Mange kender sikkert den modsætningsfulde fornemmelse af at føle sig allermest alene, når man er sammen med sin familie. Sådan har romanfiguren Lila det i udpræget grad i Shosha Raymonds bog Stillezone, der udkommer på torsdag d. 17. maj.
Romanen fortælles af Lila selv, der bor og arbejder i et landbrugskollektiv og har hovedet fuldt af tanker om den familie, hun for ikke så længe siden har forladt for at begynde sit eget voksenliv.
Hun kører traktor, planter tomater, sorterer græskar og høster asparges om dagen og har sex med skiftende partnere på madrassen i det kolde værelse i kollektivet om natten. Men tankerne kredser om barndommen, hvor afstanden til familiemedlemmerne synes uoverkommelig, trods den kærlighed og ømhed Lilas stærkt sansede erindringer glimtvis afslører.
Langsomt udfoldes en fortælling om sorg, der tavst går fra generation til generation, og som strækker sig ind i et mørkt kapitel af Europas historie. Tavsheden i Lilas familie rammer læseren direkte i mellemgulvet og er da også et af omdrejningspunkterne i arbejdet med romanen, fortæller den debuterende forfatter, som Goldberg møder en tidlig forårsdag i det indre København.
”Titlen kom til mig, da jeg sad i stillezonen i et S-tog og tænkte over, hvor smukt det egentlig er, at vi sidder der, alene i hver vores verden, men helt tæt på hinanden. Måske rører vi endda lidt ved sidepassagerens arme og ben, men ingen taler sammen. Vi har hver vores individuelle indre liv og er fysisk nære, men totalt fremmede for hinanden”, siger Shosha Raymond.
”Samme nærhed, afstand og stilhed kan man opleve i en familie, hvor man elsker hinanden og vil hinanden det bedste, men ikke altid kan finde ud af at indgå i hinandens liv på en måde, som giver mening og er tilfredsstillende”, siger hun, der i romanen skildrer en dansk-jødisk familie i opløsning, set ud fra den unge kvindelige hovedperson Lilas synsvinkel.
Lila forsøger at forstå den betydning, hendes families oplevelser under Anden Verdenskrig har for hendes eget liv, samtidig med at hun bearbejder sine forældres skilsmisse og et nyligt selvmordsforsøg.
Og selvom det jødiske fylder meget i romanen, er dens tematik om at gå fra barn til voksen og føle sig fremmed blandt dem, man er nærmest, generel for alle, mener forfatteren:
”Uanset om man taler åbent om det eller ej, har alle familier fortællinger om, hvem de er som familie. Fortællinger som vi hver især må sortere i og gøre til vores egne for at blive os selv”.
”For Lila i bogen er den proces særlig svær, fordi der er et stærkt narrativ i hendes familie om, at krigen har haft en afgørende betydning. Men de kan ikke tale om det, fordi det er for traumatisk. Det var interessant for mig at undersøge, hvad der sker, når tavsheden fylder så meget i en familie”, siger Shosha Raymond.
Levende og døde
Romanens Lila bærer på bedsteforældrenes og forældrenes smerte og har svært ved at finde ud af, hvad der er deres, og hvad der er hendes eget. I hendes bevidsthed udviskes grænserne mellem før og nu, mellem levende og døde, mellem børn og forældre. Hvem oplever hvad? Tid, rum og fortællevinkel punkteres flere gange, og bedstefaren Arons tanker og oplevelser fra krigens tid skildres side om side med Lilas egne.
”Det er interessant, at man på en måde kan leve i en tid, man ikke har levet i, fordi erfaringerne og fortællingerne i familien er så nærværende”, siger Shosha Raymond.
”For Lila er krigen lige så virkelig som hverdagen i kollektivet. Hun identificerer sig lige stærkt med begge verdener. Bare fordi hun ikke har oplevet det, betyder det ikke, at det ikke fylder i hende”.
Selv siger Lila et sted i romanen: ”Jeg er vokset op med en sorg over en oplevelse, der ikke er min egen, og som jeg ikke kan gøre krav på at sørge over”.
Hvad er det for en sorg, Lila bærer på?
”Lila føler skam over at sørge over noget, hun ikke selv har oplevet. Det er svært for hende at tillade sig at have det svært med sin egen eksistens, når hun lever et liv, der er så meget nemmere, så meget i kontrast til det liv, bedsteforældrene har levet”, siger Shosha Raymond, der tror, tavsheden bunder i en oplevelse af afstand.
En afstand der måske præger relationerne i mange familier, men som kan vokse sig særlig stor, når krig, flugt og tab er en del af familiehistorien.
”Bedsteforældrenes erfaring er så traumatisk, at det er svært at forklare andre, hvad det har betydet emotionelt. Der opstår en kløft mellem dem og omverdenen. Jeg tror, Lila oplever samme kløft – at hun på en måde også lever et liv i krigen og et liv i nutiden, og at kløften er så stor, at de to verdener ikke rigtig kan tale sammen”, siger hun, der selv er ældste barn i en søskendeflok på fire, hvor både forældre og bedsteforældre har stærke rødder i det dansk-jødiske samfund. Og hvor bedsteforældre på begge sider henholdsvis var deporteret til Theresienstadt og i eksil i Sverige under krigen.
Men selvom romanen har biografiske træk, understreger Shosha Raymond, at bogens handling og karakterer ikke er hentet fra hendes eget liv:
Jødiskhed og sprog
”Jeg har digtet videre ud fra biografiske scener, men karaktererne er fiktive. Historien er vokset undervejs og er blevet til noget helt andet end min historie. Lila og hendes familie har fået deres eget liv”, siger forfatteren, der til gengæld flittigt og frit igennem hele romanen henter elementer fra den traditionsrige jødiske kultur, hun selv er vokset op med.
Der refereres til helligdage som shabbat, Pesach, Rosh Hashana – og til Chanukka på den jødiske Carolineskole, hvor Shosha Raymond selv har været elev. Og hvor hun i dag arbejder som medhjælper i skolens SFO ved siden af studierne på Roskilde Universitetscenter.
”Det har været spændende at bruge det jødiske litterært. Ligesom landbrugsarbejdet, som jeg også har erfaring fra, giver jødisk kultur mig et rigt univers af sprog og referencer, som jeg kan udtrykke mig i”.
”En beskrivelse af f.eks. en Seder-aften er også en beskrivelse af, hvordan man opstiller dogmer og systemer for at kunne eksistere og have en relation til sin familie. Det bliver et univers af sprog lige så meget som et konkret univers. Et rum inde i mig selv, som jeg kan tage og bruge af”.
”Jødiskhed handler for mig ikke om religion, men er en fin ramme at have kærlighed og fællesskab i”, siger hun, der jævnligt holder shabbat og andre jødiske helligdage med familien hjemme hos sine bedsteforældre.
Shosha Raymond har også – ligesom romanens Lila – boet i kollektiv og gør det stadig. Men Stillezone handler først og fremmest om, hvad det vil sige at vokse op i en kernefamilie og finde ud af, hvem man selv er i forhold til det, man kommer fra.
At bryde stilheden
”Lila oplever verden meget voldsomt. Det er smukt og intenst, men også overvældende. På et lidt for tidligt tidspunkt trækkes hun ind i forældrenes indre liv – og har svært ved at håndtere det. Samtidig kæmper hun med de ting, alle gennemgår, når de går fra at være børn til voksne: At skulle redefinere nogle af de fortællinger, vores forældre har lavet om os, og undersøge, hvad der er vigtigt for os selv”.
I Stillezone kompliceres frigørelsesprocessen af forældrenes og bedsteforældrenes tunge bagage.
”Jeg tror, det handler om at finde ud af, at alle er børn af nogen, også når de bliver voksne. Og at den sorg, vi tager med os fra vores forældre og bedsteforældre, skal bearbejdes lige så vel som vores egne oplevelser. Det er sårbart, fordi det er så tæt på mit eget liv, men det er også derfor, det er vigtigt at skrive om”, siger Shosha Raymond.
”Jeg vil gerne give sprog til den smerte, man kan have som efterkommer af mennesker med krigs- og flugterfaring. Anden Verdenskrig fylder også i yngre generationers liv. Vi mærker eftervirkningerne, men det kan være svært at tale om. I Lilas familie var tavshed bedsteforældrenes og forældrenes overlevelsesstrategi, men hun skal finde sine egne strategier”.
”Det er en forhandling, vi hele tiden foretager, og som Lila i romanen også er midt i: Hvilken rolle skal fortiden, forældrene og familiehistorien spille, hvordan giver vi det den plads, det skal have, uden at det fylder for meget”, siger Shosha Raymond, som efter debutromanens personlige udforskning af familiepsykologien er i fuld gang med næste romanprojekt.
”Det bliver noget helt andet, mere kan jeg ikke sige! Men det er nødvendigt for mig at blive ved med at skrive. Litteraturen giver mig mulighed for at øve mig i at være i verden på en måde, jeg synes giver mening.”
Stillezone udkommer på Gladiator Forlag 17. maj 2018. Læs mere hos forlaget her…
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. Tak for hjælpen!