Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr. 31, juni/juli/august 2012 — Af Jacques Blum

Kirstens far ser ikke så gerne

Jeg var tolv år gammel, da jeg kom sammen med Kirsten. ”Kom sammen med” er måske så meget sagt. Vi var bestemt ikke særlig fremmelige, og vores ”komme-sammen” begrænsede sig til at mødes og gå tur, efter at vi havde spist aftensmad et sted mellem halv syv og syv. Jeg var altid den, der var sidst færdig, selvom jeg gjorde, hvad jeg kunne for at komme hurtigt ud ad døren.

Foto af Langelinie molen ved aftentide

Vi mødtes på den samme sti ud til Langelinie, og når vi var kommet langt nok ud på molen, hvor vi havde en ide om, at vi ikke kunne blive opdaget, holdt vi hånd. Vi var ikke altid enige om, hvor sikkerhedsgrænsen gik, og jeg var nok modigere end Kirsten. Til gengæld tilgav hun mig altid mine ret så uskyldige fejltrin. Kirsten fik lov til at gå om aftenen, fordi hun skulle lufte sin hund, og jeg selv gav aldrig rigtig nogen forklaring på, hvorfor jeg var begyndt at gå så meget tur.

   Ellers bestod vores hengivenhed overfor hinanden i, at Kirsten fortalte mig, hvilke drenge der i frikvarterets løb havde drillet hende, så jeg mandigt kunne tage hævn næste dag, samt at jeg lidt stolt måtte lade mig håne af råbekorene: ”Kirsten elsker”, ”Kirsten elsker”.

   Efter sådan en dag ville vores aftentur være præget af en ganske særlig intensitet og fremtidsorientering. Vi fortalte hinanden, hvor vidunderligt vi skulle have det, når vi blev voksne, diskuterede hvor i lejligheden hunden skulle bo, og som en usynlig kærlighedspagt forærede Kirsten mig en aften halvdelen af sin hund, det væsen i verden hun holdt mest af.

   Vi gik på den lokale københavnske kommuneskole, og i timerne gjorde vi meget for at sidde så tæt på hinanden som muligt. Kirsten var klassens dygtigste, lidt misundt, men også lidt tilbedt. Forståeligt nok blev jeg efterhånden klassens næst-dygtigste.

 

Hjemme talte jeg aldrig om Kirsten. Jeg var bange for, hvad min far ville sige. Jeg var opdraget strengt efter de jødiske moralforskrifter af både min far og af skiftende lærere og rabbinere i den lille ultra-ortodokse menighed i København. Hovedproblemet var, at Kirsten ikke var jøde. Hvis hun nu havde været jøde, havde jeg måske en gang dristet mig til at fortælle min far en eller anden dagligdags historie, hvor Kirsten helt tilfældigt ville være hovedpersonen.

   Men jeg turde dårligt tænke på, hvad der var sket, hvis jeg havde måttet svare ”nej” på spørgsmålet, om hun var jøde? I virkeligheden skammede jeg mig både overfor Kirsten og min far. Jeg ville jo ikke rigtig være hende bekendt, men konsekvensen ville have været, at han havde forbudt mig at se hende.

   Jeg havde også dårlig samvittighed overfor jøderne, personificeret ved min far. En fornemmelse af at gøre noget forkert, ja næsten forråde 2000 års kultur, bare fordi jeg ikke kunne lade være med at komme sammen med Kirsten.

  

En dag i maj spurgte Kirsten mig, om jeg ville med til hendes fødselsdag - som den eneste fra klassen. Jeg oplevede det som en æresbevisning, et bevis på at vores hemmelige pagt stod ved magt. Flovheden kom også over mig - Kirsten måtte jo have fortalt sine forældre om mig, mens jeg ynkeligt tav overfor min far. I virkeligheden var jeg hende ikke værdig.

   Jeg vil ikke påstå, at jeg glædede mig til at skulle møde Kirsten forældre, og til at blive set an. Men jeg var sikker på, at det, der nu skulle til at ske, var betydningsfuldt: Det var første gang vi offentligt skulle vise verden, at det var os, der kom sammen.

   Mne hvad hvis min far eller en anden fra den lille menighed fik nys om det? Jeg forsøgte krampagtigt at tænke på noget andet, selv om min krop allerede var begyndt at reagere nervøst.

   Jeg var inviteret til kl. 15 og kom så tidligt, at jeg kunne gå to gange rundt om husblokken. Præcis klokken tre stod jeg på tredje sal til venstre og ringede nervøst på, og inden døren blev åbnet, nåede jeg at bede til en usædvanligt udflydende guddom om, at gaverne ville falde i Kirstens smag.

   Det var Kirstens mor der åbnede døren. Hun smilede meget venligt og viste mig ind i dagligstuen, hvor en hel rad af mennesker sad i sofaen eller i lænestole. De fleste var kvinder, tanter og bedstemødre, Kirstens storesøster var der med sine to børn, hvor den ene sad på skødet af en gammel dame. Kirstens far var der ikke, og Kirsten stod op. Jeg var ude af mig selv, da jeg indså, at jeg skulle overrække Kirsten mine fødselsdagsgaver mens alle så på. Der var to: én til Kirsten og én til hunden, og det var den sidste gave, der var den vigtige, fordi den antydede vores hemmelige pagt.

   Kirsten blev glad for dem, og hundelegetøjet blev straks afprøvet. 

   Da jeg igen kunne se på de andre i stuen, så jeg, at alle smilede venligt, og nogle af dem vekslede sigende blikke. Én af de få mænd, der var til stede, spurgte Kirsten og mig, hvem af os to, der var dygtigst til regning. Det var jeg. Jeg blev glad og næsten kåd, da jeg opdagede, at jeg egentlig havde det helt godt til fødselsdagsselskabet. De var jo meget søde og flinke alle sammen.

  

Kirstens mor og en anden dame var ved at bære kager, boller og chokolade ind i spisestuen: Midt i opdækningen kaldte Kirstens mor på mig - om jeg ikke ville hjælpe hende lidt? Jeg blev glad for, at hun spurgte. Det var ikke fordi, jeg var særlig husligt anlagt, men når man hjalp til i huset, så var det, som om man var accepteret, og der var ikke noget jeg hellere ville være.

   Da jeg nåede ud i køkkenet, stod Kirstens mor med et fad småkager og rakte det frem til mig. Den anden dame der hjalp var gået, og da jeg ivrigt var på vej ud af køkkenet med fadet, sagde hun:

   ”Nå, det er så dig, der kommer sammen med Kirsten?”

   Der var en lille pause før jeg nikkede.

   Og herefter lød et spørgsmål, der kom helt bag på mig:

   ”Er du ikke mosaisk troende?”

   Jeg vidste godt, hvad mosaisk betød, men af befippelse over spørgsmålet og over det fine ord svarede jeg:

   ”Jeg er jøde”.  

   Nu var det Kirstens mor, der holdt en pause for at trække vejret. Det føltes lidt pinligt, for der var ingen tvivl om, at der var noget vigtigt, hun ville fortælle mig, men at det ikke var let for hende.

   Jeg har ingen erindring om, hvordan ordene egentlig faldt, men et eller andet sted i en længere udredning sagde hun:

   ”Kirstens far ser ikke så gerne, at Kirsten kommer sammen med én af den mosaiske tro.”

 

Hvad der foregik til resten af fødselsdagen, er næsten helt sort for mig. Jeg kan huske, at jeg ikke gik med det samme, men sad til bords med de andre gæster, og at jeg med høflig automatik takkede nej til chokolade, og hvad jeg ellers blev budt. Men det havde jeg gjort under alle omstændigheder.  

    Da jeg lidt senere var ude på gaden, blev jeg overvældet af følelser og tanker. Kirstens far ser ikke så gerne - betød det, at Kirstens mor ikke havde noget imod, at vi kom sammen, men at det kun var faren, der var jødehader?

   Kirsten havde altid beskrevet sin far som en hyggelig og frem for alt sjov mand, og at det var hendes mor, hun sædvanligvis var oppe at skændes med. Jeg kunne ikke få det til at passe sammen.

   Og så den naturlige måde hun havde sagt komme samme med. Det var altså ikke, fordi hun havde noget imod, at Kirsten kom sammen med nogen. Hun havde noget imod, at jeg kom sammen med Kirsten.

   Et øjeblik faldt det mig ind, at jeg kunne tale med min far om det. Men jeg forlod straks tanken igen. Han ville ikke kunne forstå mine følelser og ville blive rasende over, at jeg i en alder af tolv år kom sammen med en pige. Gik det helt galt ville han bebrejde mig, at jeg overhovedet kunne finde på at komme sammen med en pige, der ikke var jøde.

   ”Der ser du, hvad der kommer ud af den slags Narrischkeiten”.

   Det var ikke lige den slags trøst, jeg havde brug for.

   Jeg begyndte at hade Kirstens mor og far, og alle de smilende tanter oppe på tredje sal til venstre. Jeg var ikke dårligere end alle andre. Jeg havde vel lov til at være jøde - især da jeg ikke kunne gøre for det, tænkte jeg.

   Men tankerne blandedes med raseri og had over for alle jøder. Hvem havde egentlig spurgt mig, om jeg ville være jøde? Ingen! Det var noget, der var blevet trukket ned over hovedet på mig, og som nu var skyld i, at jeg ikke kunne komme sammen med Kirsten. Hvad godt var der egentlig ved at være jøde? De var blevet forfulgt og slået ihjel, så længe de havde eksisteret - skulle dét være noget at tragte efter?

     Men også disse tanker blev rodede. Vreden, både over for Kirstens familie og alle jøder, vendte sig og blev til dårlig samvittighed. Havde jeg virkelig lov til at hade alle jøder, der gennem årtusinder havde lidt så meget? Havde rabbi Akiva ikke ladet sig pine ihjel, fordi han ikke ville opgive sin tro? Havde mine forældre ikke været i lejr under 2. Verdenskrig, fordi de var jøder, og alligevel havde de stærke bånd til den jødiske gud og det jødiske folk. Og her var jeg, der fornægtede min jødiske arv, blot fordi at Kirstens far ser ikke så gerne.

 

Jeg var omtumlet og trist, da jeg kom i skole næste dag, efter en nat med urolige og mærkelige drømme. Alligevel spirede der et håb i mig: Alt ville være som før fødselsdagen. Kirsten og jeg ville sætte os nær hinanden i første time, og sammen ville vi trodse vores forældres forbud. I al hemmelighed ville vi fortsætte vores intense kærlighedsforhold, og en dag ville vi måske stikke af sammen.

   Jeg blev mere og mere sikker på, at sådan ville det gå. Havde hun måske ikke givet mig en halv hund som tegn på vores ubrydelige pagt?

   Men allerede i første time blev jeg brutalt revet ud af ethvert håb. Kirsten havde sat sig ved siden af en pige langt fra det sted, hvor vi plejede at sidde, og som timerne gik, så det ikke ud til at hun havde det dårligt. Hun pjattede og sludrede lystigt og så ud til at have glemt alt om mig, og hvad der var sket ved hendes fødselsdag i går.

   ”Hvad glor du på?” spurgte hendes sidemand spidst, da jeg i flere timer havde haft øjnene hængende ved deres bord.

   I næstsidste frikvarter dristede jeg mig til at spørge Kirsten, om vi skulle gå tur om aftenen, men hun svarede mig ikke. Hun snakkede bare videre med sidemanden, som hun ellers havde fortalt mig, at hun ikke havde meget til overs for.

 

Det er en menneskealder siden, jeg kom sammen med Kirsten. Men der er et særligt sted på vejen til molen på Langelinie, som jeg ikke kan passere uden at tænke på tiden med hende. Nogle få gange har jeg mødt hende på gaden, men vi hverken taler eller hilser på hinanden. Og jeg har ikke fået indløst min andel i Kirstens og min ”hemmelige pagt”, selv om det var hende, der brød kontrakten.

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce