Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr 26, august 2011 — Af Politisk kommentar af Herbert Pundik

What makes Netanyahu run?

I modstrid med det man måske kunne kalde god regeringsførelse, der tilstræber at nå nationale mål gennem etablering af venskabelige forhold til andre magter, og i tilfælde af konflikter forhandle om løsninger der så vidt muligt tjener de nationale interesser, er det lykkedes Israels ministerpræsident i stigende grad at isolere landet.

Benyamin Netanyahu

Han er gerådet i konflikt med Israels vigtigste europæiske partner, kansler Angela Merkel, hans forhold til Barack Obama karakteriseres som ”giftigt”, udenrigsminister Hillary Clinton siges at hade ham.

   Efter Netanyahus tale i den amerikanske kongres tirsdag den 24. maj, hvor han skitserede sine fredsbetingelser, som om han frembar kostelige gaver, er det nu helt klart, at Israel går en konfrontation i møde med sin vigtigste allierede, USA, at dets isolation i forhold til Europa vil vokse, og at der ikke længere er udsigt til, at Israel til september kan undgå at lide et stort diplomatisk nederlag i FNs generalforsamling. Verdens nationer skal stemme om et resolutionsforslag, der anerkender en uafhængig palæstinensisk stat.

   Hvilke kræfter driver en israelsk leder ud på denne konfrontationskurs, der samler international sympati omkring palæstinenserne? Tror han virkelig, at den internationale opinion vil tro ham på hans ord, når han i samme åndedrag siger, at ingen ønsker fred mere end israelerne, og samtidig proklamerer, at Jerusalem vil forblive udelt til evig tid.

   Selvfølgelig er Netanyahu et magtmenneske, som vil gå til yderligheder for at holde sammen på det sammenrend af nationaliteter og religiøse fanatikere, der gør det ud for en regering i Jerusalem. Og selvfølgelig er han både etnocentrisk og egoistisk. Det ville, under andre forhold, begrunde, at han ville kæmpe til det sidste for at vinde de bedst mulige vilkår for Israel inden,for rammerne af en fredsslutning. Han ville manøvrere på kanten, skabe kriser under forhandlingerne, vove konflikter med Obama og Merkel, indtil han, i sidste sekund, ville acceptere en fred, der ville forgylde Israel mht. amerikanske våben og europæisk goodwill, hyldest fra et taknemmeligt israelsk folk og en central plads i jødisk historie.

   Men det vil ikke ske. Netanyahu spiller ikke dobbeltspil. Han manøvrerer ikke som taktiker. Han er ikke bare en ideologisk tilhænger af den zionistiske, revisionistiske ideologi. Ideologier kan indgå kompromiser, af taktiske grunde, måske af midlertidig varighed. Ikke Netanyahu. Han anser sig for at være nr. tre i den israelske ”kongerække”. Theodor Herzl, Wiener-journalisten, der formulerede den zionistiske ide om en selvstændig, jødisk stat, David Ben Gurion, der proklamerede den i 1948, og han selv, der er udset til at redde den.

   Netanyahu er fanatiker. Ikke i religiøs henseende, heller ikke i national henseende, men eksistentielt. Han er fanatisk besat af frygt. Han er overbevist om, at en palæstinensisk stat vil udgøre en fare for Israels sikkerhed. Han frygter at Israel ikke kan forsvare sig bag 1967-grænserne. Han fæster ikke tillid til internationale sikkerhedsgarantier. Han er overbevist om, at et atombevæbnet Iran vil udløse et nyt Holocaust. Han frygter at Hamas-bevægelsen, der har Israels undergang som et punkt i dets partiprogram, vil tage magten fra Mahmoud Abbas’ Fatah.

   Netanyahu mener, at alle disse muligheder og flere til truer Israels eksistens, og at landet ikke kan tillade sig nogen sikkerhedsmargin. Én fejlslagen risikoanalyse vil betyde tilintetgørelse.

  Han mener, at status quo stiller Israel i den bedst mulige situation, ikke mindst efter de seneste voldsomme begivenheder i den arabiske verden, og han er overbevist om, at USA ikke vil slå hånden af Israel, selv om han svækker USA's diplomati i Mellemøsten.

   Netanyahu mener, at Palæstinakonflikten har varet i hundrede år og vil fortsætte i de næste hundrede. Israel må leve ved sværdet.

   Hans eksistensfrygt kan blive selvopfyldende. Han er farligere for Israels eksistens end den samlede arabiske verden.     

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce