Kaffe og oneg shabbat

TEL AVIV – I det centrale Jerusalem ligger det lille spisested Bab al-Yemen. Porten til Yemen, hedder det, og her serverer ejeren, Yehonatan Vadai, den mad, han har fået med fra opvæksten. De yemenitiske specialiteter har stor appel til navnlig yngre israelere, uanset baggrund, så forretningen går godt. Gennem længere tid har kunderne imidlertid spurgt ham, hvorfor man ikke også kan komme forbi til noget godt lørdag morgen, for i manges øjne er der noget helt særligt ved at starte ugens fridag med en vel tillavet yemenitisk jachnoun.

Det har skabt et lille problem, som Vadai nu prøver at komme udenom. Bab al-Yemen har koshercertifikat, og det forpligter ham til at holde lukket på sabbatten. Men nu har han søgt om tilladelse til at åbne lørdag formiddag, og han håber på at få lov til at beholde certifikatet alligevel, fordi restauranten herudover overholder samtlige kosherforskrifter.

Indtil videre er svaret et klart nej.

”Det er ret absurd, at en israelsk rygsækrejsende kan få sig et sabbatsmåltid overalt i verden ved at betale på forhånd,” siger Yehonatan Vadai til Goldberg. ”Men her i Jerusalem har de samme unge mennesker ikke denne mulighed. I stedet for at udfylde et vakuum, skaber Overrabbinatet et, og det er en skam.”

Kaffen som trussel

Flere af byens spisesteder har sluttet sig til Vadai i kampen for at holde lørdagsåbent, og nu har de pludselig fået gode argumenter på hånden fra uventet side. I denne forsommer har Nationalbiblioteket i Jerusalem lagt en stor mængde historiske dokumenter på nettet, og her kan man blandt andet gå ind og læse i optegnelserne fra det jødiske samfund i Prag.

Prag er i denne sammenhæng et unikt eksempel, fordi materialet er så intakt. Man kan med andre ord læse om de store begivenheder og vendepunkter i menighedens historie, og så kan man få indblik i alle de mindre sager, der dog ofte får stor principiel betydning. En af dem handler om jødiske cafeer i slutningen af det 17. århundrede.

”I Judengasse, altså det jødiske kvarter i Prag, var der på det tidspunkt ni eller ti cafeer, og de fik pludselig rabbinsk tilladelse til at holde åbent lørdag morgen,” siger Maoz Kahana, der er lektor i jødisk historie ved Tel Avivs Universitet. Han har for nogle år siden skrevet en artikel om fænomenet til et videnskabeligt tidsskrift, og den er nu blevet en del af den aktuelle debat i Jerusalem.

Det var en tid med store omvæltninger i Europa. Moderniteten var så småt ved at indfinde sig, og et af tidens store ord var fremskridt. Verden ændrede sig også. De store koloniriger opstod, og med det fulgte også dramatiske ændringer i forbrugsmønsteret. Det blev smart at drikke kaffe, og naturligvis tog jøderne også de nye tendenser til sig.

Men i en tid før termokanden blev det problematisk at få sin morgenkaffe om lørdagen. Man kunne ikke så godt tænde op og brygge kaffen derhjemme, så derfor begyndte mændene at tage sig en kop, når de alligevel var på vej til synagoge. Dette faldt mange af de mere konservative elementer for brystet. De så, at kaffedrikkerne ankom senere til gudstjenesten, fordi der også skulle være tid til et pitstop undervejs, og de fandt det forstyrrende, at de kom og udbredte sig om cafelivet.

”Men rabbinerne gav sig,” smiler Maoz Kahana. ”De så, at der var tale om en tendens, de alligevel ikke kunne standse, og så ræsonnerede de, at de lige så godt kunne give tilladelsen. For den havde nemlig en anden gavnlig effekt. Ved at åbne de jødiske cafeer, forhindrede de at menighedens medlemmer gik til de ikke-jødiske cafeer i byen, hvor de kunne risikere at komme under forkert indflydelse. Det var rendyrket realpolitik.”

Oneg shabbat

Der blev opsat stramme regler for, hvordan cafelivet skulle udspille sig. Kunderne skulle således ordne betalingen til cafeen dagen før, altså på en hverdag, hvor man gerne må håndtere penge. Der var også særlige åbningstider, og kvinder havde forsat kun adgang til cafeerne på hverdage. Kaffen måtte heller ikke serveres med mælk, fordi rabbinerne vidste, at der som regel var kød på bordet, når folk gik hjem for at spise frokost efter gudstjenesten.

”Men det interessante er nok, hvordan man indså, at kaffen var en uimodståelig fristelse, der kløgtigt blev indarbejdet i en jødisk sammenhæng,” forklarer dr. Kahana. ”Rabbinerne understregede, at kaffen skulle være en nydelse, en del af oneg shabbat, så på den måde vendte man en trussel til at blive en del af det særlige ved helligdagen. Men for at nydelsen heller ikke skulle tage overhånd, blev det også stærkt anbefalet, at man ikke satte sig på cafeen, men nød drikken mens man bevægede sig i retning af synagogen. Man indførte altså coffee-to-go længe før menneskeheden kendte til papbægere.”

Men hvorfor kan det så ikke lade sig gøre i dagens Jerusalem?

Maoz Kahana holder en kort pause. 

”Sagen er nok, at vi lever i en tid, hvor alt kan lade sig gøre, hvilket er markant anderledes end situationen i Prag dengang,” siger han så.

Han påpeger eksempelvis, at kaffe i dag bliver brygget på kaffemaskiner, som bruger elektricitet, og dette er selvfølgelig et problem i forhold til shabbat-budene. Men dette kan man naturligvis komme udenom ad teknisk vej, ligesom der er en løsning på alle problemer af den art.

”Aktuelt lyder argumentet, at hvis vi løser alle disse tekniske problemer, tømmer vi også shabbat for åndeligt indhold. Vi eroderer vort eget religiøse grundlag, vores egen kultur, og det er nok i højere grad sagens virkelige indhold end det er striden mellem tradition og sekularisme, sådan som det normalt fremstilles,” siger han.

LÆS OGSÅ