Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr 23, januar 2011 — Af Jeppe Plenge Trautner

Diplomater, sandhed og Wikileaks

Wikileaks logo

Diplomater er oftest diplomatiske, men hvad rapporterer de egentlig hjem til egen regering? Goldbergs hjerte banker for det ædle og ophøjede, for kultur og kunst, og ikke for nyfigent at pille i andres fortrolige korrespondance. Imidlertid har en 22-årig menig amerikansk soldat, hvis handling kan tænkes affødt af, at mænds pandelapper i reglen først modnes i 24-årsalderen, med sit læk af hemmelige dokumenter åbnet et nøglehul ind til det internationale diplomatis virkemåde. En 39-årig australsk journalist, vistnok en undtagelse fra førnævnte 24-årsregel, har med sit Wikileaks ikke kun udvidet nøglehullet, men revet døren af. Goldberg kan ikke undgå at kaste et blik derind.  Hvilket grundlag træffer klodens regeringer mon udenrigspolitiske beslutninger på? Lever regeringerne, og blandt disse den globalt mest magtfulde amerikanske regering, i en parallelverden? Ved regeringer mon meget mere, meget mindre, eller måske noget helt andet end den velorienterede lægmand, og lyver de rutinemæssigt? Lad os se efter i den lille del af den lækkede dokumentdynge, vi har adgang til.

 

Ikke mange hjerteslag springes over ved de amerikanske diplomaters præcise karakterisering af det russiske statsapparat som gennemkorrupt og ineffektivt. Men øjnene spærres op, når de rapporterer om den polske regerings reaktion på Ruslands lyninvasion af Georgien i 2008. Polakkerne mener i ramme alvor, at deres russiske naboer udgør en militær trussel. De ser derfor meget gerne, at de amerikanske soldater, stationeret i Tyskland, flyttes til mere gæstfrie baser i Polen. Fra EU og NATO vil man vide, at den polske opfattelse deles af de tre baltiske randstater. Sjovt nok hører den russiske 76. luftbårne division, der på et par døgn kollapsede de georgiske styrker, hjemme i byen Pskov, som ligger 6-8 timers fremrykning fra de tre baltiske hovedstæder. Men bevares, vi vesteuropæere ved som flest, at krig er utålelig, unyttig og fjern fortid. Derfor har små demokratier intet at frygte fra velbevæbnede, korrupte nabo-diktaturstater med territoriale krav. Shalom in our time, om man vil.

 

At den iranske revolutionsgarde og præsident har sat sig tungt på landets magtapparat og værdier, er de fleste bekendt, og at Israel er mindst begejstret for Irans atomprogram overasker ikke. Om Iran, som de amerikanske indberetninger foreslår, allerede har erhvervet nordkoreanske raketter, der kan nå Paris og Moskva, kan ikke verificeres. Det kan derimod nu ses, at Irans arabiske nabostater, hvis sunni-regimer ikke tiltror deres shia-undersåtter loyalitet, ønsker at USA stækker Iran med et præventivt angreb (så længe regimerne tillades en anti-amerikansk overflade). Den israelske regeringsleder har udtrykt sin begejstring for Wikileaks' genopdagelse af kendt viden og foreslået de arabiske regimer at være mere ærlige. Med en vis malice, forstås.

 

Fra det eksotiske Afrika rapporterer amerikanske diplomater præcist og engageret, at Syd-Sudans provisoriske regering opruster med halv-diskret amerikansk militær støtte. I starten af 2011 frigør Syd sig fra Nord efter 55 års konflikt, hvor Nord-Sudan med vedholdenhed har bekæmpet også Syds befolkning. Nord-Sudan har grebet dets kinesiske protektorers fremstrakte hånd og for de nyvundne oliemilliarder anskaffet intet mindre end sin egen kampvognsfabrik. Dennes produkter stiller Syd dårligt, når dets indbyggere som forventet stemmer for løsrivelse fra Nord. Man kan med diplomaterne overveje det amerikanske dilemma der opstår, fordi den nuværende amerikanske regering har stoppet Ukraines eksport af moderne kampvogne til Syd. På den ene side kan yderligere oprustning af Syd forøge krigspotentialet. På den anden side kan Nords viden om, at et angreb på Syd ikke bliver en behagelig Darfur-lignende kampagne mod civilister, men mødt med kampvogne, afværge krig. Hvordan vægtes dette valg? Obama står på fredens side og reducerer Syds militære styrke. Intet under han er populær i det Europa, der i 1990'erne med held forhindrede Bosnien i at bevæbne sig.

 

Diplomaternes indberetninger indeholder kun lidt nyt, men de amerikanske indberetninger demonstrerer ofte præcision og afvejning, der overgår hvad journalistiske vilkår generelt tillader. Vil man betegne det i papirbunken fundne som smuds, kan det sorteres i tre bunker. Diplomaternes høflighed og diskretion over for menneske-uvenlige regimer, bemeldte regimers løgnagtighed og demokratiernes varierende retningssans i forhold til regimernes målrettethed.

 

 

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce