”Jeg håber, at jeg ville have valgt det rigtige”

Det er vanskeligt at tro, at Brunhilde Pomsel ikke lyver. For eksempel når hun siger, at hun intet vidste om ’det med jøderne’, som hun omtaler jødeudryddelsen i filmen Et tysk liv, der har Danmarkspremiere den 25. januar. Hun var trods alt sekretær for propagandaminister Joseph Goebbels.
Goldberg har mødt filmens manuskriptforfatter og instruktør, Florian Weigensamer, til en samtale om sandhed og løgn, fortrængninger og ansvar.

Brunhilde Pomsel (1911-2017) arbejdede som personlig sekretær for Joseph Goebbels fra 1942 og til krigens slutning.
Brunhilde Pomsel (1911-2017) arbejdede som personlig sekretær for Jospeh Gobbels fra 1942 og til krigens slutning.

Et tysk liv fremkalder flere spørgsmål end svar. Hovedpersonen Brunhilde Pomsel blev født i 1911 og voksede op i Berlin. Hun blev opdraget i en familie præget af, hvad hun beskriver som preussisk disciplin, hvor pligtfølelse og lydighed var de dominerende dyder. Hendes vej fra kontormedhjælper hos en jødisk advokat til stillingen som betroet sekretær og stenograf for den karismatiske propagandaminister Joseph Goebbels var belagt med samme trang til at gøre, hvad hun fik besked på, iblandet tilfældigheder, smiger og bekvemmelighed.
Nu er hendes liv som nazismens villige medløber genstand for en dokumentarfilm, der høster roser verden over og som fra den 25. januar kan ses i biograferne i Danmark. 30 timers interview optaget over tre år er klippet ned til 113 minutters intense nærbilleder og enetale, kun afbrudt af momentvise arkivoptagelser fra koncentrationslejre og citater fra Goebbels’ taler.
Filmens enkelhed, langsommelighed og sort-hvide fokus på Brunhilde Pomsel udelader distraktioner. Opmærksomheden fastholdes af nærbillederne og hendes behagelige stemme, når hun velovervejet beretter om sin barndom, sin karriere og afslutningen på det hele i Führerbunkeren under Berlin i april 1945. De fem år som russisk fange og årene efter, hvor hun ubemærket gled ind i samme jobtype som under krigen, fortælles i samme rolige stemmeleje. Eftertænksomme pauser, når hun forklarer, at hun intet vidste om jødernes skæbne eller udryddelseslejrene, holder grebet i tilskueren.   
Skal man hæfte sig ved selvmodsigelserne og undvigelserne i Brunhilde Pomsels fortælling? Skal man lade sig drage ind af hendes fascinerende rynkede ansigt for at finde sprækker i forklaringerne, mærke efter om man finder hendes undskyldninger troværdige? Eller skal man afvise filmen som en lang banalitet?


 

Et tysk liv – blandt millioner af andre
”Hun er en meget dygtig fortæller – hun åbner og lukker hver enkelt lille historie. Det var nemt for os som filmhold at arbejde med, men også farligt, for pludselig kan man lide hende for godt og glemmer, hvad hun står for.”
Manuskriptforfatteren Florian Weigensamer er 44 år. Han er opvokset i Østrig, og Et tysk liv er hans første film om 2. Verdenskrig. Goldberg møder ham i København, hvor han er på besøg for at promovere filmen.
Påpegningen af Brunhilde Pomsels modsigelser og undvigelser trækker han på skuldrene af – det er åbenlyst, at hun lyver om, hvad hun vidste, mener han og et udtryk for en overfladisk analyse af filmens budskab. Weigensamer vil noget mere:
”Filmen hedder ’Et tysk liv’, fordi det er en film om alle de millioner af tyskere, der agerede på samme måde som hun. Vi var heldige, fordi det fungerer så godt med hende. Hun var en meget intelligent kvinde og god til at fortælle sin historie på en måde, så man kan følge hendes tankegang helt indtil man når et punkt, hvor man tænker ’Åh Gud, det kunne have været mig! Jeg kunne måske være endt med at gøre det samme’. Disse to modsætninger er interessante. Jeg kunne lide hende og afskyede hende på samme tid. Måske på grund af konflikten i mig selv. Jeg er østriger, hvilket betyder, at jeg er opvokset med spørgsmålet: hvad ville jeg have gjort? Og der ér ikke noget svar. Man kan kun håbe, at man ville have valgt den rigtige side.”

Et spørgsmål om tillid
Det tog filmholdet næsten et år at skabe tillid hos Brunhilde Pomsel og tre år at lave optagelserne fra 2013-16. Hun var 103 år gammel, da optagelserne begyndte, og nåede at se det færdige resultat inden hun døde 106 år gammel den 27. januar 2017.
”Vi måtte overbevise hende om, at hun ville få plads i filmen til at fortælle sin historie. Hun var bange for, at vi ville fordreje den. Den aftale har vi overholdt - vi kommenterer ikke hendes udtalelser eller påpeger selvmodsigelser. Gennem hele filmen bliver hun selvfølgelig bebrejdet sin passivitet, men hun siger selv, at det er ok: ’Jeg er en kujon, men jeg føler mig ikke skyldig i noget’.
Det holdt hun fast i hele sit liv: Hun følte ingen skyld. Den eneste gang, hun nærmer sig det, er, når hun siger ’Hvis jeg er skyldig, er alle tyskere skyldige.’ Hun gemmer sig bag masserne - men selvfølgelig vidste hun, hvad der foregik! Men man skal ’læse mellem linjerne’ for at se det. Men selvfølgelig vidste hun det”.
Det er uden tvivl en filmisk styrke, at Brunhilde Pomsel står så alene og centralt. På den anden side havde Weigensamer trang til at ”virkelighedskorrigere”, som han udtrykker det. Det gøres gennem tekstblokke med citater fra Goebbels’ taler og med sjældent eller aldrig tidligere viste arkivoptagelser fra koncentrationslejrene fundet hos Steven Spielberg Film and Video Archive og hos United States Holocaust Museum. I løbet af de tre år så han 800 timers arkivoptagelser og lyttede til så mange lydoptagelser, at hans drømme var fyldt af Goebbels stemme.
”Det var vigtigt for os, at Brunhilde Pomsels bevidste nedtoning af uhyrlighederne ikke stod uimodsagte. Vi lader citaterne og dokumentaroptagelserne være ”sandheds- og virkelighedskorrigerende”, fortæller han, ”men bortset fra en enkelt gang undlader vi at bruge optagelserne af Goebbels’ propagandataler, selv om det havde været oplagt. De er farlige, for de virker. Goebbels var god, han var dygtig, han var forførende. Og talerne virker stadig for dem, der gerne vil lytte.”


Perfekt timing
Der er ingen tvivl om, at Weigensamer har lavet en politisk dokumentar med et budskab. Men det var ikke intentionen fra begyndelsen.
”Det var en tilfældighed, at vi opdagede Brunhilde Pomsel. Hun var en del af researchen til et tv-program, men pludselig stod vi med et fantastisk historisk vidnesbyrd fra en af de sidste levende aktører fra nazitoppens absolutte inderkreds. Da hun så begyndte at fortælle, og vi samtidig så, hvad der skete rundt om i verden, sagde vi:  ’Lad os glemme det historiske – det her er så timely ’.
Selv om han pointerer, at det ikke er samme situation, ser Weigensamer ligheder mellem den politiske situation i Europa i 1930’erne, som Brunhilde Pomsel var en del af, og populistiske strømninger rundt om i verden i dag. Han er stærkt bekymret for udviklingen i Ungarn, Polen, Tyskland, Tyrkiet og i hans eget hjemland Østrig. 
”Det er ikke det samme, men man kan se nogle ligheder, som man skal være opmærksom på, fx i sprogbrugen. For nylig udtalte vores indenrigsminister:  ’Alle flygtninge skal koncentreres i lejre’. Bagefter sagde han ’Ups, det var en smutter’, men det tror jeg ikke på. Det var en helt bevidst brug af termer, der begynder hos politikerne og når til befolkningen og bliver en del af den måde, vi taler om andre mennesker på. I Østrig er det ok nu at være en lille smule racistisk i forhold til flygtninge. Og det er helt almindeligt at sammenligne politiske modstandere med bestemte dyr eller sygdomme. Utrygheden i befolkningen er det samme. Den måde populistiske ledere, der kommer til alle steder i verden, leger med befolkningens frygt – det følger det samme mønster. Når folk er bange, er de nemme at manipulere. Det forstod Goebbels til perfektion. Mekanismerne er de samme i dag.”

Ligheder med i dag
Hovedpersonen i filmen havde ingen politisk agenda – hverken da hun som ung arbejdede i Propagandaministeriet, eller da hun som meget gammel valgte at fortælle om det.
”Brunhilde Pomsel levede et meget selvoptaget liv. Hun havde absolut ingen ideologisk tilgang til sin medvirken, men hun forsøgte det overfor os ved fx at sige, ”det samme sker i dag: mennesker drukner i Middelhavet, og vi gør ikke noget, så det er det samme.” 
Den udtalelse er ikke med i filmen. Weigensamer har klippet den ud.
”Det var for simpelt og for let for hende til, at jeg kunne tage den med. Det er ikke det samme i dag som dengang. Der er ligheder i, hvordan vi mennesker opfører os, men det ville være for nemt for hende.”
Brunhilde Pomsel ville have haft en udmærket tilværelse, hvis Tyskland ikke havde tabt krigen, mener Weigensamer. Hun kunne have fortsat sit gode liv, passet sit arbejde og været tilfreds med at gøre sin pligt. 
”Hun var ikke ked af, at krigen sluttede - det er for stærk en følelse for hende”, siger han med et smil, ”men hun ville have fortsat med at lyve for sig selv – ikke høre noget, ikke læse noget, ikke blive involveret. Leve fra dag til dag i sin selvbeskyttende boble. Men det var det samme i hele ministeriet. Hun nævner ingen, der gjorde oprør eller opførte sig ’upassende’. Hun var en del af et system, hvor alle gjorde deres pligt. Og tjente rigtig gode penge og fik særlige privilegier. Hun ville have gjort det samme for Stalin.”
”Men hvis vi afviser at identificere os med hende, så giver det ingen mening. Det er for nemt at sige: ’Hun er ond, og sådan ville jeg aldrig opføre mig.’ Jeg kunne måske også have endt med at arbejde i Goebbels kontor. Det må vi ikke glemme. ”

Vi har alle en undskyldning
”Det positive i dag er, at vi bliver bevidste om, at vi har evnerne og mulighederne for at kontrollere vores selvoptagethed. Østrig er ikke et land med tradition for at demonstrere i gaderne eller protestere. Men det begynder så småt. Hver uge lidt mere. Folk begynder at føle sig utilpasse ved sprogbrugen og den måde, vi opfører os på som nation. Det er positivt. Politikerne skal mærke, at vi holder øje med dem. Det er en begyndelse.”
”Og i dag kan vi ikke på nogen måde påstå, at vi ikke ved noget. Vi ved, hvad der sker med børnene i Syrien, vi ved, hvad der sker med mennesker i bådene på Middelhavet, så det er ikke et spørgsmål om at vide.”
Men vi sidder her og drikker kaffe. Hvorfor er vi ikke i Grækenland og hjælper druknende mennesker op af vandet?
”Fordi det er koldt udenfor, og her er varmt og rart. Og det er det, vi ofte vælger: det komfortable. Det er vores instinkt. Selvfølgelig er det for mig en nem undskyldning, at jeg laver film om det. Men selvfølgelig er det ikke nok. Det er den undskyldning, jeg bruger overfor mig selv.”

Det sidste ord
Sort-hvide arkivoptagelser afslutter filmen: En lang procession af polakker bærer kiste efter kiste fra udryddelseslejren til begravelsespladsen. Kisterne er åbne, så de mennesker, der står langs vejen, kan se de døde, der lignede skeletter længe før, de trak vejret for sidste gang. Det er en del af straffen: at de civile naboer til udryddelseslejrene ikke længere skulle kunne undslå sig ved at sige, at de intet vidste.
” Vi havde lange diskussioner om, hvordan filmen skulle slutte. Problemet med at bruge netop det arkivklip er, at det er en løftet pegefinger, hvor vi fortæller publikum, hvad de skal tænke. På den anden side var det for vigtigt for os at sende den direkte besked: ’I må aldrig glemme. I skal gå sammen med os og begrave ofrene. I skal se det med jeres egne øjne.’ En mulighed ville have været at bruge en af de stærke one-liners, som Brunhilde Pomsel leverede. Der var rigtig mange gode at vælge imellem. Men jeg valgte det andet. Hun skulle ikke have det sidste ord.”

  • Galleribilleder: Efter billederne af Brunhilde Pomsel ses Florian Weigensamer og medinstruktøren Roland Schrotthofer.

 

Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Tak for hjælpen!


 

Gå på opdagelse i arkivet