Museum for migrantkrisen

Det er ikke her Europas migrant politik bliver vedtaget. Kun 170 kilometer fra Tunesiens kyst er det svært at komme længere ud i vores kontinents periferi. Beslutningerne om at blokere skibe på Middelhavet eller lade dem komme i havn er overladt til nationale regeringer og til Bruxelles. 

Det er derimod på denne lille ø, at familier gennem de sidste 10 år jævnligt har hældt ekstra pasta i gryden for at byde fremmede mennesker på aftensmad og en gang imellem også har redt op til dem på sofaen. Det er her fiskere, og andre lokale beboere, et utal af gange har måttet ud i brændingen for at hjælpe med at hive gummibåde ind, når de bliver skubbet fra side til side og risikerer at gå på grund ved klipperne. Det er her på stranden migranter spontant udtrykker deres lettelse over at have overlevet eller deres fortvivlelse over tabet af deres kære. Det er også her, at der i perioder ikke har været nogen steder at gøre af de mange lig, der skyllede i land. Ikke flere køleskabe, og så måtte ligene af store og små stå på rad og række dækkede af lagner.

Sådan har livet været på øen de sidste mange år, og det er sæsonbestemt. Når Middelhavets vandmasser bliver roligere i foråret begynder de første oversejlinger. Migranterne er blevet en del af livsvilkårene på Lampedusa der, udover turistindustrien, ellers mest lever af fiskeri. Den lille øs kyster er blevet forvandlet til en af EU´s hovedindgange, og derfor virker det logisk nok at indbyggerne vil have et museum for menneskeruten lige netop her.

Der er ikke noget endeligt tilsagn fra officielt hold om et museum, men lokale NGO´er har længe samlet materiale med hjælp fra nogle af Italiens fremmeste historikere og restauratorer, og der var en foreløbig udstilling i Rom i 2016 på universitetet Sapienza.

Et monument over fortid og nutid

Formålet med samlingen er at hjælpe Europa med at forstå, hvad det er, der foregår på Middelhavet og at kunne være et referencepunkt for dem, der har overlevet rejsen. Projektet blev til ved et tilfælde, for når man er porten til Europa skal man tage stilling til en uendelig mængde affald. Efterladte redningsveste, tømte vandflasker og især tøj, da det er praksis, at de italienske myndigheder beder migranterne om at klæde sig af. I nogle tilfælde kan folk være blevet meget kolde og skal have tørt tøj på og dækkes med specielle tæpper. I andre tilfælde kan der være fare for overførelse af fnat, noget der er udbredt i de libyske fangelejre, hvor mange migranter venter før overfarten.

Bunker af ting, som denne menneskestrøm lader blive tilbage, skal transporteres væk og meget brændes som affald. Hertil kommer de ødelagte både i vandkanten. Det var netop bådene, der gav startskuddet til, at man begyndte at indsamle effekter, der gerne en skønne dag skal blive rygraden i den permanente samling.

Archivio delle memoria migranti, arkiv for migranternes minder, er en af flere lokale NGO´er, der arbejder med at bevare og restaurere fundne effekter fra overfarterne.  Det begyndte med at kommunen på Lampedusa blev nødt til at lave en såkaldt bådkirkegård midt på øen, hvor man slæbte de efterladte både hen – uden at nogen vidste helt præcist, hvad der derefter skulle ske med dem. På et tidspunkt gik øboerne ned lasterne og huggede nogle af træbådene op for at bruge træet til brændsel.

Men der ventede dem en overraskelse. Når bådene blev trukket i land skete det, at migranterne, ud over sko og tøj, efterlod skattede ejendele som de havde taget med sig, da de drog ud på rejsen. Ofte havde man penge, breve eller dokumenter syet ind i tøjet for at undgå, at de blev stjålet på rejsen. I forvirringen var de blevet efterladt. Nogle objekter er tavse, det er svært at gætte, hvorfor lige præcis disse ting skulle med på rejsen, men andre ting har ikke brug for en forklaring. I bunden af bådene fandt man fotoalbums med familiebilleder og bryllupsbilleder, breve, bibler, koraner og hjemmelavede ordbøger. Sågar karakterbøger.

Et af de største problemer med at arbejde med et materiale som dette, er spørgsmålet om den enkeltes privatsfære. Som antropologen Costanza Meli fra Archivio delle memorie migranti siger, er det ikke altid, at materialet man finder kan bruges i samlingen. Tit ved man ikke, hvilken skæbne ejeren af objektet har lidt, om han eller hun er død eller levende. Teoretisk set kan vedkommende befinde sig i en svær juridisk situation, måske som illegal immigrant et sted i Europa, hvor det er et problem, at ens ejendele bliver udstillet, eller der kan være pårørende, der ikke vil have afdødes ejendele udstillet.

På den anden side er migrantkrisen en situation, der er større end det enkelte individ. Det handler om gennem den menneskelige fortælling at formidle en dødsensalvorlig virkelighed. Størstedelen af europæerne konfronteres ikke direkte med situationen, men nøjes med at skimme overskrifter i medierne, og så bliver situationen nemt abstrakt og drukner i tal.

At samlingen endnu ikke er åbnet, men står opmagasineret privat, skyldes bureaukrati og ifølge NGO’en, at det ikke er en politisk prioritet i Italien. Der er nok at gøre med at organisere det praktiske i forhold til migrantkrisen, og det er nemt at træde forkert, når emnet kan forbindes med indvandrerdebatten i et ophedet politisk klima. Hertil kommer, at der i den brede offentlighed også er en vis mæthed, mange orker ikke at høre mere om emnet.

Uanset om Europa lukker øjnene eller ej, er der dog ikke tegn på, at migrantkrisen går væk af sig selv, og før eller siden skal vi integrere den i den europæiske fortælling.  

Se denne video om Lampedusa og migranterne: 

https://www.youtube.com/watch?v=DZaaqgyxmtM

LÆS OGSÅ