Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr. 25, maj/juni 2011 — Af Frank Esmann

Realpolitik og de nyttige idioter

Gaddafi (right) with Syrian President Hafez al-Assad in 1977 (Photo: Museum of Syrian History/Wiki Commons)
Museum of Syrian History/Wiki Commons

De fleste vil nok undre sig over, at Libyens Gaddafi og Syriens Assad overhovedet kan komme på tale som medlemmer af FN’s menneskerettighedskommission. Ikke desto mindre har førstnævnte været medlem og sidstnævnte er på tale som nyt medlem. Gaddafi har endog stiftet en menneskerettighedspris som er gået til folk som Fidel Castro og Venezuelas Chávez eller hele grupper af indfødte og undertrykte folkeslag.

  De to ledere har en ting til fælles. De har sagt at de går ind for de principper, der er nedfældet i erklæringen, men de i har deres egne lande handlet i modstrid med den. I den aktuelle situation er det interessante den periode, der er gået mellem deres første udsagn og deres senere, reelle handlinger.

   Gaddafi og hans sønner blev, efter at Libyen opgav sine ambitioner om at blive atommagt, erklæret persona grata i det internationale samfund, og døre på agtværdige vestlige institutioner som London School of Economics åbnede sig for dem. Assad lovede reformer i Syrien, som skulle styrke borgernes rettigheder i forhold til staten og dens omfattende sikkerhedstjenester.

   Nu slår Gaddafi brutalt ned på sine modstandere i Libyen, der er opmuntret til revolte af det arabiske forår. Det samme gør Assad. Spørgsmålet blandt dem, som stolede på disse lederes udsagn, er: Lod vi os narre? Underteksten er et andet spørgsmål: Var vi naive?

 

Nyttige idioter er en vending, som blev meget brugt i sidste århundrede. Manden, det tit forbindes med, er Lenin, den russiske revolutions fader. Han havde et overordnet mål, nemlig verdensrevolutionen, men han bevægede sig frem mod den på samme måde som et sejlskib krydser sig frem mod eller med skiftende vinde. I processen brugte han, hans diplomater og hans efterretningstjenester løgn, bedrag og vildledning til at overtale personer i vesten til at gå hans og Sovjetunionens ærinde. Han kaldte dem, hed det sig, nyttige idioter. Sandheden er, at udtrykket første gang blev brugt af New York Times i 1948 og faktisk stod i en artikel, som handlede om italiensk politik. I Danmark vandt udtrykket udbredelse i 1970’erne og blev, som det hedder i det nye store opslagsværk Den Kolde Krig og Danmark  ”… især anvendt på repræsentanter for den danske venstrefløj, eksempelvis personer, der uden at være medlem af DKP blev anset for at gå Sovjetunionens ærinde. Under den skærpede danske debat om udenrigspolitikken i 1980’erne blev udtrykket jævnligt anvendt til karakteristik af fredsbevægelserne.”

 

Kritikkens brod er nu vendt mod de kræfter, som har stolet på Gaddafi og Assad. Målet er unægtelig mere omfattende, end dengang venstreorienterede og fredsaktivister blev beskyldt for at være nyttige idioter. De nyttige idioter sidder nu i regeringskontorer, storbanker og undervisningsinstitutioner, og de har i en række tilfælde, konfronteret med journalisternes kritiske spørgsmål, måttet erkende, at de tog fejl i den forstand, at de troede, at d’herrer Gaddafis og Assads holdninger var et ægte udtryk for et ønske om at forbedre deres folks levevilkår og styrke deres borgerrettigheder – og ikke et skalkeskjul for at bevare og cementere deres egen, deres families eller klans magt.

  

Det er karakteristisk for udtrykket, at det i dag finder anvendelse i samfundsdebatten, der rækker langt ud over den oprindelige mening. Under den kolde krig var den nyttige idiot en person, et politisk parti eller en efterretningstjeneste, der lod sig manipulere til indirekte at bidrage til sovjetstyrets undertrykkelse af sine borgere. Hans aktuelle alter ego, den kyniske realpolitiker, overvejer konstant, om støtten til de unge demonstranter og oprørere i Libyen, Ægypten, Tunesien, Syrien, Yemen og Bahrain er i hans interesse, dvs. i nationens interesse.

 

Vi aner kun, hvilke diskussioner om USA’s og EU’s holdninger denne problemstilling har medført. Mens jeg skriver, ser det ud som om USA har besluttet, at de kæmpende oprørere i Libyen ikke er et essentielt nationalt sikkerhedsspørgsmål, hvorimod det, eksempelvis, er af afgørende betydning, at Yemen fortsætter kampen mod Al Queda og andre islamistiske terrororganisationer. En blodig nedkæmpelse af unge menneskerettighedsaktivister i Bahrain er blevet mildt kritiseret – det er alt. Et udpræget stykke realpolitik, som nogle kalder pragmatisk, andre kynisk. Til gengæld tyder noget på, at den tyske regering er ved at opgive sin militære neutralitet, presset af vælgere som føler, at Berlin har ført en politik, som har været for realpolitisk.   

  Skarpt trukket op er naiviteten afløst af kynismen. Hvorvidt det hjælper de unge araberes menneskerettigheder, har jeg min tvivl om.    

          

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce