I oktober er det 200 år siden, M. A. Goldschmidt kom til verden i Vordingborg.

De første ord i Goldschmidts erindringer lyder: “Jeg er af Levi Stamme”. Han skriver selv, at det havde den virkning på ham, at ved alle lejligheder, hvor han skulle kæmpe, gik han til kampen med den “instinktmæssige Fordring paa at blive Nr. 1.”

Goldschmidt voksede op med den dobbelthed, der altid vil være forbundet med at tilhøre to kulturer. Som jøde kæmpede han hårdt – men ikke altid til sin egen tilfredshed – for at forme sit liv som det ville passe sig for en Levit, et medlem af Israels udvalgte stamme.

Goldschmidt blev født den 26. oktober i jødefejdens år 1819 i Vordingborg, hvor forældrene drev en købmandsgård. Han tilhørte den gruppe af jøder i Danmark, der havde slået sig ned i provinsen for at overleve som småhandlende. I hjemmet levede man ikke strengt efter de jødiske regler og traditioner, hvilket var årsagen til, at Goldschmidt seks år gammel blev sendt til sin onkels hus i København, et religiøst hjem, der skulle give Goldschmidt en religiøs opdragelse. På en fjerdesal i Grønnegade oplevede han for første gang jødedommen folde sig ud i al sin pragt. Det var i dette hjem han lærte betydningen af at være ‘af Levi stamme’, en status, der gjorde, at han, hvis han befandt sig i en synagoge og ingen af ypperstepræstens Arons slægt var tilstede, skulle være den første til at læse op af Torah.

Han fik hæderspladsen til højre for sin onkel, og selvom københavneropholdet kun varede et år, havde han fået en langt større viden om det at være jøde, end de foregående seks år havde givet ham. For om end onklens hus ikke var særlig rigt, hverken på materielle goder eller boglig viden, så oplevede han dér jødedommen som en stemning, en livsform mere præget af fornuft, ritualer og tradition end af tro og ortodoksi.

Goldschmidt blev student i 1836, hvor han havde regnet med at få udmærkelse, men i det sidste fag, som han var sikker på at klare i en håndevending, fik han et spørgsmål i kristendommen. Goldschmidt kunne kun svare: “Jeg er jøde” og resultatet blev en dårlig karakter med den konsekvens, at han gik glip af sin hårdt tilkæmpede plads som klassens nr. 1. Goldschmidt var sønderknust. Han, der var af Levi stamme havde fejlet. Skammen svækkede hans akademiske ambitioner, og der var derfor uden den store gejst, at han begyndte at læse medicin. Han forlod dog hurtigt studiet for senere at blive journalist.

Georg Brandes mente ikke, at Goldschmidt var stort andet end en romantisk metafysiker, en glimrende stilist, der dog kredsede for meget om det, Brandes kaldte for ‘jøderiet’. Og han bebrejdede Goldschmidt, at han til trods for sit kosmopolitiske sindelag og hang til det verdensborgerlige, bestandigt vendte tilbage til, ja ligefrem dyrkede sin jødiske baggrund:

”Men paa den anden Side kan jeg heller ikke finde det indtagende, at en Forfatter idelig kommer tilbage til, at han er Jøde, dels naar han meddeler sig ligefrem, dels idet han som Digter fremstiller Jøder paa alle Maader, af alle Arter, unge og gamle, forfra og i Profil, med Dialekt og uden Dialekt, og kokketerer ligesaa stærkt med denne Særegenhed, som Andre frygter for at høre den nævnt. Goldschmidt burde, som jeg engang hørte en Aandfuld Jøde udtrykke det, ikke stadig servere sin Bedstemoder med skarp Sauce.”

Selv havde Goldschmidt dog en anden opfattelse af sin jødiske identitet. Som ganske ung rejste han til Rom og stod pludselig under Titusbuen, hvor et relief viser den syvarmede lysestage fra Jerusalems tempel blive båret i triumf af romerske krigere:

”Saa var jeg da pludselig paa dette Sted! Havde jeg nogensinde kunne glemme at jeg var Jøde, havde jeg noget Øjeblik tvivlet om, at mit Folks Underkuelse var andet end en Drøm, en Indbildning, var der i mit Sind opstaaet den Tanke, at Historien maaske ikke var andet end et Eventyr, opfundet af ørkesløse Poeter, saa stod den her, hugget i Sten, uforgængelig selv i Sønderlemmelsen! (…) Her var det altsaa, her var Øjeblikket! Fra den Stund af, da Mejselen klang i dette Marmor, begyndte det, at vi, knækkede som Nation, blev fordelte mellem Nationerne. Fra det Øjeblik var det, at Hadet som en mængde Mennesker behøver til deres Religion, i os fik en Minoritet at øve sig paa gennem Aarhundreder eller Aartusinder…”

Det var senere som redaktør af Corsaren, at han stillede sig op på Skamlingsbankens talerstol og råbte ud over de mange mennesker, der var mødt op: “Jeg er en Jøde; hvad vil jeg imellem Jer?”. Dette blev et spørgsmål, han vendte tilbage til gang på gang i sit liv. Ikke længe efter, at han havde udtalt disse ord, talte han med kritikeren P. L Møller, som fra tid til anden skrev i Corsaren. Goldschmidt fortalte ham, hvordan det var at være jøde i Danmark, om udelukkelse og foragt. Med stigende ophidselse hævdede han, at en jøde stod udenfor lov og ret i tilværelsen og var dømt til at gå til grunde. P. L. Møllers kommentar var: “Med saadanne Følelser skriver man en Roman.” Samme nat skrev Goldschmidt afslutningskapitlet til En Jøde (1845). Derefter fulgte romaner som Hjemløs (1853-57) og Arvingen (1865) og Ravnen (1867), og indimellem skrev og udgav han fortællinger og noveller, ligesom han også fortsatte sin journalistiske løbebane, bl.a. som redaktør af tidsskriftet Nord og Syd, som han selv startede i 1848.

Det jødiske i Goldschmidts liv

Goldschmidt er som sagt seks år da han kommer til onklens hus i København. På den første shabbat og tiden for dens afslutning kom, ville onklens yngste søn som sædvanlig holde sølvbøssen og det flettede lys som skulle overhældes med vin:

”Gaa tilside, det skal Meïr gjøre”, sagde Onkel. Martin stod hos (sic!) med tunge Taarer nedad Kinderne; gjorde mig vel ondt, at han skulde tilsidesættes; men jeg var dog tillige stolt derover, og da det Uventede skete, da Vinen blev gydt over Lyset, medens Onkel sagde de for mig dunkle, højtidelige Ord: Hamavdil bein kaudesch lechol! (Den, som gjør Adskillelse mellem Hellig og Søgn), foregik Noget i mig, hvorved maaske alle mine Jødefortællinger have faaet deres Grundlag; thi Digtning, Fortælling, Roman kommer dog til Syvende og Sidst mindre af Iagttagelse og Erfaring end af en Grundstemning. ”

Af Levi stamme

Det er med andre ord i onklens hus, at både jødedommen vokser og tager form i Goldschmidts bevidsthed, men også kimen til hans senere forfatterkarriere lægges. Goldschmidts jødiske identitet, som tidligere kun havde været en bevidsthed om et tilhørsforhold får i onklens hus et konkret udtryk.

I onklens hus lærer Goldschmidt ikke alene, hvad det vil sige at være jøde, men også betydningen af at være ’af Levi Stamme’. Da onklen til pesach læser op af Haggadah´en og beretter om udgangen af Egypten for børnene, siger onklen pludselig henvendt til Goldschmidt:

”Du er en Levit (…) Du er af Levi Stamme som Moses. – Er han en Levit? spurgte en af mine små fættere beundrende. – Herregud, hvor var jeg stolt! Hvilket Adelsbarn har følt sig tilmode som jeg, saa fornem i Blodet fra Top til Taa, medens jeg uden tvivl samtidig vidste, at Hæderen ikke engang gjaldt paa Trappegangen.“

En Jøde

Goldschmidt starter i sin debutroman En Jøde med et psykologisk portræt af en utilpasset jøde, der fremmed for sig selv og sine omgivelser ender som en hjemløshedens fugl uden fodfæste, hverken i det jødiske eller det danske. Det er et meget konkret eksempel på en socialetik, der sættes til debat i debutromanen. Og det kan lige så godt afsløres med det samme: Man skal ikke have læst mange linjer i En Jøde, før man rammes af en sær genkendelighed i tekstens tematik. Selvom om romanen udkom første gang i 1845 er den, ligesom Henry Nathansens teaterstykke Indenfor Murene fra 1912, stadig skræmmende aktuel.

Hovedpersonen Jacob Bendixen vokser op ene og isoleret fra omgivelserne for at undgå antisemitisme. Han inspireres i sin ungdom af skolens kristne tanker og naturvidenskabelige objektivisme, forlader sit ortodokse miljø og forlover sig med den kristne Thora. Efter at have stillet sig selv til rådighed i en krig for hurtigt at opnå en helterolle og respekt blandt sine venner, vender Jacob hjem og erfarer, at Thora har giftet sig med en anden.
Hans smides ud af studenterforeningen på grund af et enkeltstående tilfælde af pantelånervirksomhed og kammeraterne vender ham ryggen. Herefter opgiver han den kristne verden og vender tilbage til den ortodokse jødedom, hvor han ender som foragtet ågerkarl.

Uordenstro

Romanen beskriver en ung mands udviklings- og dannelsesproces, men hjemløshed og tabserfaring snarere end dannelse og udvikling er romanens underliggende tema. Jacob finder ikke ’hjem’, som en klassisk dannelsesroman fordrer, men forbliver hjemløs livet igennem. Konstant opstår der gnidninger og konflikter mellem ham og det omgivende samfund, som han kæmper for at blive en del af, men som han oplever, at hans jødiske baggrund stiller sig hindrende i vejen for.

Goldschmidt skriver senere i Livs Erindringer og Resultater, at romanen i højere forstand var uretfærdig, fordi den var præget af en ”Uordenstro”, men at ”den kom ud af mig, som jeg var.”

Fremmed og uden fodfæste

Goldschmidts helt store bedrift var, at han En Jøde var den første forfatter, der italesatte hjemløshedsproblematikken og dobbeltidentiteten litterært, og dermed bragte temaer som den menneskelige udviklingsproces og identitetsproblematik på bane, længe før det kom på den sociale og politiske dagsorden.

Følelsen af at være fremmed og uden fodfæste blev kendetegnet for senere moderne litteratur, men blev fra og med Goldschmidt en jødisk erfaring, der satte sig igennem kompositorisk og tematisk i hans forfatterskab. Det gjorde ikke alene Goldschmidt moderne langt før andre, men også nutidig.

Som jøde befandt Goldschmidt sig på kanten af det danske samfund. Han vidste hvad det ville sige at være udenfor, at mærke udelukkelsen som en realitet. Men det var samtidig denne position der skabte en drivkraft i ham, som gjorde ham i stand til at beskrive både det danske og det jødiske, både udefra og indefra. Dette dobbeltblik på sig selv og på ‘de andre’ som han formåede at give litterært udtryk, gjorde ham til pioner af internationalt format og lige så betydningsfuld for dansk som for jødisk litteraturhistorie. Goldschmidts forfatterskab står tilbage i dansk litteraturhistorie som enestående for sin tid og som inspirationskilde for mange, der kom efter ham.

LÆS OGSÅ

Nobel Prisen 2020 i litteratur går til Louise Glück

Indrømmet – jeg havde aldrig hørt om kvinden før. En tilbagevende vittighed er ifølge kilder at råbe ’endelig’, når navnet på en forfatter, man aldrig har hørt om, bliver læst op i Stockholm som årets modtager af Nobel Prisen. Men mange i Europa ville som jeg nok...

Faster Hildas Testamente – omtale

Jeanne Goldschmidt debuterer med en roman om sin fjerne bedstefar, maleren og kunsthistorikeren Ernst Goldschmidt. En søndag morgen i 1954, på vej op ad Jægersborg Allé med sin storesøster, mødte Jeanne Goldschmidt for første og eneste gang sin farfar. Det blev kun...

Kafkas prosafragment ’I vores synagoge’ filmatiseret

Franz Kafka er en af verdens mest kendte jødiske forfattere. I hans dagbogsnotater og korrespondance tematiserer han tit jødedommen og sit forhold til det jødiske. I hans litterære værker derimod leder man forgæves efter ord som ’jødedom’ eller ’jøde’. Her sker...

Share This