Skakmat i Jerusalem

TEL AVIV – I december mødtes seksten af verdens bedste skakspillere i Jerusalem. Det var en af runderne i sportens World Cup serie, hvor de bedste af de bedste kvalificerer sig til slutrunden og den endelige kamp om verdensmesterskabet næste år. Sædvanligvis afholdes arrangementer af den kaliber i lande og byer, som vejer langt tungere på skakkens verdenskort, så det betragtes som noget af en begivenhed, at Jerusalem for første gang nogensinde kunne være vært for en turnering i World Cup serien.

Dette er dog ikke helt tilfældigt. I forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud i 1989 udvandrede omkring en million jøder til Israel, og i denne nye del af befolkningen var der et stort antal skakspillere på eliteplan, og det er dem, der sidenhen gjorde landet til en stormagt indenfor sporten. Med årene har de markante storspillere dog trukket sig tilbage fra turneringslivet, men til gengæld har de gjort Israel til et af de lande, som har de bedste trænere af yngre spillere. En af disse tidligere storspillere er Boris Gelfand, som var stormester i 1989, og som har været en af hovedkræfterne i indsatsen for at sætte Jerusalem på skakkens verdenskort.

Den jødiske sport

”Der synes at være en indbygget logik i denne udvikling, for skak har altid været betragtet som en jødisk sport,” siger Avital Pilpel, der underviser i filosofi ved universitetet i Haifa og desuden forsker i skakkens jødiske historie. Op gennem historien finder man verdensmestre med jødiske navne som Steinitz, Lasker, Botvinnik og Tal, men dr. Pilpel understreger, at der ikke findes nogen entydig forklaring på skakkens popularitet i jødiske kredse. Jødisk lovgivning og stribevis af religiøse ledere har i almindelighed anset skak for bedre end de fleste andre sportsgrene, men på den anden side har man også altid understreget, at skak ikke kan måle sig med studiet af Toraen og at spillet derfor er forbudt under visse omstændigheder.

Her og der finder man referencer til spillet i den klassiske jødiske litteratur. Både Rashi og Maimonides (Rambam), som var blandt de store intellektuelle kapaciteter i tidlig middelalder, nævner skakspillet i deres skrivning, og Abraham Ibn Ezra, som var et af de store navne i den spanske guldalder, skrev sin berømte hyldestsang til skakken.

I det jødiske samfund i Palæstina før staten Israel oprettelse var der også en udbredt interesse for skak. I 1948, da staten blev til, havde den en jødisk befolkning på godt 600.000, men ikke desto mindre var der næppe en by eller en kibbutz uden en skakklub. Avital Pilpel fortæller, at der på det tidspunkt var en hel stribe omrejsende skaklærere, og som en naturlig ting havde næsten alle aviser en ugentlig skakklumme.

Russiske indvandrere

Lidt efter lidt formede der sig en israelsk skakkultur, men det kom sjældent meget længere end til amatørplanet og den intellektuelle udfordring i den lokale skakklub. Alt dette blev der vendt grundigt op og ned på med den russiske indvandring i begyndelsen af 1990’erne. Boris Gelfand indvandrede fra Belarus og tilhørte på det tidspunkt allerede verdensklassen. I 1987 var han blevet europæisk juniormester, og snart blev han inviteret til at spille mod stormestre som Garry Kasparov.

”Gelfand havde en enorm indflydelse på israelsk skak,” fortæller Avital Pilpel. ”Unge spillere begyndte at drømme om en international karriere som professionel, og samtidig havde den russiske indvandring tilført landet en enorm talentmasse.”

Problemet var støtte fra det offentlige. Det var en stor mundfuld for staten at tage imod så mange indvandrere på en gang, og alle skulle integreres. De offentlige budgetter var spændt til det yderste, og skakspillere kom ikke først i køen, når der skulle bevilges penge. Derfor havde det israelske skakmiljø ikke de samme gunstige træningsvilkår som man fandt i de store og etablerede skaknationer. Spillerne måtte sørge for sig selv, og derfor var der mange, som aldrig rigtig fik gang i karrieren.

Hjælpen er dog kommet fra lidt uventet side. Navnlig i det 21. århundrede har Israel opnået en global lederrolle indenfor hightech, og det har givet skakken et betragteligt løft. Flere israelske start-ups har haft stor succes med computerprogrammer, der sætter unge talenter i stand til at træne spillet på højt plan, og flere af de ældre storspillere fungerer som trænere på traditionel vis. I dag er det Indien og andre asiatiske nationer, som frembringer de helt store, unge talenter, mens Israel har skaffet sig ry som et af de steder med de bedste muligheder for at træne.

De israelske spillere har også gjort en indsats for at gøre opmærksom på sig selv. I 2010 spillede stormesteren Elik Gershon således simulant mod 523 opponenter, hvilket skaffede ham både opmærksomhed og en plads i Guinness Rekordbog. Ved den lejlighed slog han i øvrigt en iransk rekord fra 2009, og af samme grund blev Gershon til en del af den politiske strid mellem Iran og Israel.

Trods denne øgede bevågenhed er økonomien stadig en hæmsko, hvilket blev meget tydeligt ved det store arrangement i Jerusalem. Professionelle storspillere kræver betaling blot for at møde op, og et stævne af den karakter er i det hele taget en bekostelig affære. Skakmødet blev lagt i Notre Dame centeret lige udenfor den gamle bydel i Jerusalem, hvilket betragtes som lidt ydmyge rammer, og budgettet var skrabet.

”Faktisk er jeg ikke i tvivl om, at den politiske vilje til at støtte skakken er til stede, ” slutter Avital Pilpel. ”Men på grund af landets lange politiske dødvande uden en egentlig regering, var det ikke muligt at finde midlerne. Så det kan være at det store arrangement i Jerusalem fandt sted for både første og sidste gang.”

LÆS OGSÅ