Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr. 34, marts/april/maj 2013 — Af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad

Rose Ausländer fra Czernowitz

Lyrikeren Rose Ausländer emigrerede tre gange til New York, vendte hver gang tilbage til sin barndoms Bukovina, overlevede Holocaust og skrev om blåbærbakker, sort mælk og om at blive forladt af sit land. 

Jødisk butiksfacade Czernowitz
Judith Preisler

Rosalie Beatrice Scherzer blev født i Czernowitz den 11. maj 1901. Czernowitz var dengang provinshovedstad i det østrig-ungarske kejserriges østligste kronland Bukovina, og blandt byens omtrent 150.000 indbyggere var der både tyskere, rumænere, ukrainere, polakker, armeniere og jøder. Klein Manchester blev byen kaldt på grund af sine mange jernstøberier og smedeværksteder. Klein Wien blev den kaldt på grund af sine mange kaffehuse, hvor man kunne drikke tyrkisk kaffe, lytte til wienervalse og læse de aviser og tidsskrifter, der med to-tre dages forsinkelse nåede frem fra kejserrigets hovedstad. Og Klein Jerusalem blev den kaldt på grund af sine mange synagoger og bedehuse.

I Czernowitz voksede Rosalie op, og i Czernowitz skrev hun sytten år gammel, ligesom sine jævnaldrende kammerater, sine drømme ned i et poesihæfte, tog med den jødiske ungdomsforening på vandreture i de skovklædte bakker rundt om byen og sværmede for den østrigske lyriker Rainer Maria Rilke, hvis digte hun kunne udenad.

 

Den nye verden

Den første verdenskrig forandrede alt. Rosalies far døde, det østrig-ungarske kejserrige forsvandt, og da kongeriget Rumænien annekterede Rosalies barndomsby, fik alle dens gader nye navne, og byen selv hed nu pludselig Cernăuţi. Ligesom op mod 10.000 andre jøder fra Bukovina valgte hun at bryde op. I 1922 ankom hun til New York, til kvarteret East Village, hvor så godt som alle talte tysk og jiddish, og hvor de fleste kendte og huskede de samme gader og landskaber, som hun gjorde. 

   Hvordan klarer en ung kvinde i tyverne sig i New York? Hun skriver på maskine på et kontor, melder sig ind i en hjemstavnsforening og gifter sig. Ignaz Ausländer, som Rosalie i al hast giftede sig med, og hvis navn hun resten af livet beholdt, drev et automobilværksted, stammede fra Czernowitz og var en god kammerat, men hun elskede ham ikke. Mere interessant var for hende den noget ældre, allerede gifte Helios Hecht, som hun et par år senere lærte at kende. Han havde ført et omflakkende liv som tallerkenvasker, sporvognskontrollør, postkortsælger, korrekturlæser og journalist ved New Yorker Zeitung. Han havde en bibeskæftigelse som autodidakt grafolog, og ligesom Rosalie interesserede han sig for litteratur.

   Sammen med Hecht vendte hun i 1931 tilbage til Czernowitz. Rose Ausländer arbejdede som sekretær i Hechts grafologiske klinik, underviste i engelsk og skrev digte, der nu og da blev trykt i aviser og tidsskrifter. I 1936, efter flere års strid, ikke kun med Hechts hustru, der ikke ville lade sig skille, men også med den vankelmodige Hecht, valgte hun at bryde op. Rose Ausländer rejste til Bukarest, hvor hun fandt arbejde som kontorist på en kemikaliefabrik.

 

Krigsårene

1939 blev et kaotisk år. Hendes første bog, digtsamlingen Regenbogen, udkom om foråret. Men blot nogle få uger efter sin litterære debut besluttede hun imidlertid, skræmt af den eskalerende antisemitisme i Rumænien og i resten af Europa, for anden gang at udvandre til USA. Tidligt på sommeren ankom hun til New York, men da hendes mor, hendes bror og hendes gravide svigerinde en måned senere endnu ikke havde modtaget de indrejsevisa, de havde ansøgt om, og derfor ikke kunne følge med hende, vendte hun i hovedkulds desperation tilbage til Czernowitz, lige inden byen den 20. juni 1940 blev besat af sovjetiske tropper.

   Den et år lange sovjetiske besættelse af Czernowitz efterfulgtes fra den 5. juli 1941 af en tre år lang tysk-rumænsk besættelse. I løbet af de første to-tre uger slog den tyske SS-Einsatzgruppe D under ledelse af en vis SS-Brigadenführer Ohlendorf op mod tre tusind jøder ihjel, heriblandt overrabbineren og overkantoren. Herefter interneredes byens resterende omtrent fyrre tusind jødiske indbyggere i en ghetto nord for banegården. I ghettoen interneredes også ti tusinder af jøder fra oplandet – blandt andet fra landsbyen Sadagora, der i to århundreder havde været et centrum for hasidiske wunderrabbis og deres disciple.

   Fra efteråret begyndte deportationerne østpå til tvangsarbejdslejre på den anden side af Dnjestr-floden. De jøder, der var indkvarteret i huse nær ved banegården, blev som de første sendt af sted. Rose Ausländer og hendes mor, der var indkvarteret i en bygning længere væk, var indtil videre i sikkerhed. Efter et år var 55.000 jøder sendt af sted. I november 1942, da vinterfrosten satte ind, blev deportationerne dog pludselig indstillet, og kort efter tillod den nationalistiske, rumænske borgmester Popovici de resterende jøder at forlade ghettoen og vende tilbage til deres lejligheder og huse.

 

Paul Celan og ’schwarze Milch’

I de sidste krigsår mødtes Rose Ausländer, så ofte hun kunne, med to litteraturinteresserede unge mænd. I en kælder under en fabriksbygning læste hun, Immanuel Weissglass og den dengang fire og tyveårige Paul Antschel, der senere skulle kalde sig Paul Celan, højt for hinanden af deres digte og kappedes om, hvem der var bedst til at oversætte Yeats, Wilde og Shakespeare. En dag læste hun et digt højt, hvori udtrykket ”schwarze Milch“ forekom. Inspireret af dette, og af nogle linjer i Weissglass’ digt Er, skrev Antschel den første skitse til sit berømte digt Todesfuge.

   ”At Paul overtog udtrykket ’schwarze Milch’,” sagde Rose Ausländer senere, ”som jeg havde brugt i mit digt Ins Leben fra 1925, er der slet intet forkert i, for en digter må bruge et hvilket som helst materiale i sin digtning. Det er en ære for mig, at en stor digter har fundet inspiration i mit beskedne værk. Jeg brugte metaforen ved et tilfælde, men han gav den stor kraft. Den er blevet en del af ham selv.”

 

Hjemve

I 1946 emigrerede Rose Ausländer for tredje gang. Over Bukarest og Marseille rejste hun på ny til New York. Før hun forlod sin hjemby, skrev hun med bittesmå bogstaver alle sine digte, prosastykker og hvad hun ellers ønskede at tage med sig af notater ned i små hæfter, som hun skjulte i foret i sit tøj. Sådan slap de igennem det sovjetiske militærpolitis kontrol.

   I New York oplevede hun som fem og fyrreårig i de første efterkrigsår sin anden ungdom. Som medlem af ”The New Yorkers”, en forening for tysktalende jødiske flygtninge, deltog hun i udflugter og vandreture, diskuterede politik og dansede til musik fra jukeboxes. Men inden længe begyndte hun at kede sig. Arbejdet som tolk og oversætter i speditionsfirmaet Freddman & Slater var ensformigt, lønnen var lav, og hun var nødt til at flytte fra det ene billige, lejede værelse til det andet. I flere år forsøgte hun at skrive digte på engelsk. Hun forelskede sig platonisk i den femten år ældre amerikanske digterinde Marianne Moore, der gengældte hendes følelser, og i nogen tid udvekslede de lidenskabelige breve. Men hun længtes hele tiden tilbage til sin barndoms Czernowitz. ”I New York,” skrev hun, ”har jeg det ofte, som om jeg er ved at kvæles.”

   I 1957, under en rejse til Paris, mødtes hun igen med Paul Celan, der i mellemtiden var blevet en berømt digter. Han læste nogle digte højt for hende, som senere blev trykt i samlingen Sprachgitter, mens hun på sin side viste ham seks digte, som han kaldte: ”meget, meget, meget smukke.”

 

Den fremmede rose

   I nogle år flakkede Rose Ausländer rastløst omkring fra den ene europæiske by til den anden. Hun brød sig ikke om at gå ud og forlod sjældent de pensionater, hun lejede sig ind på. ”På hendes værelse hang der tæpper foran vinduerne,” fortalte en bekendt, der besøgte hende i München. ”Der var meget rodet. Hun levede i værelset som i en hule. Hun skrev på den tid på en libretto til en eventyropera. Hun virkede hjælpeløs, næsten som et barn, som om hun var spundet ind i en sjælelig kokon, som en ung pige, der var blevet ældre, uden at holde op med at være ung. Hvad der foregik i verden omkring hende, registrerede hun ikke.”   

   I 1966 tilkendte den tyske forbundsregering Rose Ausländer en beskeden pension. Hun opholdt sig fra nu af fortrinsvis i Düsseldorf, hvor en gruppe jøder fra Czernowitz efter krigen havde slået sig ned. Sine sidste år tilbragte hun på det jødiske alderdomshjem i Düsseldorf. Hun, der havde rejst fra land til land og fra kontinent til kontinent, blev nu liggende i sin seng bag nedrullede persienner og vidste ikke, om det var dag eller nat. Hun brød sig ikke om at få besøg. Hvad hun havde brug for lå på hendes natbord: bøger, fotografier, en notesbog, skriveredskaber. ”Man kan,” skrev hun, ”med lethed fastslå, at dette værelse måler tre gange tre meter. Men hvem kan opmåle dets udstrækning i tid? Hvert minut bliver ved og ved. Det strækker sig helt ind i fortidens og fremtidens hjerte.”

   Hendes sidste digtsamlinger har titler som: Ohne Visum, Aschensommer og So sicher atmet nur der Tod. Et af digtene begynder således:

 

December,

siger jeg og lægger

sne på mine øjne og lægger et øjeblik

øjnene tilbage i den æske, hvor de

gamle decembermåneder opbevares ...

 

Rose Ausländer døde den 3. januar 1988. Hendes grav findes på den jødiske afdeling på Nordfriedhof i Düsseldorf.

 

En rejse til Czernowitz

Den, der i dag besøger Czernowitz, vil næppe, sådan som Rose Ausländer som barn gjorde det, høre mennesker tale på tysk, rumænsk, jiddish, polsk og armensk. Siden 1945, hvor byen blev indlemmet i Sovjetrepublikken Ukraine og titusindvis af rumænere og tyskere blev fordrevet, er her stort set kun blevet talt ukrainsk. Ankommer man med tog, vil man intetsteds på banegården finde et skilt med bynavnet Czernowitz, men derimod overalt se det ukrainske bynavn Tjernivtsi skrevet med kyrilliske bogstaver. Byens gader og pladser hedder ikke længere Wassilkogasse og Franz Josefsplatz, men derimod Holovna Bulvar og Bulvar Kobyljanskoi. Én synagoge er omdannet til biograf, en anden til spillekasino. De hebraiske indskrifter over de jødiske butikker i kvarteret nord for banegården er halvt udviskede, og den jødiske begravelsesplads i byens udkant er tilgroet og forsømt. Da vi en kold og overskyet eftermiddag i sommeren 2008 gik omkring derude, måtte vi bøje det høje hundegræs og de violette tidsler til side for at læse navnene på gravstenene: Dawid Katz, Josefine Wagner, Ferdinand Geisberger, Manfred Eisenstein stod der med latinske, kyrilliske og hebraiske bogstaver. Den, der i dag besøger Czernowitz, finder ikke en verden af i går. 

 

Bukovina

 

Landskab

Der opfandt mig

Med arme af vand

Med hår af grene

Blåbærbakkerne

Honningsorte

Sange

På fire forbrødrede sprog

I en tvedelt tid

Årene

Strømmer opløste

Mod det forgangnes flodbred

 

 

Oversat til dansk af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad

 

 

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce