Goldberg er på sporet af forfatteren Arthur Koestlers forhold til zionismen og kibbutzbevægelsen.

EIN HASHOFET – Optrinnet i spisesalen er noget af det, han husker tydeligst. Da madvognen nåede hen til bordet, hvor hans far sad sammen med gæsten, blev der helt stille. Stemningen var anspændt, og først efter nogen tid fik alle noget at spise. Uden et ord.

”Ham med madvognen behandlede gæsten som … luft,” fortæller Giora Yanai med et skævt smil.
Vi mødes i kibbutz Ein Hashofet, hvor Giora Yanai er født og opvokset. Han var syv år gammel dengang i begyndelsen af 1945, da kibbutzen fik prominent besøg. Den betydningsfulde gæst var forfatteren Arthur Koestler, der i 1940 var blevet verdenskendt med bogen ’Mørke midt på dagen’, som er hans personlige opgør med kommunismen. Efter Moskva-processerne i 1934-38 havde han vendt sig mod den ideologi, der i de samme år havde bragt ham til det borgerkrigsramte Spanien, og nu var han anti-kommunist.

”Vi var børn, og forstod ikke så meget af alt det der, men vi var stalinister, og derfor var der mange i kibbutzen, som ikke brød sig om Koestler. Der var flere som sagde, at han var fascist,” smiler Giora Yanai.

Historieløs by

Jeg er taget til Ein Hashofet for at dykke ned i en episode, der nok kan ses som et mindre komma i litteraturhistorien, men som giver en smule indblik i en stor intellektuel kapacitet og hans zigzaggende forhold til zionismen og hans jødiske identitet.

Koestler stammede fra Budapest. Han kom til verden i 1905 som enebarn af velhavende jødiske forældre, men var i sin opvækst aldrig tæt på troen. Familien mistede alt under Første Verdenskrig, og oplevede de kaotiske op- og nedture, som konflikten førte med sig i hele Centraleuropa. Da freden havde indfundet sig, genetablerede faderen sig med egen fabrik i Budapest, og Koestler skriver, at hans far ikke desto mindre så positivt på den kortvarige bolsjevikiske revolution i Ungarn i 1919 – på trods af at hans virksomhed blev nationaliseret.

Det er denne rodede ballast den unge Koestler havde med sig, da han i 1925 mødte Vladimir Jabotinsky i Wien. Den revisionistiske zionistleder, der senere blev ideologisk ophav for Menachem Begin og den israelske højrefløj, gjorde så stort indtryk på Koestler, at han året efter rejse til Palæstina.

Jabotinsky og hans tanker om en ny, handlekraftig jødisk mennesketype havde stor fascinationskraft på Koestler,” fortæller Yosef Kister, som er historiker ved Jabotinsky Instituttet i Tel Aviv.

I 1926 opholdt Koestler sig i kibbutz Heftziba, der var blevet grundlagt i Yizreeldalen kun fire år forinden. Det blev kun til et par uger. Flere kilder anfører, at kibbutzen ikke ønskede ham som medlem, mens Kister mener, at det var Koestler selv, der smækkede med døren.

”Han var forfærdet over pionerernes materielle nød,” siger han.

Det virker, som om det var bylivet, der trak. Koestler havde en god bekendt, der var advokat i Haifa, og denne skaffede ham ind ved avisen Iton HaTsafon, hvor han var indtil august 1927. Da havde han nemlig fået forbindelse til en anden avis, Doar HaYom, som Jabotinsky netop havde overtaget og nu gjorde til en ideologisk konkurrent til arbejderbevægelsens dagblad, Davar. Koestler fandt et sted at bo i Bugrashov midt i Tel Aviv, men havde alligevel svært ved at få hold på sin tilværelse. Han var i konstant pengenød, og i 1929 rejste han tilbage til Wien.

”Tel Aviv var en ung by på det tidspunkt, og den lignede mest af alt en militærlejr, mente Koestler. Han skrev, at han ikke kunne holde ud at bo i en historieløs by,” forklarer Yosef Kister.

Louis Brandeis

Den virkelige forklaring er nok, at den rastløse Koestler igen var på ideologisk vandring. Han var ved at tage afstand fra både Jabotinsky og revisionismen, og var ved at blive kommunist. Under alle omstændigheder dukker han op igen i borgerkrigens Spanien, hvor han en tid var sammen med George Orwell. Han var korrespondent for den engelske avis News Chronicle, men blev anholdt som spion. Det var ved den lejlighed, han grundlagde sin litterære verdensberømmelse, for i bogen ’Dialog med døden’ fra 1938 beskrev han de 102 dage, hvor han sad i fængslet og ventede på at blive henrettet.

Alt dette fik ham til at tvivle på kommunismen, og Moskvaprocesserne gjorde ham til anti-kommunist. Men han tabte aldrig interessen for kibbutztanken. Han var kommet til at kende den amerikanske dommer Louis Brandeis, der var jødisk og dybt engageret i zionistbevægelsen, og det var ad denne vej, skæbnen førte ham til Ein Hashofet.

”Mine bedsteforældre udvandrede fra Polen til Amerika i 1926, da min far var 16 år gammel,” fortæller Giora Yanai. ”Han fik hurtigt lært engelsk, og han var med til at stifte Hashomer Hatzair i USA.” (socialistisk-zionistisk ungdomsbevægelse red.)

Faderens ambition var at komme til Palæstina, og Louis Brandeis støttede projektet. Han sørgede blandt andet for at den unge Yona Yanai kom på Cornell University for at få sig en landbrugsuddannelse.

”Når min fars medstuderende undrede sig over, hvad en jøde skulle bruge en landbrugsuddannelse til, bandt han dem en historie på ærmet om en onkel med en farm i Kentucky,” griner Giora Yanai.

I 1931 rejste en gruppe unge amerikanere til Palæstina for at blive pionerer. Efter fem år i byen Hadera, hvor der den dag i dag findes et kvarter med navnet Brandeis, fik de tildelt det sted, som blev til Ein Hashofet. Amerikanerne var blevet sat sammen med en anden gruppe, der netop var ankommet fra Polen, og det er her vi finder kimen til de ideologiske spændinger, som Arthur Koestler skulle møde.

”Polakkerne var meget mere stive i troen,” forklarer Yanai. ”Min far var, som de øvrige i gruppen, også kommunist, men var også formet at den amerikanske liberale indstilling til livet.”

Louis Brandeis døde i 1941, men faderen beholdt den tætte forbindelse til familien, og det var ad denne vej, forbindelsen blev skabt, da Koestler ytrede ønske om at besøge en kibbutz. I Ein Hashofet vidste man godt, at forfatteren var frafalden kommunist, men med sin åbne indstilling mente faderen, at man alligevel kunne tage imod ham og behandle ham med behørig gæstfrihed.

Tyvene i Galed

Koestlers besøg faldt over en uge i begyndelsen af 1945, og netop på det tidspunkt var man i Ein Hashofet optaget af en anden sag. Kibbutzen ydede støtte til tolv unge mennesker, der var draget ud i bakkerne på egnen for at grundlægge det, der skulle blive til kibbutz Galed. Sammen tog Yona Yanai og Koestler ud for at besøge det nye samfund. De unge nybyggere var netop indvandret fra Tyskland, og de fortalte gladelig om, hvordan de om natten var kørt ud i gamle lastbiler for at tage det nye sted i besiddelse. Det var disse beretninger, der inspirerede Koestler til at skrive romanen ’Tyve i natten’, som udkom året efter.

”Araberne gør oprør, og englænderne vasker deres hænder fri for os, men stedet ligger og venter: femten hundrede acres sten af alle størrelser på toppen af et bjerg, omringet af arabiske landsbyer, uden nogen anden jødisk koloni i miles omkreds og med en malariasump i tilgift. Men hver gang en jøde vender hjem til dette land og ser en sten og siger: ’den sten er min’, så bryder der noget frem i ham, som har ligget i svøb i to tusind år,” står der i romanen i H.C. Branners danske oversættelse.

Giora Yanai betragter romanen som et mesterværk, men han er også klar over, at den insinuerer nogle ting. Koestler betragtede de unge kibbutznikker som tyve, der i natten var draget ud for at stjæle jorden fra de lokale arabere. Var det hans dårlige erfaringer fra Heftziba, mange år forinden, der prægede hans syn – eller hans skarpe opposition mod kommunismen, som kibbutzen jo praktiserede? Eller havde Koestler besluttet at hævne sig over den dårlige modtagelse i spisesalen i Ein Hashofet?

Giora Yanai har selv spekuleret meget over det, men kender ikke noget svar. I stedet tager han ud i bakkerne omkring kibbutzen. Vi finder bakkedraget, hvor landsbyen Al Kafrayin lå, indtil dens palæstinensiske indbyggere flygtede i april 1948. Der er intet tilbage af landsbyen, men der vokser en del kaktusser, hvilket er et sikkert tegn på at stedet har været beboet.

”Min far var mukhtar af Ein Hashofet,” forklarer han og bruger det arabiske ord for landsby-overhoved. ”Han talte flydende arabisk og tog tit på besøg her i landsbyen. Vi var ikke nære venner, men gode naboer, der respekterede hinanden, og når nogen fra landsbyen havde stjålet en ged i kibbutzen, sørgede min far for at glatte sagen ud. Da det trak op til krig i 1948, opfordrede han folkene i Al Kafrayin til at blive boende, men de lyttede ikke. Hvad jeg kan sige er, at de ikke blev smidt ud.”

Han er ikke blind for, at mange palæstinensere blev tvunget bort fra deres hjem i 1948, og at der er sket uretfærdigheder. Men han understreger, at der netop i hans lokalområde ikke skete den slags, og at Koestlers antydninger derfor ikke er helt retfærdige.

Da folkene fra Al Kafrayin havde forladt landsbyen, blev den besat af Palmach, en af eliteenhederne, der var en forløber for det israelske forsvar. Soldaterne fandt alle mulige genstande, og nogle af dem forærede de børnene i kibbutzen.

”Da vores lærer hørte om det, blev hun rasende,” husker han. ”Hun sagde, at vi under ingen omstændigheder måtte tage noget, som tilhørte andre. Så hun sørgede for at samle det hele i en tønde, som blev gravet ned, så ejerne kunne få det når de vendte tilbage. Det regnede vi med ville ske i løbet af nogle uger, men det er jo som bekendt ikke sket endnu.”

Det tog også tid før sindene faldt til ro efter Koestlers besøg. Bogen førte til, at forfatteren i flere år var persona non grata i Israel, og i Ein Hashofet viste han sig aldrig igen. I kibbutzen bevarede man den stalinistiske ideologi helt frem til diktatorens død i marts 1953.

”Mine forældre havde længe sagt, at Stalin tog fejl, og at vi her i kibbutzen praktiserede den sande kommunisme, der også tog de menneskelige hensyn,” forklarer han. ”Men vores parti, Mapam, var nok blandt de sidste til at acceptere stalinismens forbrydelser mod menneskeheden, og dette ideologiske stivsind var nok den vigtigste årsag til, at dele af Ein Hashofet og Arthur Koestler kom skævt ind på hinanden. Men det er der ikke ret mange, der husker længere!”

LÆS OGSÅ

Nobel Prisen 2020 i litteratur går til Louise Glück

Indrømmet – jeg havde aldrig hørt om kvinden før. En tilbagevende vittighed er ifølge kilder at råbe ’endelig’, når navnet på en forfatter, man aldrig har hørt om, bliver læst op i Stockholm som årets modtager af Nobel Prisen. Men mange i Europa ville som jeg nok...

Faster Hildas Testamente – omtale

Jeanne Goldschmidt debuterer med en roman om sin fjerne bedstefar, maleren og kunsthistorikeren Ernst Goldschmidt. En søndag morgen i 1954, på vej op ad Jægersborg Allé med sin storesøster, mødte Jeanne Goldschmidt for første og eneste gang sin farfar. Det blev kun...

Kafkas prosafragment ’I vores synagoge’ filmatiseret

Franz Kafka er en af verdens mest kendte jødiske forfattere. I hans dagbogsnotater og korrespondance tematiserer han tit jødedommen og sit forhold til det jødiske. I hans litterære værker derimod leder man forgæves efter ord som ’jødedom’ eller ’jøde’. Her sker...

Share This