Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr. 32, sept./okt./nov 2012 — Af Irene Itkine

Surrealist og modstandsmand

Sylvain Itkine, 1908-1944, var banebrydende teatermenneske og aktivt medlem af den franske modstandsbevægelse. I 1930ernes Frankrig formåede han at forene sine kunstneriske evner med sit politiske engagement. Men den store surrealist overlevede ikke Gestapos tortur.

Sylvain Itkine i filmen "Den store Illusion" fra 1937

Sylvain Itkine blev født i Paris i 1908 i en beskeden jødisk familie som den næstældste af tre børn.  

Hans far var håndværker og var kommet til Frankrig fra Kovno i Litauen i slutningen af det nittende århundrede. Sylvains mor, Rachel Braunstein, var af russisk afstamning.  

   Itkines teaterinteresse blev vakt meget tidligt, og den holdt sig vågen og aktiv, indtil han døde kun 36 år gammel. Han forlod tidligt skolen, og fra sit fjortende år arbejdede han ti timer om dagen som lærling hos en juveler for at lære et “ordentligt fag”. Men hans store passion lå et andet sted. Hans søster Georgette Gabey fortæller:   

   ”Arbejdsdagen var næppe slut, før han styrtede af sted til La Comédie Française.

   Itkine stod også tidligt i spidsen for en lille amatørteatergruppe, der en aften fik mulighed for at opføre L'Avare fra stykket Harpagon af Molière på et teaterkursus. Efter denne aften fik Itkine lov af sine forældre til at melde sig til René Simons skuespillerkursus, og da han tjente nok som skuespiller til at kunne forlade juvelerfaget, begyndte han at arbejde fuld tid med teatret.

    Efter flere turnéer i Europa, Afrika og Middelhavslandene blev han i 1935 formand for et populært kompagni Le groupe Mars. En af skuespillerne, Francis Lemarque, bemærker: ”Vi holdt meget af de stykker, vi studerede med Sylvain, især Préverts talekor. Vi opførte dem i små cafeer og ved fattige organisationers fester, for eksempel hos de blinde jøder i det fjerde arrondissement.

   Sylvain Itkines politiske engagement var der ingen tvivl om. Da venstrefløjsalliancen Le Front Populaire under ledelse af Léon Blum i 1936 vandt regeringsmagten og inspirerede til generalstrejke, udtalte han:

   “Det er vigtigt, at vi spiller for arbejderne i fabrikkerne… De strejkende udgør et interesseret og taknemmeligt publikum…”.

 

Teatermennesket

Under Verdensudstillingen i Paris i september 1937 opførte Sylvain Itkine med truppen Le Diable écarlate - Den skarlagenrøde djævel - to komedier af Alfred Jarry: Ubu enchaîné - Den lænkede Ubu - og L'Objet aimé - Den elskede genstand. Valget af stykket Ubu Enchaîné i 1937 var tydeligvis både kunstnerisk og politisk motiveret.

   Begge komedier blev iscenesat af Itkine og blev betragtet som en dramatisk og litterær begivenhed, der vandt genklang i pressen både før og efter premieren. Iscenesættelsen var en førsteopførelse af fortsættelsen til Ubu roi - Kong Ubu - og fandt sted tredive år efter forfatterens død.

   Henri Béhar, ophavsmand til Forskningscentrum for Surréalisme, skrev i 1972 om Itkines iscenesættelse: “Ved denne virkeligt eksemplariske iscenesættelse har det surrealistiske teater skabt et værk, der var som skrevet til det… Dette mirakel skabt af et passioneret og autodidakt teatermenneske stod Sylvain Itkine for.”

   Dekorationerne til Ubu enchaîné var tegnet af Max Ernst, og Jean Effel stod for dem til L’Objet aimé. André Breton, Benjamin Péret, Pierre Mabille, Paul Eluard, Yves Tanguy, Roger Blin, Magritte, Picasso, Effel og Itkine selv samt flere andre bidrog til udarbejdelsen af en illustreret brochure skabt til forestillingen.

    Ifølge Itkine selv var valget af Alfred Jarrys komedier ganske enkelt en krigserklæring. Komedierne rummer en kritik af demokratiet, hvor ordene ikke har mere betydning end nogle mystiske formler, og hvor republikken kun er af navn.

   

 

Nye fremførelsesformer

Jarrys skuespil inspirerede den unge Itkine, der på det tidspunkt var 29 år gammel, til en helt ny form for iscenesættelse. Spørgsmålet om den bedste måde at præsentere et skuespil for publikum var et emne, der længe havde optaget ham, og som han behandlede i flere teoretiske tekster. Pressen var velvilligt indstillet overfor hans iscenesættelser. A. Frank fra L’Intransigeant skrev: “… En udveksling, hvor forfatteren Jarry måske står mere i gæld til iscenesætteren Itkine end omvendt” og P. Audiat fra Paris Soir: “Iscenesættelsen…er flydende, morsom og publikum begejstret…”.

   En artikel om Itkines iscenesættelser skrevet af Gunnar Leistikow (og mindre begejstret end de franske anmeldere) nåede også det danske tidsskrift Forum i september 1938.

    Sylvain Itkine forblev i sit korte liv i nær forbindelse med surrealisterne. I 1938 iscenesatte han Le coup de Trafalgar af Roger Vitrac, kendt som den store surrealistisk teaterforfatter. Men Itkine forblev teoretiker og afsøgte nye veje. Hans teaterunderviser, skuespilleren René Simon, har sagt om Itkine: “Jeg så det fuldstændige teatermenneske i ham mere end en skuespiller”, og André Frank: “Når man tænker på de år fyldt med håb og dristighed umiddelbart før krigen, så træder tre navne frem: Artaud, Barrault og Itkine… Af disse synes Itkine at være den bedst egnede til at forny de store teaterkompagnier …”

   Itkine iscenesatte i 1938 Pasiphæ af Henri de Montherlant, en smuk klassisk tekst. Hans gamle ven Roger Blin kommenterede senere dette valg med: “Jeg tror, at Sylvain har set en panteistisk erklæring i dette værk…”. Itkine repræsenterede koret i kjole og hvidt med ryggen vendt mod publikum.

  

Poesiens dramaturgi

Sylvain var konstant på udkig efter nye måder at iscenesætte på, og på denne tid har han mange spekulationer over poesiens dramaturgi. I 1939 præsenterede han i samarbejde med Paul Eluard og teatertruppen Le Diable écarlate en samling af digte, breve og sange kaldet Poésie involontaire et poésie intentionnelle - Ufrivillige og frivillige digte.

   Også det elizabethanske teater interesserede ham. Hans kompagni er opkaldt efter en kabaret i London, hvor Ben Jonson, Shakespeare og Marlowe efter sigende skal have diskuteret poesi.

   I 1938 skrev Itkine i samarbejde med Pierre Fabre La Drôlesse, der er baseret på Moll Flanders af Daniel Defoe. Samme år skrev han med Abel O’Brady en bearbejdning af Beaumont og Fletchers The Knight of the Burning Pestle (1607). I 1943 skrev han, i et meget smukt og velformet sprog, Don Juan satisfait - Den tilfredse Don Juan - og føjede sit personlige præg til myten om Don Juan.

 

Modstandsbevægelsen

I 1940 var Frankrig delt i to zoner: mod nord et område besat af tyskerne, og mod syd et frit område. Itkine søgte tilflugt i Marseille i “den frie zone”. Her oprettede han sammen med familiemedlemmer og venner en andelsfabrik, der producerede frugtkonfekt, kaldet Au fruit mordoré - den gyldne frugt.

   Arbejdskraften udgjordes af intellektuelle, kunstnere og flygtninge, der på denne måde fik en chance for at overleve krigsårene. De blev godt betalt for tre til fire timers dagligt arbejde og havde ydermere lov til at spise af den nærende frugtkonfekt. Disse arbejdsforhold var langt bedre, end hvad der i almindelighed blev tilbudt i branchen.

   Råvarerne til fabrikationen kom fra Nordafrika. Der blev produceret og solgt en konfekt kaldet CroqueFruit -” Frugtlækkerbidsken” - som var meget populær. Den var kalorierig og kunne købes uden rationeringsmærker. Dette bidrog naturligvis til en voksende efterspørgsel. Fabrikken måtte udvides og flere arbejdere ansættes.

   I Marseille mødte Sylvain sin store og sidste kærlighed, Robine. Hun stammede fra Egypten og var strandet i Marseille med sin datter Reine. Sammen dannede de en familie med Angela, Sylvains datter fra et tidligere forhold, født i 1941.

     Men Sylvain havde ikke glemt surrealismen. Han besøgte ofte Villa Air-Bel, hvor mange franske intellektuelle boede, blandt andre André Breton med sin kone Jacqueline og deres datter Aube, mens de ventede på et visum med tilladelse til at forlade Frankrig.

    Sammen med sin bror Lucien sluttede Sylvain sig til modstandsbevægelsen, først i Marseille og senere i Lyon, hvor han blev udnævnt til chef for sikkerhedstjenesten. I slutningen af juli 1944 var han øjenvidne til sin bror Luciens arrestation under en politi-razzia på åben gade i Lyon. Sylvain forsøgte at diskutere med politiet, men uden resultat. Få dage efter blev han selv arresteret sammen med andre medlemmer af hans modstandsgruppe. I august 1944 døde Itkine under tortur i Gestapos lokaler i Lyon.

 

På det franske nationalbibliotek kan man besøge Sylvain Itkine-arkivet.

 

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce