Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr 31, juni/juli/august 2012 — Af Michael Moynihan

Dobbeltmoral

Elie Wiesel
Wikipedia

Når vesteuropæiske politikere forsvarer friheden til at gøre nar ad religion, hævder indignerede muslimer, at der er tale om skadelig, måske islamofobisk, dobbeltmoral. ”Hvis man betvivler Holocaust, ryger man i fængsel,” udtalte Mahmoud Ghozlan, talsmand for Egyptens Muslimske Broderskab, da den franske ugeavis Charlie Hebdo i september i år bragte satiriske tegninger af Muhammed. ”Der gælder forskellige love for at krænke muslimernes profet og for at sætte spørgsmålstegn ved Holocaust”, sagde han. ”Det er hverken rimeligt eller logisk.”

   Da Jyllands-Posten bragte de nu herostratisk berømte Muhammed-tegninger i 2005, reagerede Iran ved at arrangere en konkurrence om Holocaust-karikaturer og en international konference for Holocaust-benægtere. En talsmand for det iranske styre forklarede logikken bag konkurrencen: ”De tillader, at Profeten bliver latterliggjort, men når vi taler om Holocaust, betragter de det som så helligt, at de straffer folk for at betvivle det.”

 

Islamisterne har ret  

Der er stor forskel på at benægte en historisk hændelse som Holocaust og håne en religiøs profet, men islamister, som oplever en dobbeltmoral i forhold til ytringsfriheden i Europa, har desværre ret.

   I Tyskland og Rusland er trykning og salg af Mein Kampf forbudt (selv om Tyskland for nylig har overvejet at udgive en kommenteret udgave af bogen) og i en række europæiske lande kan Holocaust-benægtere kan retsforfølges. Andre lande forbyder ikke direkte Holocaust-benægtelse, men retsforfølger efter paragraffer som fx ”opfordring til racehad”. Og i alle disse lande kan man gøre nar ad religioner – hvad enten det er islam eller kristendommen – under henvisning til ytringsfriheden.

   Lovene er nok velmente, men de har ringe indvirkning på udbredelsen af stødende materiale. Et forbud har måske ligefrem skabt en interesse, der ikke tidligere var der. Men trods de manglende beviser, mener nogle, at forbud mod stødende udsagn er berettigede og nødvendige, set i lyset af nyere europæisk histories rædsler. Ved et møde om ytringsfrihed i Toronto i 2010 forsvarede Elie Wiesel ytringsfriheden med én undtagelse: ”Holocaust-benægtelse bør efter min mening være ulovligt af hensyn til ofrenes efterladte.” Salman Rushdie var uenig, men Wiesel står ikke alene med sit synspunkt.

 

Europa har ophøjet løgnere

Irans konference om Holocaust-benægtelse understreger den iboende fare ved at kriminalisere farlige ideer, en fristelse som mange europæiske regeringer er faldet for. Ved at fængsle pseudohistorikere for at benægte historiske kendsgerninger skaber de martyrer. Hvorfor kender vi for eksempel David Irving og andre revisionister, men ikke dem der benægter det cambodjanske folkemord, eller dem, der påstår, at massakren i Srebenica er opdigtet, eller at angrebene den 11. september var støttet af israelerne? Det skyldes dels at vi kender ofre for Holocaust og deres slægtninge – dem, som Wiesel forståeligt nok vil beskytte – og de tyskere, der sagde nie wieder og insisterer på, at Tyskland kæmper med sin fortid ved at kræve, at der skal undervises i Holocaust i skolerne. Men vi kender også revisionisterne, fordi de er blevet slæbt i retten flere steder.

   Tidligere i år hædrede den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, revisionisten Robert Faurisson med en pris for hans ”mod og styrke” mod den jødiske fjende. Det er resultatet af ikke at stole på, at almindelige mennesker kan vurdere historiske sandheder; Europa har uforvarende ophøjet løgnere.

 

Kun et klik væk

Love har aldrig stoppe udbredelsen af Holocaust-benægtelse, men teknologien har nu muliggjort en næsten uhæmmet strøm af informationer uden skelen til kvalitet eller sandhed. De, der tror på virkningen af love mod Holocaust-benægtelse eller Tysklands anakronistiske forbud mod salg af Mein Kampf, må kæmpe mod den uhindrede strøm af underlødige udgydelser på nettet, hvor et eksemplar af Hitlers manifest kan fås gratis på flere sprog. Hvis man søger en vidtløftig, kommenteret og helt igennem forloren 'undersøgelse' af de manglende gaskamre i Auschwitz, er de altid kun et klik væk, trods den tyske regerings henstillinger til, at de fjernes fra Google. Hvis målet med begrænsninger i ytringsfriheden er at forhindre yderligere højreekstremisme, har sådanne tiltag stort set ikke virket. Og hvis love mod Holocaust-benægtelse gør særlinge til martyrer, skal de så være der for at beskytte ofrene for pseudohistorikere?

   Det er et spejlbillede af argumenter fremført af kloge hoveder, politikere og religiøse ledere, der lader sig forføre af en ubehjælpsom YouTube-video som Innocence of Muslims.

 

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce