Jødefejden for 200 år siden

Når man taler om pogromer, tænker de fleste på Østeuropas jødeforfølgelser, men Danmark har også været ramt af en pogrom mod jøder. I dag er det 200 år siden – og et overset kapitel i danmarkshistorien.

Baggrunden var det danske statsbankerot i 1813, hvor der i den forbindelse opstod rygter om, at kancelliet stod i ledtog med rige jøder, der ville opkøbe sølv og guld for at føre det ud af landet. Valutakontoret var ledet af finansmanden og jøden D. A. Meyer og offentlighedens mistanke blev vendt og hans trosfæller. Det førte i første omgang til det, der er kommet til at hedde den litterære jødefejde, hvor litterater og teologer skændtes offentligt om jødernes status i det danske samfund.

Selvom jøderne kort efter blev stillet under loven i 1814, var det så som så med ligestillingen. Så da det i 1819 rygtedes, at man jagtede jøder i Tyskland, gik der ikke længe før den korporlige jødefejde også nåede Danmark. Der blev opslået plakater på Børsen, der opfordrede folk til at gå i mod jøderne og det udviklede sig til voldsomme optøjer og gik bl.a. ud over D.A. Meyers og M. L. Nathansons handelshuse, men også andre huse og butikker ejet af jøder. Man havde ikke glemt den danske statsbankerot. Den unge H. C. Andersen, der tilfældigvis var i København i de dage, har beskrevet begivenhederne i Kun en Spillemand fra 1837.

I Vordingborg samledes bønderne uden for de jødiske købmandsgårde medbringende sække til plyndring. M.A. Goldschmidts far, der også var købmand, søgte tilflugt hos sin svoger og dennes højgravide hustru, hvor de bevæbnet med økser afventede indbrud og plyndring. Politiet kom i sidste øjeblik og fik splittet mængden og genoprettet roen. En måned efter blev M. A. Goldschmidt født, men købmandskonen glemte aldrig, hvad hun den dag havde set i ansigterne på folket.

Optøjerne bredte sig til flere større byer i Danmark og varede i en måneds tid, hvor militæret måtte sættes ind og der reelt var dømt undtagelsestilstand.

Der var tale om krystalnatslignende tilstande, hvor glasskårene flød i gaderne.

Et overset kapitel i danmarkshistorien, mener historiker Bent Blüdnikow, der er aktuel med en sprit ny bog om Jødefejden, udgivet på Aarhus universitetsforlag. Her kan man selvfølgelig læse meget mere om baggrunden for og perioden op til og under jødefejden.

LÆS OGSÅ

Brand på arabisk-jødiske skole for anden gang på en uge

For anden gang på mindre end en uge har en brand beskadiget en jødisk-arabisk skole i landsbyen Neve Shalom nær Jerusalem. Branden startede sent søndag aften i skolens bibliotek og blev næsten øjeblikkeligt slukket. Den første brand tidligt tirsdag morgen, der opstod...

Gravsten skændet i Cape Town

Mere end 30 gravsten er blevet beskadiget på en jødisk begravelsesplads øst for Cape Town i Sydafrika. Vandalismen på den jødiske begravelsesplads Oudtshoorn, der ligger øst for Cape Town, er den første hændelse af sin art der, udtaler Bernard Herman, lederen af...

Share This