Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr. 35 juni/juli/august 2013 — Af Anders Jerichow

Israel skylder USA - igen, igen

Nu skal man jo ikke tro på alt, hvad der står i aviserne. Men hvis Haaretz, en god israelsk avis, har ret, har USA i foråret fået EU til udskyde en plan om at ’mærke’ produkter fra israelske bosættelser i de besatte palæstinensiske områder.

Bosættelsen Elon Moreh, Vestbredden

Dermed skylder Israel én – til USA.

   Og hvis Jerusalem Post, en anden god avis, også har ret, skyldte Israel én i forvejen. For Netanyahu-regeringen lovede for to år siden USA, at den ikke ville lade de ’yderligt liggende, ulovlige’ bosættelser bygge ud. Godt nok er det næsten kun Israel, der betragter nogle bosættelser som mere ’lovlige’ end andre. Glem lige dét et øjeblik. Men nu har Fred Nu-bevægelsen ifølge avisen afsløret, at regeringen er ved at lovliggøre fire bosættelser helt ude i de dele af Vestbredden, som hverken USA eller andre venner af Israel nogensinde ville anerkende som et bare potentielt forhandlingsspørgsmål. Og det netanyahu’ske argument skulle være, at palæstinenserne angiveligt har ’solgt’ jorden til bosætterne.

   Her må så indskydes, at alverdens opfattelse af international lov, også USAs og EUs, ikke anerkender, at en besættelsesmagt kan opkøbe besat land. Man kunne også indskyde, at verden ellers er ligeglad med, at Marokko gør det samme i det besatte Vestsahara. Altså flytter egne statsborgere ind, bygger bosættelser og har opført en sikkerhedsmur. Glem også dét til en anden artikel.

   Pointen her er, at Israel har blæst på USA og gang på gang på gang har fortsat sine bosættelsesbyggerier på trods af de amerikanske protester. Og hvis USA nu har hjulpet Israel med at trække i nødbremsen for EUs mærkning af bosætterprodukter, vil der være tale om et af to:

   Enten har USA virkelig planer om at give Israel et tilbud om en fredsproces, som Netanyahu ikke skal kunne sige nej til – og slet ikke, hvis han skylder tak for en frisk tjeneste.

    Eller også har USA bare opgivet at få Israel til at standse den krybende israelisering af de besatte palæstinensiske områder. Opgivet at sætte stop for bosættelserne. Opgivet at få Israel til at bygge i sine egne områder frem for palæstinensernes. Opgivet at lægge pres på produktionen i bosættelserne. Og dermed opgivet fredsprocessen.

   Under alle omstændigheder: Ingen ædruelig mægler kan forestille sig, at palæstinenserne vil sige ja til fred, hvis Israel overtager Vestbredden og fastholder sin enekontrol med Jerusalem.

   Det er ikke et nemt valg, men et klart valg: Israel kan ikke få fred og beholde de besatte områder på én gang. Men Israel kan måske få fred, hvis det lader palæstinenserne skabe en stat på Vestbredden med hovedstad i et politisk delt Jerusalem.

   Lige nu importerer EU ifølge Verdensbanken varer for 230 millioner euro fra de israelske bosættelser. Det er 15 gange så meget, som EU-kredsen importerer fra palæstinenserne.

   Hvordan mon palæstinenserne fortolker disse tal? Vil de se det som europæisk modvilje mod bosættelserne? Som varm støtte til drømmen om en palæstinensisk stat?

   Måske er det lige meget. Israelerne og palæstinenserne har i hvert fald én ting til fælles. De strutter af selvtillid og mistillid på én gang.

  Selvtilliden får begge parter til at tro, at de nok skal klare sig i det lange løb.

   Netanyahu-regeringen tror, at han vil komme uden om det demografiske og demokratiske problem – altså at der i løbet af to årtier vil være et mindretal af israelske jøder til at kontrollere et flertal af palæstinensiske arabere mellem Jordanfloden og Middelhavet. Enten satser han på så stor jødisk indvandring, at det vil udskyde problemet. Eller også mener han, at truslerne mod Israel vil være så seriøse, at Israel må prioritere sin sikkerhed frem for sit demokrati.

   Bare ærgerligt, palæstinensere.

    Og palæstinenserne er overbevist om, at de i det lange løb vil overmande israelerne. Enten fordi de kommer i flertal. Eller fordi de vil have en stærkere moral end israelerne, som de – palæstinenserne – har mistænkt for i virkeligheden ikke at have styrke til at stå kampen igennem.   

   Bare ærgerligt, Israel.

   Og på begge sider satser 5-10 procent på, at de har Vorherre på sin side.

   Men de næres også af mistillid - og ikke kun til hinanden, dét er dog velbegrundet. Næh, de har desuden en fælles mistillid til omverdenen og deres såkaldte venner. Palæstinenserne er vant til at blive svigtet af den arabiske verden og såmænd også af resten af verden. Se bare salgstallene og udbygningstakten i de israelske bosættelser, mens verden vender ryggen til. Og Israel er vant til at blive svigtet af den kristne verden og da også af resten af verden. Se bare de tilbagevendende palæstinensiske raketangreb på Israel og terror både hér og dér, mens verden kigger den anden vej.

   Så helt ærligt: Hvilken israelsk eller palæstinensisk leder vil stole på, at FN, USA, EU, Rusland eller den Arabiske Liga leverer varen, når de taler om fred og venskab? De har jo travlt med andre ting – med konflikten i Syrien, med Irans atomprojekt osv. Og har de måske leveret fred til Vestsahara, til Afghanistan, til Irak, til de arabiske forårslande, til de undertrykte bahrainere, de krigsplagede syrere?

    Det er en meget deprimerende historie. Men hvem havde lovet gode nyheder? Det er trods alt Mellemøsten.

   

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce