’Jeg aner frygtens hemmelighed’

Nazistbevægelsen Nordiska Motståndsrörelsen har fået tilladelse af Göteborgs politi til at demonstrere i det centrale Göteborg på årets vigtigste jødiske helligdag, Yom Kippur. Mange har protesteret over tilladelsen. Blandt kritikerne er den prisbelønnede svenske forfatter Johannes Anyuru, hvis personlige essay kan læses på dansk her, eksklusivt for Goldbergs læsere.

 

Nazister marcherer i Göteborg
Nazister i Göteborg: Søndag 17. september gennemførte Nordiska Motståndsrörelsen en mindre, uanmeldt demonstration som en forløber for den store march, der finder sted på Yom Kippur. Foto: Ulf Palm, TT.

 

Når isfuglen dykker
svirrer sekunderne
- Paul Celan

Trækronerne vajer uroligt på den anden side af indhegningen rundt om grusbanen, over vores drenges leg. De vokser ind i det ukendte. Når jeg tager ind til byen for at sidde på banegården og arbejde, løber regnen i en strøm over busruden. Tiden gennemstrømmer os; vi strømmer igennem dens sluser.

Muslimer har i de seneste måneder delt vidnesbyrd på sociale medier om den etniske udrensning af Rohyingafolket i Burma, stadig mere fortvivlet, til sidst næsten hysterisk, og nu når billederne frem til den europæiske offentlighed.  En af de videoer, som er blevet spredt, viser mennesker, der begraves levende. De ligger i en grøft, kvinder, børn og mænd, omgivet af soldater som sparker dem, der forsøger at kravle op. De fleste er underligt passive. Som om de lægger sig ned for at sove lidt. En gravemaskine på larvefødder skovler rød lerjord hen over dem.

En ven skriver om en solformørkelse, der indtraf over USA’s vestkyst i slutningen af sommeren. Han kørte gennem Oregons skove for at opleve den. Det slår mig, at han og jeg faktisk så en delvis solformørkelse sammen den sommer, jeg selv var i Minneapolis. Hvor rodløs jeg følte mig i den periode af mit liv. Vi satte os på en fortovskant og så månen glide frem foran solskiven. Apokalyptiskt. Jeg sagde for sjov: ’Håber ikke, de døde vågner’. Jeg sørgede over min far det år, sådan som jeg nu sørger over min mor: I sorgens første hudløse fase, som forvrider bevidstheden til et spejl, der bugter indad. Jeg tænker stadig en gang om ugen, at jeg vil ringe til hende og fortælle noget om min datter. Så overraskes jeg af erindringen af hendes krop i hospitalssengen, blånende og tømt for liv. Hvad kan stå imod tiden? Måske vores fortællinger og de symboler, som forankrer dem i os og i historien: Et ur som er gået i arv, et sted at mødes, en beretning om det som var en gang.

Billederne af mennesker, der begraves levende, vender tilbage, da jeg hører, at Nordiska Motståndsrörelsen har fået demonstrationstilladelse af Göteborgs politi. Nazisterne kommer til at marchere fra Bog- og biblioteksmessen (den årlige store bogmesse i Göteborg, der afholdes samme weekend, red.) forbi de steder i byen, hvor alternative litterære platforme er etableret, for til sidst at passere nær synagogen i Göteborg. Marchen finder sted på Yom Kippur, forsoningsdagen.

Mennesker, der husker Holocaust, lever stadig, og altså eksisterer Holocaust stadig som absolut virkelighed i menneskers hjerner, i deres sjæle. Alligevel dækkes der nu over den.

Jeg plejede at gå forbi synagogen i Göteborg på vej til Science Fiction-boghandlen, som engang lå i samme kvarter. En 1800-talsbygning med maurisk præg. Den ene side af bygningen vender mod kanalen og beskyttes, ligesom den store moské i Göteborg, af et metalhegn. I vinduet over træporten ses en davidstjerne, og arkitekturens vinkler og linjer giver her og der indtryk af en ufattelig tyngde i facadens ru sten, som om et andet, langt tungere grundstof er indesluttet i granitten. På grund af forandringer i bybilledet har det dog længe været synagogens bagside, som vender ud mod den mere trafikerede, centrale gade, og til forskel fra bygningens forside er det en helt anonym betonfacade med tonede ruder og et fravær af tydelige religiøse symboler.

Jeg tænker på denne glatte yderside. Jeg tænker på frygt.

Ved de muslimske højtider Eid al-Fitr og Eid al-Adha strømmer vi til moskéerne klædt i hjemlandets klædedragter, i jallabia, i vestafrikansk, glitrende tøj i vokstryk, i træningstøj, i studenter- og begravelsestøj. Ofte bliver moskéerne overfyldte, og vi beder på åbne græsplæner eller parkeringspladser. Bagefter er der kager og hoppeborge til børnene, alle har travlt med at uddele gratis kontantkort eller flyveblade for deres firmaer og restauranter. Det betyder noget, at vi fylder i byen. Det betyder noget, at vores tidsregning i et par timer forstyrrer trafikken og hverdagens sædvanlige gænge i et par blæsende, grå kvarterer. Der opstår en følelse af karneval, og det er som om, byen også tilhører os. Som om vores forsøgsvise, højlydte, kagespisende, borghoppende svar på tidens spørgsmål er lige så vigtige som enhver andens.

Jeg ved ikke, hvorfor præcis den af synagogens facader, der vender ud mod en trafikeret central gade, er så intetsigende. Men jeg ved, at jødiske begravelsespladser skændes, at hagekors males på jødernes bygninger, at deres børnehaver får politibeskyttelse. Jeg er også, uden at kende til statistikken, bevidst om, at mange af truslerne og meget af volden kommer fra terrorgrupper, som mener at de repræsenterer min religion, islam. Men jeg tror også, at hvis der er en gruppe, der forstår jødernes situation i Europa, så er det muslimer. Vi begynder nemlig at lære frygtens hemmelighed at kende.

En af de første ting min far sagde, da byggeriet af den store moské i Göteborg begyndte, var at den lå forkert, eftersom folk kan klatre op på Ramberget bag moskéen og kaste klippeblokke ned på den. Det er den type af skrækslagne tanker, som tænkes i dag af mennesker, som tilfældigvis befinder sig der, hvor forhandlingen mellem verdener foregår. Et sted som jeg af og til har kaldt afgrundens rand.

Nå jeg ser en mand med kippa eller en kvinde med en halskæde med davidstjerne, ved jeg, at jeg ikke kun bevidner en religiøs handling, men også en modstandshandling, et vovestykke. Jeg bevidner en kærlighedshandling, ikke bare rettet mod Gud, og ikke bare til de levende, men også til de døde, og måske mere end noget andet til de ufødte: De som skal arve en verden, som nogen gange virker så forhadt, at den må smugles ind i fremtiden.

Jeg lægger panden mod tæppet. Jeg bøjer mig mod det billedløse, som er større end denne verden, større end denne isolation og smerte. Tænker: Som om jeg også bøjer mig for tiden, for dens løfte om, at noget andet skal komme. Jeg fornemmer håb og frygt, sammenblandet, som i en drøm.

Det er sommerens sidste dage.

Bladene bliver gyldne, næsten alle, og et ad gangen. Ensomme flammer i det grønne.

Det var på en rejse til Granada tidligere i år, i et museum til minde om de sefardiske jøders liv, i en bygning som kaldes De Glemtes Palads, at jeg fik en forudanelse om frygtens hemmelighed. Der slog det mig helt og fuldt, at den jødiske nation allerede for årtusinder siden har været udsat for det, jeg af og til frygter for muslimer i dagens Europa. Jeg husker, at jeg betragtede de enkelte genstande i museet – en menora, nogle hvide bedesjaler – og tænkte, at de engang har været anvendt af levende mennesker, som har været tvunget til at gemme deres verden af vejen for ikke at blive jaget ud af deres land, endnu engang. Jeg mærkede det i mit nervesystem, et kort øjeblik: Fordrivelsens omfang, dens ildevarslende, sørgmodige trommeslag.

Jeg ved ikke, om den jødiske befolkning i Göteborg bevidst forsamles i et halvt usynligt palads, i en synagoge, hvis ene facade minder mere om en kontorbygning end om et sted, hvor mening forsvares mod sekunderne og århundrederne, men det er ikke mærkeligt, hvis det er tilfældet. Selve muligheden er uudholdelig, set i lyset af demonstrationstilladelsen til Nordiska Motståndsrörelsen, det vil sige set i voldens rystende lommelampelys.

Politichefen, som har besluttet at lade nazisterne passere i nærheden af synagogen, siger, at myndigheden ikke kan tage stilling til hverken symbolspørgsmål eller menneskers følelser, eftersom politiets opgave er at bedømme ordens- og sikkerhedsspørgsmål. Her stilles endnu engang spørgsmålet om folket. Hvem tilhører det folk, hvis sikkerhed politiet skal beskytte? Hvilken orden skal politiet opretholde, og til hvilken pris? På Yom Kippur mærker Göteborgs jødiske befolkning hjertet af den orden, de har skabt, ikke bare som værn mod tidens storme, men også mod historiens vanvid.  Hvad betyder det at sige, at det ikke er et spørgsmål om orden, når de i år må møde medlemmer af en terrororganisation, som ikke bare mishandler og placerer bomber hos politiske modstandere, men som også har som sit vigtigste programpunkt at myrde præcis dem? Det betyder noget. Jeg bevæger mig på gaderne, selv halvt usynlig, og tænker på frygt. For hvilken gang i disse år tænker jeg på frygt? Göteborgs politichef afskriver den jødiske menigheds frygt som en følelse, men følelser er i allerhøjeste grad politiske, især frygt. Det har vi set i disse år, hvor skyggerne synes at blive længere og komme til live. Love vedtages som svar på menneskers frygt for terror, for flygtninge, for de andre.

Jeg er også bange, som alle. Det sker, at frygten får mig til at ryste, når jeg læser et debatindlæg i en avis, eftersom jeg mener at kunne ane, at det som forhandles her ikke længere er jura og principper, men mine øjne, mine øren, min hud, mine fingre og tænder. Jeg aner frygtens hemmelighed. Det er ikke det, at visse menneskers frygt kan lægges til grund for lovgivning og politik, mens andres formindskes og ignoreres, for dette er åbenlyst for alle som har øjne og øren. Frygtens hemmelighed er, at den frygt, som Göteborgs jødiske menighed nu giver udtryk for, ikke er en følelse eller en uro for fremtiden, men en erindring, en erfaring, og at den må tages på største alvor. Den frygt er nemlig en meget gammel viden.

Drengene løber grinende under bladene som nu dør og falder, endnu et år. Jeg læser, at på Yom Kippur blæser rabbineren i hornet, hvis lyd engang fik Jerikos mure til at falde. Jeg tænker: Når vi mangler en måleenhed for en begivenhed, er det os selv som måles; af tiden.

No pasarán.

 

Redaktionens note: Moddemonstrationer og manifestationer er planlagt i Göteborg lørdag 30. september som svar på nazisternes demonstration. Bl.a. vil en række forfattere læse op af litteratur, som i 1930’erne blev bandlyst af nazistpartiet i Tyskland.

Oversættelse: Miriam Katz.

Johannes Anyuru (f. 1979) er prisbelønnet svensk digter, dramatiker og forfatter. Han er praktiserende muslim med svensk-afrikansk baggrund. Debuterede 2003 med den roste digtsamling Det är bara gudarna som är nya. Fik sit internationale gennembrud 2012 med romanen En storm kom fra paradiset, som blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og er udkommet på dansk hos Gyldendal.
Johannes Anyuru er aktuel med De kommer att drunkna i sina mödrars tårar, udgivet på Forlaget Nordstedt.

Gå på opdagelse i arkivet