Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr. 36, oktober 2013 — Af Jacques Blum

Historien om en kuffert

Mine forældre blev deporteret fra Tyskland til en lejr i Polen i 1938. De kom til Danmark som flygtninge i 1939, og de flygtede igen i 1943 til Sverige. I 1945 flyttede vi til Danmark. I 1960 blev vi danske statsborgere.  

Gammel kuffert

 

Mine egne oplevelser med ’Krigen’ – jeg var tre måneder gammel, da den sluttede – stammer fra ca. 4-års alderen. Den ene var en oplevelse af utryghed.

   Det var, når mine forældre blev tavse, når jeg trådte ind i et værelse, hvor de sad og snakkede sagte om onkel Willy, der døde i Auschwitz. Det var ham, de snakkede om. Onkel Willy var fars lillebror, og min far havde fået overladt ansvaret for ham af min bedstefar, som i øvrigt også var død under ’Krigen’ ligesom så mange andre i familien.

   Det var mig til konstant undren, hvorfor jeg ikke måtte høre, hvad de sagde. Var det en hemmelighed? Troede de jeg var så dum, at jeg ikke opdagede, at de pludselig tav eller anstrengte sig for at være smilende og overdrevent kærlige?

  

 

Den anden oplevelse føltes til gengæld meget tryg. Det var kufferten.

   Min far havde i virkeligheden været flygtning to gange før 1938. Og som professionel flygtning havde han en god fornemmelse af, hvad der var vigtigt at tage med sig af jordisk gods, hvis man var realistisk. Derfor stod der i et slags spisekammer i vores lille lejlighed fire pakkede kufferter – en til hver i familien, og min var den mindste.

   Ikke sjældent dristede jeg mig til at åbne den, og lige så hyppigt talte jeg med min far om indholdet.  Det vigtigste var gode sko, og i min kuffert lå der nogle grimme, tunge skistøvler, der var mindst 3 numre for store. Det gjorde ingenting, for hele kufferten og dens indhold indgik i mine dagdrømme. Jeg var ikke bare på flugt, jeg formåede også at redde udvalgte kammerater fra al landsens ulykker. Jeg var nemlig en af de få, der havde gode sko og alt det andet rigtige med.

   Og ikke nok med det. Jeg havde magten til at bestemme over liv og død. De personer, jeg for tiden var glad for, blev naturligvis reddet på mere eller mindre mirakuløs vis, mens dem jeg var sur på, f.eks. min storesøster, kom til at vente længe, før jeg som en anden ’Rød Pimpernel’ befriede dem for deres ulykker.

   Disse dagdrømme kunne gentages og varieres i det uendelige, selvom det var en kilde til konstant forstyrrelse, at min søster også havde en kuffert.

 

 

Over tid blev min kuffert magisk. Hvis livet gik mig imod, kunne jeg efter nogen tid blot åbne døren til spisekammeret og kaste et blik på kufferten. Den blev ikke blot trøst, den blev en symbolsk livline.

   Men en dag hvor jeg for alvor følte, at jeg havde brug for min kuffert, var den væk. Spisekammeret var ryddet for kufferter. De var tømt og stillet på loftet, sagde min far.

   Med en særlig patos forklarede han, at grunden til, at kufferterne var stillet på loftet, var, at vi var blevet danske statsborgere. Han sagde dette med et ansigt, der udtrykte både stolthed, usikkerhed og glæde.

   Umuligt at forholde sig til som barn – selvom det var let nok at forstå, at det betød noget særligt for ham, at han for første gang i sit 60-årige liv ikke skulle gå rundt med et fremmedpas.

   Men for mig var tabet af kufferten en vanskelig overgang. Kunne jeg virkelig undvære min kuffert og dermed mine flugtdrømme? Kunne man virkelig stole på, at den aldrig nogensinde skulle bruges igen?

   Man må sige, at det var noget af en tillidsøvelse.

  

Under alle omstændigheder besluttede jeg mig til aldrig at skille mig af med kufferten, selvom den i sig selv bestemt ikke er noget særligt.

   Da jeg for nogle år siden var med til at lave en udstilling om danskere, arbejdede jeg sammen med lederen af Frihedsmuseet. En dag spurgte han mig, om jeg ikke kendte nogen, der ville overlade ham en kuffert ’der havde været med på flugt’?

   Jeg undgik at svare ham. Min kuffert lå stadig på loftet, og jeg skulle måske ikke bruge den mere, men at den skulle på museum – det ville være det samme som at anbringe sin sjæl i en montre.

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce