Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr 27, sept, 2011 — Af Ditte Goldschmidt og Jeanne G. Kempinski

Den evige integration

At tilhøre en minoritet og have flere gruppetilhørsforhold kan være vanskeligt at håndtere. Men det kan også være aldeles uproblematisk. En forudsætning for succes er, at de grupper, man identificerer sig med, ikke er i modstrid med hinanden. Philip W. Heyman er et eksempel på et menneske, for hvem religion og nationalitet sameksisterede uden problemer.

Tuborgflasken på Tuborgvej, København

Debatten om minoritetsgruppers integration eller assimilation i et samfund som det danske er tilsyneladende evig aktuel. En integrationsminister udtalte i marts 2011 i forbindelse med sin udnævnelse, at ønsker man at blive dansk statsborger, er det for at blive dansk. 

     Hvor det i dag er etniske mindretal, som er til debat, var nogle af de samme spørgsmål på tapetet for jøders vedkommende for både 100 og 200 år siden.

Dengang industrialiseringen i Danmark tog det første store spring fremad i 1800-tallets sidste årtier, var Philip W. Heyman en af tidens store iværksættere. Han var foregangsmand inden for raffinering og eksport af landbrugsprodukter, fx smør på dåse til oversøisk eksport, bacon til det engelske marked og ikke mindst øl, der blev produceret på Tuborgs Fabrikker, som han var en af grundlæggerne af.

Philip W. Heyman, som levede fra 1837 til 1893, var fjerdegenerationsindvandrer i Danmark. Han var jøde og havde ingen problemer med at være dansk og så ingen modsætning mellem det jødiske og det danske: ”Jeg er jøde, og jeg er dansk”, som han skrev i 1889 i et brev til Israelmissionens ihærdige missionær, pastor Krag ved Sct. Jacobs kirken på Østerbro, der brændende ønskede at omvende ham til kristendommen. Grænsen blev markant trukket: At være dansk og jøde var uproblematisk. At være jøde og kristen kunne ikke forenes. 

 

Shabbat og pinsefrokost

Philip W. Heyman beholdt livet igennem sin ”barnetro”, som dels var præget af faderens overholdelse af de jødiske traditioner, dels af hans brug af det borgerbrev på ligestilling, som jøderne havde fået ved ”Kongelig anordning af 1814”. Anordningen åbnede bl.a. adgang for fastboende jøder til erhverv, som før havde været utilgængelige for dem, og for mulighed for at blive medlem af håndværkerlavene. Philip W. Heymans far havde frigjort sig fra det lille håndværk, guldtrækning, og var blevet en driftig forretningsmand.

   Anordningen havde rod i den europæiske oplysningstid, men med invitationen til Europas jøder om at deltage i det almindelige samfundsliv fulgte der hos majoriteten en bekymring for, hvad et samfund, der ’lukkede jøder ud af ghettoen’, ville risikere i form af jødisk infiltration. Den medbragte minoritetskultur blev ofte opfattet som en form for kætteri i forhold til det nyerhvervede borgerskab, og omverdenen anså denne kulturelle ’ekstra faktor’ som en trussel, fordi den var en for dem uvant loyalitet og troskab på tværs af klasseskel og statsgrænser.  

   I Danmark gav dette 'ekstra' anledning til to angreb mod jøder - et verbalt og et fysisk. Under den økonomiske krise i Danmark, der blev indledt med statsbankerotten i 1813, udbrød der i pressen og i pamfletter en såkaldt litterær jødefejde, hvor beskyldninger og antagelser om jødernes skyld i den aktuelle økonomiske situation blev heftigt debatteret. I den korporlige jødefejde seks år senere blev jøder hånet på plakater, og ruder blev knust i jødiske forretninger og private hjem.

Philip W. Heyman, der blev født ca. 20 år senere, hørte en tid til hvor presset fra omverdenen var lettet noget. Han var forretningsmand med tætte forbindelser til børsen og bidrog markant til den nationale økonomi.

Heyman definerede egenrådigt, hvordan en dobbelt, etnisk identitet skulle praktiseres: Han spiste svinekød og lod sine heste hvile på shabbaten. Han gik i synagogen på de store helligdage og holdt fastelavn, pinsefrokoster og juleaften. Han var stærkt imod blandede ægteskaber og kaldte alle sine ni børn ved danske navne: Otto, Ellen, Gerda, Aage, Paula, Asta, Jenny, Knud og Svend. Drengene fik navnet Philip som mellemnavn, pigerne blot et fornavn, og ingen af børnene fik jødiske mellemnavne, som det ellers var almindeligt blandt datidens emanciperede jøder.

  

Kampen om ’x-faktoren’

Spørgsmålet om assimilation og integration af ’fremmede’ er også i dag på dagsordenen. Desværre har de senere års forsøg på at definere danskhed nok snarere bidraget til at marginalisere og udgrænse minoritetsgrupper end til at integrere dem – med ordpar som ’dem-os’, ’demokrati-fundamentalisme’, ’dansk-fremmed’ osv.

Den kulturelle ’ekstra faktor’, som en minoritetsgruppe medbringer, indeholder elementer af fremmedhed, som til stadighed kan opleves truende for samfundsordenen, og forestillingen om, at dette 'ekstra' kan elimineres ved assimilation, er nærliggende, også for en integrationsminister, der som noget af det første han udtrykte ønske om, var assimilation frem for integration. Man kunne kalde ham en ’danskhedens missionær’.

Philip W. Heyman kunne ikke udstå mission. Han var individualist i den forstand, at han ikke alene hentede sine værdier og retningslinjer i sin egen religion og tradition, men også i sine livserfaringer. Han forenede og praktiserede i sin person og livsførelse loyalt flere identiteter.

 

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce