Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr 30, marts/april 2012 — Af Bodil Kruse

I tidens ånd

”Den europæiske presse er i flere hovedlande overvejende i jøders hænder”, ”…. Israels børn, både ved kapitalens, ved ordets, ved åndens og kulturens magt, skulle udøve herredømmet”.

Udtalelser som disse ledte i 1870erne Københavns overrabbiner A.A. Wolff i åben strid med deres ophavsmand: Københavns biskop H.L. Martensen.  

Overrabbiner A.A. Wulff
@Møllegade

Sjældent har en foromtale af en bog givet så megen mediedebat, som da filosoffen Peter Tudvad i Berlingske Tidende fortalte om sin nært forestående udgivelse: Stadier på antisemitismens vej. Søren Kierkegaard og jøderne. Artiklen virkede som benzin på et ulmende bål, og debatten har kørt lige siden med voldsomme personangreb på forfatteren og hidsige afvisninger af Kierkegaards antisemitisme.

GOLDBERG rejser her spørgsmålet om dansk-kristen antisemitisme ved for en tid at skubbe Kierkegaard til side og lade den samtidige Biskop Martensens angreb og Rabbiner Wolffs forsvar komme til.

quote left

Talmudfjender Abraham Alexander Wolff var rabbiner for den jødiske menighed i København fra 1829 og til sin død i 1891, altså i rigtig mange år. I løbet af denne tid oplevede han såvel indvielsen af den nye store synagoge i Krystalgade i 1833 og indførelse af religionsfrihed, som kom med Grundloven i 1849. Men han oplevede også at måtte tage til genmæle i en alvorlig debat med den samtidige biskop for København Hans L. Martensen.

Det skete bl.a. i det store værk Talmudfjender. Et genmæle mod de seneste angreb på jøderne og jødedommen, som Wolff udgav i 1878.  Bogen er ret omfangsrig – i alt 504 tættrykte sider – og man mærker i bogen et menneske, der er endda meget dybt såret. Ikke mindst over angrebet fra biskop Martensen. Wolff skriver bl.a. at ”man kan lige så godt pine et hjerte til døde ved nålestik som ved sværdet”.

quote right

Anledningen til de skarpe udsagn og udgivelsen af Talmudfjender skal findes i en række noget specielle bogudgivelser fra rabbinerens ”kolleger”.

Et par år tidligere havde en pastor Blædel udgivet bogen Udvidet Konfirmations-Undervisning eller evangelisk-luthersk Kirkelære. En anden præst i folkekirken, pastor Kok, havde udgivet bogen Det hellige Land og dets nabolande i Fortid og Nutid. Begge bøger indeholdt en kritik af jødedommen, og rabbiner Wolff bruger en del plads i sin bog på at gendrive Blædels og Koks formuleringer.

Religiøs humanitetMR

Men det er et større værk fra Københavns biskop Martensens hånd, der for alvor giver rabbiner Wolff stof til hans omfangsrige modangreb, nemlig Den Christlige Ethik, bd. 1 – 3 fra 1871.

Bind 1 Den almindelige del er et forsøg på at definere et ”syndsbegreb” og ”et højeste gode”. Bind 2 omhandler biskoppens syn på, hvad han kalder ”det sædelige liv”, og bind 3 har undertitlen Den sociale Etik med afsnit som ”Familien” og ”Staten”.

I bind 3 er der to kapitler med titlerne ”Den Christelige Stat” og ”Hedenskab og Jødedom i den christelige stat”. Her skriver Martensen om sine modstandere, som han mener ønsker en ”irreligiøs individualisme” og en ”religiøs humanitet”. Han retter kritik mod den, der sætter ”jordisk mammon og nydelse” som det højeste. 

Det lyder måske ikke i sig selv så foruroligende, men når så biskop Martensen skal til at præcisere, hvem denne modstander er, bliver han meget klar i mælet. Det er ”den moderne jødedom”, der er trådt frem som en ”ny potens på skuepladsen”.

Jøderne er, ifølge Martensen, kommet til et ”stadium, hvor de kunne gå aggressivt, angrebsvis til værks mod kristenheden”. Martensen indrømmer, at jøder, især i Middelalderen, har lidt meget ondt og har været udsat for mange mishandlinger af kristne, men han skriver, at ”de dog ved deres udsugelser selv havde givet megen anledning”. Disse moderne jøders religion er ”den franske revolutions kosmopolitiske principper”.

Læserne oplyses derefter om, at ”de forvente et jordisk-messiansk rige, et lyksalighedens rige på jorden, hvor Israels børn både ved kapitalens, ved ordets, ved åndens og kulturens magt skulle udøve herredømmet” og: ”Den europæiske presse er i flere hovedlande overvejende i jøders hænder”.

Humane dyder

Martensen skriver videre, at der er udviklet ”en moderne jødelitteratur”, og han nævner som eksempler de to tysk-sprogede forfattere Heinrich Heine og Ludwig Börne.

Heinrich Heine (1797 – 1856) var født i Düsseldorf med jødisk baggrund, og han er især kendt for sin ”Buch der Lieder” fra 1827. Han lod sig i 1825 døbe og boede efter juli-revolutionen i 1830 i Paris.

Ludvig Börne (1786 – 1837), der oprindeligt hed Juda Löb Baruch, var født i Frankfurt am Main i den datidige ”jødegade”, hvor beboerne levede under usle forhold. Han blev kendt for sine ”Breve fra Paris”, hvori han støtter de revolutionære kræfter i Frankrig. Ligesom Heine lod han sig døbe.

Det er disse to forfattere, som biskop Martensen nævner som eksempler på ”moderne jødelitteratur”. Deres mål skulle være ”at trænge kristendommen ud af det offentlige liv” og at ”overskære de bånd, der knytter nationerne til Kristus”.

Martensen skriver videre, at jøderne ikke har nogen sand nationalitetsfølelse, ”de kunne vandre fra nation til nation”, men han indrømmer dog, at de har ”humane dyder” ind i mellem. Og så mener han, at når ”kommunismen og socialismen om kort tid får magten, så nytter al denne emancipation ikke noget, for så vil de velhavende jøder blive de første ofre”.

Hos denne lærde mand møder man med andre ord alle de forestillinger, der senere i det 20. århundrede blev blæst op med fatale følger. Især konspirationsteorien om en hemmelig jødisk sammensværgelse med henblik på en magtovertagelse er det betænkeligt at observere allerede på dette tidspunkt.  Det kendte antisemitiske smædeskrift ”Zions Vises Protokoller” begyndte først at cirkulere i 1890erne.

Forsvaret

Efter denne bogudgivelse måtte rabbiner Wolff komme med et svar, og det gjorde han så med bogen Talmudfjender. Bogen må ses både som en redegørelse for jødedommens tankeverden og som et svar på biskop Martensens formuleringer.

Wolff skriver, at han har været ked af at skulle gendrive tankerne i de to bøger, som pastorerne Blædel og Kok har udgivet. Men nu er der under navn af ”etik” – endda ”kristelig etik”- kommet en bog fra indehaveren af landets højeste gejstlige embede, som han er nødt til at gøre indsigelse imod.   

Han skriver endvidere, at ”vi tilstå åbent, at vi hverken i hedensk eller i nogen af de forskellige konfessioners etik har fundet, at man er gået andre trossamfund for nær, således som her”.

Bogens første del er en gennemgang af jødedommens tanker i grundrids, og Wolff forklarer den talmudiske fortolkning af teksterne. Der er en længere gennemgang af jødisk historie og hovedpunkterne i den. Wolff understreger, at mange af de anklager, som i tidens løb er blevet rettet mod jøder, paradoksalt nok ligner dem, der i antikken blev rettet mod de første kristne fra den græsk-romerske omverden. Dengang kom der anklager om, at de benyttede sig af blod fra små børn i forbindelse med gudstjenester. Senere i middelalderen blev det en af anklagerne fra kristen side, at jøder skulle bruge blod fra kristne børn til påskefesten.

Wolff bruger en del sider på at rette kritik mod Martensens tanke om ”den christelige stat”, og han nævner en del både kristne og konfessionsløse kritikere af denne tanke, som i Martensens udgave vil stille jøder ringere end kristne.

Han skriver videre, at jøder som hovedregel vil føle sig knyttet til det land, de bor i, og han redegør for, hvor få redaktører med jødisk baggrund der rent faktisk sidder på aviserne i Europa. Han vil også gerne have oplyst navnene på de jødiske forfattere, der ”gennem arbejde ved nat og ved dag” skulle ønske at trænge kristendommen ud af det offentlige liv.

Det er svært at vide, om rabbiner Wulffs omfattende svar havde nogen som helst effekt på biskop Martensens holdninger specifikt og på den brede befolknings holdninger til jøder generelt.

Tilsammen giver de to værker et trist billede af situationen i Danmark i sidste halvdel af 1800-tallet.

 

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce