Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr 9, september 2008 — Af Kasper Monrad

Rejsen til Kazimierz

En personlig beretning om en udflugt, der ikke bare ledte til en restaurant, men også til betragtninger om jødisk identitet.

Kazimierz, Krakow

Vi var på vej til det gamle jødiske kvarter i Krakow. Hele familien var inviteret på et ophold i bjergene i det sydlige Polen af min far, og inden da tilbragte vi et par dage i landets måske smukkeste by. Efter nogle timers byvandring i den gamle bydel havde vi sat os for at spise frokost på en jødisk restaurant, og med et kort i hånden prøvede vi at finde den hurtigste vej til Kazimierz, så både familiens ældste og yngste medlem kunne stå distancen.

                      Min far havde ikke helt forstået formålet med udflugten, for han sagde flere gange undervejs: "Kasper, her er et pizzeria!" Men vi lod os ikke forstyrre: vi ville frem til Kazimierz.

                      Min kone Elzbieta vil altid hellere spørge om vej end se på et kort, og da hun har den fordel at kunne tale polsk, stoppede hun op på en markedsplads og spurgte en gammel stadeholder om, hvor Kazimierz ligger. Det vidste han ikke, sagde han og tilføjede bagefter stolt til sin kollega: "Jeg sagde det ikke!"

                      Det viste sig, at Kazimierz lå kun 200 meter derfra. Selvfølgelig vidste han det. Den er der desværre endnu, den lurende antisemitisme i Polen!

                      Ellers har meget ændret sig til det bedre for den jødiske kultur i Polen. Vi var således kommet blot én dag for sent til den store årlige ugelange jødiske festival i Krakow. Den var startet beskedent ca. 10 år tidligere i en privat lejlighed, men havde nu udviklet sig, så den netop var afsluttet med en friluftskoncert med 30.000 tilhørere.

                      Kazimierz har ligesom resten af Krakow nydt godt af en massiv restaureringsindsats efter kommunismens fald. Op til kulturbyåret 2000 er byens fine gamle huse sat uhyre nænsomt i stand. Samtidig blev der indført meget strenge regler for skiltningen i byen. Ingen reklameskilte må være større end middelalderens butiks- og håndværkerskilte (dvs. ca. A3 format). Jeg har aldrig set Coca Cola og McDonald's reklamere så diskret. Det klæder dem!

                      Da Elzbieta og jeg første gang var i Krakow sammen ni år tidligere, i 1992, var det mest positive man kunne sige om de forfaldne og afspærrede synagoger, at de havde overlevet såvel Holocaust som kommunismen, og at der var opsat skilte der fortalte, at en amerikansk jødisk organisation ville bekoste den nødvendige restaurering. Det var sket i mellemtiden, og synagogerne var nu genåbnet. Denne glædelige udvikling ændrer dog ikke ved den kendsgerning, at der stadig kun bor meget få jøder i det en gang så blomstrende kvarter.

                      Vi nåede frem til pladsen i midt Kazimierz og fandt også flere restauranter. Heldigvis kan Elzbieta ikke bare polsk, men kender også det jødiske køkken, så hun kunne hurtigt se på menukortet, at Restaurant Esther kun af navn var jødisk. Til gengæld klarede Ariel testen.

                      Vi valgte at sætte os udenfor i solen, men gik dog først ind for at se restaurationslokalet. Bag en skranke sad indehaveren og passede kassen og solgte postkort og souvenirs. Det var en ældre mand, der så temmelig sur og tvær ud. Det virkede ikke, som om han var særlig oplivet af, at der netop havde været en stor klezmerkoncert med masser af tilhørere lige uden for hans dør. Måske havde det tværtimod gjort ham nedtrykt, at den gamle jødiske kultur i byen var gjort til en turistattraktion.

                      Hos Ariel fik vi alle sammen de ønskede retter, og maden var god. Da vi var ved at være færdige med at spise, ville min 17-årige søn Benjamin ind i restauranten for at se på souvenirs. Efter kort tid kom han ud igen og bad Elzbieta komme med ind og hjælpe ham med at oversætte. Jeg kunne se på hans ansigt, at han havde noget særligt i sinde, og jeg fulgte med ind. Det viste sig, at Benjamin ville have sproglig assistance til at prøve bestemt kalot, som han havde udset sig – sort med Davidstjerne.

                      Benjamins biologiske mor var godt nok jøde, men de jødiske traditioner i hendes familie døde ud ved mormorens død midt i 1960'erne – eller måske rettere: de blev opslugt af dansk velfærd. Den jødiske kultur var derfor endnu uudforsket for ham. Fysisk ligner han (selvfølgelig!) sin far, men hans ansigts fysiognomi viser tydeligt slægtskab med hans mormor, hvilket betyder,  at han kan ikke løbe fra sin jødiske baggrund. Da han fik kalotten på, var det slående, at hans hoved og kalotten var som skabt til hinanden. Det var tydeligt ikke bare for Elzbieta og mig, men også for restaurantens ejer. Han kunne se, at der var tale om en ung jøde, der søgte sine rødder, og han lyste op i et stort smil. Jeg er sikker på, at den episode reddede hans dag.

                      Efter frokosten fik Benjamin brug for sin nyindkøbte kalot, da vi besøgte den gamle begravelsesplads i Kazimierz. Ligesom synagogerne havde den fået lov til at ligge uberørt i årtier, og den fremstår derfor stadig som et smukt symbol på tidligere tiders jødiske kultur i byen. Med kalotten på hovedet tiltrak Benjamin sig opmærksomhed på en helt ny måde.

                      Jeg selv var nok den, der blev mindst overrasket over virkningen af Benjamins kalot. Jeg havde faktisk forudset det tolv år tidligere. Nærmere bestemt i foråret 1990, da jeg sammen med min første kone var til koncert med et lettisk jødisk børnekor, som på overrabbiner Bent Melchiors initiativ blev afholdt i Odd Fellow-Palæet. Min kone var da stærkt mærket af den kræftsygdom, der få måneder senere kostede hende livet. For hende var det en meget stærk oplevelse at genhøre de jødiske sange, hun kendte fra sin tidlige barndom. For mig var det en smuk oplevelse at se og høre, hvor vitalt den jødiske kultur var holdt i live i Letland under kommunismen, trods forbud og trusler om repressalier.

                      Men koncerten gjorde også voldsomt indtryk på mig af en helt anden grund. Indtil da havde jeg bare ment, at Benjamin havde det udseende, han nu engang havde. Men her gik det pludselig op for mig, at han havde et større slægtskab med mange af de danske jødiske drenge, der overværede koncerten, end med de dansk-danske drenge i hans børnehave. Med en kalot på hovedet ville han falde helt ind med de jødiske drenge, der sad oppe på første række. Jeg lovede mig selv, at jeg ville sørge for, at Benjamin kom til at kende sin jødiske baggrund, også hvis hans mor skulle dø.

                      Udflugten til Kazimierz havde dog ikke kun eksistentiel betydning for Benjamin, men i nogen grad også for Elzbieta. Hun har nemlig ikke fået jødedommen ind med modermælken, bogstavelig talt. Hendes far var jøde, og hendes mor katolik. Da de mødtes og giftede sig efter krigen, hvor han havde mistet stort set hele sin familie, gik han med til, at deres børn skulle opdrages katolsk. Elzbieta mødte derfor jødedommen ad bagvejen, når hun sammen med sin far besøgte hans jødiske venner. Alligevel var hun for jødisk for det polske samfund, og efter ankomsten til Danmark i 1969 som flygtning opdagede Elzbieta, at hun i Danmark ikke var jødisk nok. Udforskningen af den jødiske identitet måtte derfor træde i anden række i forhold til at skabe sig en ny dansk identitet. Elzbieta har derfor også stadig en søgende holdning til jødedommen.

                      Efter udflugten til Kazimierz har spurgt mig selv, hvilken andel jeg selv som ikke-kristen dansker har i udforskningen af den jødiske identitet. Dragningen kan nok ikke udelukkende forklares med min fascination af jødiske kvinder –  selv om jeg som 17-årig blev betaget af en israelsk pige på et ungdomsherberg i Paris, og jeg et par år senere forelskede mig i en amerikansk jødisk pige i et S-tog! Og siden da som nævnt har indgået to ægteskaber med jødiske kvinder.

                      Måske skal forklaringen søges i nogle dunkle punkter i min mors families historie. Som unge i 1930'erne var både min mor og moster sorthårede og havde endvidere et udseende der gjorde, at de blev jævnligt blev spurgt om de var jøder. De lod spørgsmålet gå videre til min mormor, der i øvrigt lignede en russisk babusjka. Hun forklarede, at det sorte hår skyldtes spansk blod, der kunne føres tilbage til Napoleons spanske tropper, der strandede i Danmark i 1808-09 og siden fik flere efterkommere her. Den historie voksede jeg op med og var for længst blevet voksen, da den blev punkteret af min morbror. Hans slægtsforskning afslørede, at ingen i min mormors familie var blevet født i 1808 eller 09.

                      Hvor kom den myte så fra? Det mente min mosters mand at kunne forklare. Til min mor og moster sagde han: "Jeres mor var en klog kvinde! I 1930'erne var der gode grunde til ikke at indrømme, at man var jøde, hvis det ikke kunne bevises. Så hellere bortlede opmærksomheden ved at sige, at man var af spansk afstamning!''

                      Min onkels forklaring kan ikke dokumenteres ud fra min families stamtræ. Men på den anden side er der mange forhold, der ikke fremgår af de officielle fødselslister rundt omkring.

                      Min mor ville aldrig forholde sig til denne teori om familiens fortid. Selv er jeg fascineret af den, men er nok så rationelt anlagt, at jeg gerne vil have mere håndgribelige beviser. Min kloge kone minder mig imidlertid om, at underbevidstheden ofte arbejder på tværs af rationelle forklaringer, og at man nogle gange intuitivt fornemmer nogle sammenhænge, længe før man bevidst erkender dem. Hun virker ret sikker i sin sag.

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce