, står ubevægeligt bag grænsen og stirrer dag og nat på den ældre pianistinde, der troskyldigt sidder ved sit piano med ryggen mod det åbne vindue. Om natten klukker tårnet. Det høje, tynde tårn klukker, som om det hvisker til sig selv: Chopin og Schubert.”

 Karen Grumberg: Hebrew Gothic. History and the Poetics of Persecution. Indiana University Press, 2019.

LÆS OGSÅ