Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr. 28, december 2011 — Af Politisk kommentar af Anders Jerichow

Vi lever i et hæmningsløst land

Ja, vi skal beskytte os selv mod spredning af racisme. Men nej, religioner skal ikke beskyttes mod blasfemi.

Viskelæser retter på papir
Shutterstock

Sådan lød det glasklare svar, da Dansk PEN lavede en ’folkeafstemning’ under årets Bogforum i København. Flere end 1000 gæster på Bogforum deltog i afstemningen. I alt 85 procent sagde, at ”mindretal af etnisk, racemæssig, religiøs og seksuel karakter (skal) beskyttes mod spredning af ringeagt/dæmonisering”. Næsten det samme flertal – 82,6 pct. – sagde nej til, at ”religioner og religiøse dogmer (skal) beskyttes mod kritik og satire”.

   Især det sidste spørgsmål vakte en livlig debat omkring afstemningen. Mange ville gerne have sagt højlydt, at de ikke nødvendigvis brød sig om hån, spot og latterliggørelse af religioner, selv om de ville stemme for, at det principielt skulle tillades at kritisere religion og religiøse forestillinger.

   I en ny bog om politiske bladtegninger har jeg spurgt Bent Melchior, tidl. overrabbiner, om samme sag. Han kalder sig ”ikke tilhænger af blasfemiparagraffen” og gør opmærksom på, at han ikke har noget imod satire vendt imod religiøse dogmer. Men det har en forudsætning, siger han – og hvilken? Melchior: At ”det ikke lægger tilhængerne af religionen for had. Man må altså godt latterliggøre ideer – i stærk modsætning til individer, der må være beskyttet mod hån, spot” osv.

   Jeg prøvede at spørge en stribe internationale stjernetegnere, hvordan de har det med tegninger af det religiøse. Én af dem, britiske Martin Rowson fra The Guardian, kalder politiske bladtegninger for en slags ’woodoo’. De rammer over lange afstande med et spidst våben, i hans tilfælde en pen. Han kaldes ’seriekrænker’ og er stolt af det. Men hans princip er, at våbnet altid skal sigte mod mennesker med mere magt, end han selv har. ”Satire handler jo om at trøste de ramte og ramme de privilegerede … Hvis jeg brugte cartoons mod folk med mindre magt end mig selv, ville det have karakter af aggression eller mobning, som jeg finder usympatisk”.

   Han accepterer derfor, at ’hate speech’ skal være uacceptabelt. Og Rowson, der er formand for British Cartoonist Association, er tilhænger af, at loven skal sætte grænser for opfordring til vold og udspredelse af racisme og opmuntring til had på grund af folks etniske eller religiøse eller seksuelle baggrund”.

   Han er personligt fuldblods ateist. ”Selv hvis Gud beviste sin eksistens, ville jeg stadig ikke tro på ham”, skrev han engang i The Spectator.

      Der var en præst, som bad ham forklare, hvordan religion da er blevet et universelt fænomen i alle menneskelige samfund. Rowson bad til gengæld præsten forklare, at det også er blevet et universelt fænomen at have hunde som kæledyr. Rowson fatter det ikke, heller ikke dét med hunde. Men han mener, at ”det er med hunde ligesom med guder – i det store hele må man holde ejerne ansvarlige”.

      Jeg talte også med Zubair Butt Hussain, økonom og talsmand for Muslimernes Fællesråd. Han siger, at ”ytringsfrihed er nærmest blevet en religion i Danmark – i denne moralske forstand er det blevet et land uden hæmninger. Og en hensynsløs brug af ytringsfriheden kan slippe had og negative attituder løs”. Han beder hverken om love eller censur. Han bryder sig bare ikke om bladtegninger, der krænker mennesker eller mobber mindretal – uanset om det er lovligt eller ej”.

      De to – Melchior og Butt Husssain – mener, at empati, evnen og viljen til at sætte sig i andres sted, nærmest er blevet et tabu i Danmark.

      Det må være den dårligste anbefaling, Danmark nogen sinde har fået. Kan man tænke sig en ringere karakter end hverken at have vilje eller evne til at sætte sig i andres sted? Kan man forestille sig noget lavere end at sætte sin egen ret til at mobbe højere end udsatte menneskers ret til ikke at blive mobbet?

      Lyder det ikke skamfuldt, hvis et underskud af empati skulle være specielt ’dansk’?

      Melchior og Butt Hussain ønsker ikke loven skærpet, men foretrækker at overlade de moralske overvejelser til den enkelte borger, også den enkelte bladtegner.

      Det lyder enkelt. I praksis er det meget sværere at insistere på personligt ansvar – at vi skal kunne styre os, hver især. Ud med forbud mod blasfemi. Ind med sund fornuft.

 

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce