Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr 31, juni/juli/august 2012 — Af Ulrik Høy og Hanne Trautner-Kromann

De nordiske skæbner

Til forståelse af, hvor enestående redningen af de danske jøder til Sverige var, har Goldberg set på forholdene for trosfællerne i de fire nordiske lande. Danmark og Norge blev besat den 9. april 1940, men jødernes skæbne i de to lande blev meget forskellig. Det lykkedes Sverige at holde sig neutral under hele krigen, mens Finland udkæmpede hele to krige mod Sovjetunionen og blev våbenfælle med Tyskland.

Finske jødiske soldater foran en "teltsynagoge", Anden Verdenskrig
Axis History Forum

Danmark
Det jødiske befolkningstal i Danmark lå i 1917 på omkring 6.000, hvoraf fattige ”østjøder” udgjorde halvdelen. Den russiske zars pogromer havde sendt dem på flugt, og nogle tusinde slog sig ned i København, mens flertallet drog videre til USA.
Det var en fremmedartet verden, der bankede på i kongens København, og mødet mellem hovedstadens jødiske samfund og de fattige østjøder var ikke uden gnidninger.
Problemer var der, men fremtiden blev en anden.
Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev jøder tvunget ud af Tyskland, og en del søgte asyl i Danmark. Det var svært at komme ind, og begrundelsen for at holde folk ude hed nu økonomisk krise og massearbejdsløshed. De fleste flygtninge blev derfor ”hjulpet” videre til andre lande. Verdenskrigens udbrud i september 1939 betød, at omkring 1700 jødiske flygtninge strandede i Danmark. Manges mål var Palæstina, men nu var der lukket.
Da Danmark blev besat den 9. april 1940, syntes alle muligheder for udrejse udtømt, alt imens det politiske Danmark stod overfor helt nye udfordringer. Trods pres fra den tyske besættelsesmagt holdt de ansvarlige politikere fast ved, at der ikke fandtes noget ”jødeproblem” i Danmark, skønt både danske nazister og dele af besættelsesmagten ivrede for det modsatte.
Blev kapitulationen betragtet som forsmædelig og æreløs, og noget der kan bringe sindene i kog den dag i dag, er det ikke urimeligt at hævde, at begivenhederne blev til gunst for det jødiske mindretal. Under alle omstændigheder var der tale om en delikat balanceakt for både regeringen og den tyske besættelsesmagt. Tyskerne havde brug for landbrugseksporten, for industrivarer, for rolige forhold i samfundet, for rekreation, ”flødeskumsfronten”, mens danske politikere søgte at få det bedste ud af situationen. Til alt held havde Danmark ingen nazistisk leder som den norske Vidkun Quisling, hvad tyskerne tog til efterretning.
Da krigslykken vendte i 1943, smittede det af på folkestemningen og gav modstandsbevægelsen vind i sejlene. Det satte den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best under pres, så han indlod sig på et decideret dobbeltspil. For at sikre sin position i Berlin annoncerede han en aktion mod de danske jøder, alt imens han i dyb hemmelighed spændte ben for projektet. Han gav diplomaten Georg Duckwitz et praj om den forestående jødeaktion, og Duckwitz gik videre til sin danske bekendt, socialdemokraten Hans Hedtoft, der slog alarm.
Gode kræfter – og de var gudskelov mange - fik på den måde et forspring, som ikke var muligt uden dobbeltspil fra Best. Skal han takkes for det? Mindst af alt. Med største entusiasme havde han arresteret og deporteret de danske jøder til udslettelse i kz-lejrene, men situationen var ikke til det. Best røbede i telegrammer til Berlin, at han var stærkt betænkelig ved aktionen. Den kunne udløse generalstrejke, uroligheder, sammenbrud af landbrugseksporten, kongen ville muligvis abdicere osv., derfor valgte han at gøre, som han gjorde.
Det vidste kun enkelte dengang, så redningen af de danske jøder var vitterlig en bedrift, nogle siger mirakel, og anfægtede sjæle vil kalde det en tiltrængt æresoprejsning på baggrund af den æreløse samarbejdspolitik, men igen: netop den politik er en sammensat affære. Det store flertal, 7-8.000, slap over sundet til det frelsende Sverige. Dog omkom der 44 personer under flugten. 472 jøder blev ført til koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkoslovakiet. De danske myndigheder fik udvirket, at man fra Danmark kunne sende først tøj og siden madvarer til fangerne, hvorved antallet der døde af sult og sygdomme i Theresienstadt blev begrænset til 53. I april 1945 blev de overlevende hentet af Røde Kors og ført til Sverige i De Hvide Busser.  
Efter befrielsen den 4. maj kunne alle vende hjem efter forud lagte planer. Over en tredjedel kom hjem til egne boliger, men adskillige hundreders var blevet lejet ud, og møblerne var enten  opmagasineret af Københavns Socialtjeneste eller stjålet. Over halvdelen havde ingen bolig overhovedet og måtte bo hos venner og familie, i pensionater og lejede værelser. Omkring 1400 boede i ”forlægninger”, fx Øregårds Gymnasium og feriekolonier, nogle i flere år. ”Kontoret for særlige anliggender” sørgede for hjælp til hjemvendte danske og statsløse jøder, og for en vis erstatning til alle, der havde mistet ejendele, boliger, værksteder og butikker, så de kunne starte på et nyt liv.

Sverige 
Det var ikke kun de danske jøder, der fandt et fristed i det neutrale Sverige. Over 20.000 andre søgte ligeledes tilflugt hinsidan, de fleste modstandsfolk og pårørende, civile og militære mellem hinanden, folk som Gestapo havde i kikkerten, men også danskere mistænkt for stikkeri. Fængsles kunne de ikke, så de blev sendt til Sverige. Den svenske hjælpsomhed må ses som en gestus blandt broderfolk tilsat en god portion politisk samdrægtighed – begge nationer havde stærke socialdemokratiske ledere – og ikke mindst stærk svensk integritet i den storpolitiske balancegang.
Trods restriktioner og mindsket bevægelsesfrihed, hvor mange var indkvarteret i pensionater, feriehjem o.l., havde danske jøder god mulighed for at organisere sig og give hverdagen indhold. Børn kom i skole, de unge i gymnasiet, et livligt foreningsliv udfoldede sig, mens frygten lurede, og angsten for de deporteredes skæbne pinte. Den lod sig ikke skjule, og selvom krigslykken vendte, så var morgendagen ukendt. Ville den relative harmoni vare ved?
Den svenske overklasse var traditionelt protysk, ikke sjældent antisemitisk, og både jødehadet og racismen florerede i 1920erne og 30erne. Men ikke desto mindre lykkedes det, trods voldsomme protester fra forretningskredse og akademikere og en heftig pressepolemik, omkring 6.000 tyske jøder at komme til Sverige i denne periode. De fleste forlod dog landet, inden krigen brød ud. Til ubehagelighederne hørte, at folkelige protester fik den svenske regering til at kræve, at Tyskland skulle stemple de tyske jøders pas med et stort J, så de let kunne afvises ved den svenske grænse.
Som en del af balancegangen som neutralt land plejede Sverige sine interesser med alle krigsførende parter. Man opretholdt tætte finansielle forbindelser til Nazi-Tyskland foruden en stor eksport. Denne protyske holdning blev dog stærkt modereret, ikke mindst under indtryk af knap 1.000 norske jøders flugt fra deportation sent i 1942 og de danske jøders flugt i oktober 1943.
I krigens sidste uger bragte Røde Kors-Bernadotte-missionen næsten 21.000 norske og danske koncentrationslejrfanger, bl.a. fra Theresienstadt, samt ca. 3.500 andre jøder, til Sverige. Efter krigens ophør kom yderligere 10.000 fanger til landet.
De fleste danske og mere end halvdelen af de norske jøder vendte tilbage til deres hjemlande, men omkring halvdelen af de reddede europæiske jøder blev i Sverige. Den jødiske befolkning steg således fra ca. 8.000 i 1940 til 13.000 i 1950. 

Norge 
I årene før den tyske besættelse af Norge den 9. april 1940 forsøgte jødiske flygtninge at komme ind i landet, og ved besættelsens udbrud boede der omkring 1.800 jøder i Norge, hvoraf 3-400 var flygtninge.
I 1930erne oplevede man en ret udbredt antisemitisme, der blev kædet sammen med de vanskelige økonomiske forhold og arbejdsløshed, men også begrundet i frygten for, at en ikke-kristen gruppering ville have svært ved at blive optaget i det norske samfund.
Den nazistiske propaganda udfoldede sig ret uhæmmet, ikke mindst fra politisk hold, hvor partiet Nasjonal Samling førte sig aggressivt frem under ledelse af nazisten Vidkun Quisling. I den forstand var der både politisk og ideologisk belæg for de antijødiske forholdsregler før 2. Verdenskrig.
Norge og Danmark blev besat samme dag, men til forskel fra Danmark kæmpede Norge imod invasionen og overgav sig først efter to måneders kamp. Norge havde terræn og geografisk størrelse til at udkæmpe et tilbagetrækningsslag – den mulighed var Danmark afskåret fra – men det betød så også, at kortene var givet på helt forskellig vis.
Kongen og regeringen flygtede til England og oprettede en eksilregering i London, mens Quisling dannede en protysk regering i Oslo. En sådan situation med to regeringer skabte naturligvis dyb splittelse i den norske befolkning. På den anden side betød det også en øjeblikkelig afklaring af forholdene, så modstandskampen i Norge begyndte bogstavelig talt på krigens første dag. En konfrontation der gik hårdt ud over befolkningen og gjorde det jødiske mindretal til decideret skydeskive.
Allerede i maj 1940 blev alle radioer tilhørende jøder konfiskeret, og de norske myndigheder blev tvunget til at udarbejde detaljerede lister over medlemmerne af de jødiske menigheder og andre jødiske foreninger og klubber. Tyske myndigheder indsamlede yderligere lister over jødiske forretninger, firmaer, værdipapirer og smykker, og i oktober fik jøder forbud mod at udøve akademiske og andre professioner. Senere blev der stemplet et stort J i deres pas.
Forfølgelser og fængslinger begyndte allerede i efteråret 1940, og der kom flere til det følgende år. I løbet af oktober og november 1942 blev 760 jøder pågrebet og ført til Auschwitz – kun 25 af dem overlevede. 930 jøder flygtede til Sverige, og nogle få overlevede skjult i Norge. Al jødisk ejendom blev konfiskeret til fordel for den norske stat, inklusive alt der tilhørte menighederne.
Efter krigen vendte kun enkelte af de jødiske flygtninge i Sverige hjem til Norge. Den norske regering tilbød at give opholdstilladelse til ca. 1.000 jødiske ”displaced persons” fra lejrene i Europa, men kun omkring 400 tog imod tilbuddet. De økonomiske og praktiske forhold i Norge efter krigen var meget vanskelige for alle indbyggere, ikke mindst for jøderne, som havde mistet alt, mange af dem også deres familier. Landet var fattigt, og der var kun få eller ingen erstatninger. Langsomt blev menighederne dog genopbygget, og midt i 1950erne var der omkring 1.000 jøder i Norge.
Først i 1999, efter fire års intens efterforskning og voldsom politisk debat, lykkedes det at få den norske stat til at yde erstatning for en lille del af den konfiskerede jødiske ejendom både til enkeltpersoner og til de to menigheder.

Finland
Historien om Finlands jøder er en hel historie for sig. På papiret fik jøder overhovedet ikke lov til at bosætte sig i Finland, hverken da landet var en svensk provins, eller da det var et storhertugdømme inden for det russiske imperium. Alligevel boede der i 1918 omkring 1400 jøder, der samme år fik tildelt fulde borgerrettigheder i den nu uafhængige finske republik.
Det finske samfund oplevede 1920erne og 30erne en ret så markant antisemitisme fra højrenationale kredse, uden at disse strømninger dog vandt større udbredelse. I den unge republik led alle minoriteter til en vis grad under fordomme og fremmedhad. Det var en ung nation, der søgte at rejse sig efter en forfærdende borgerkrig, og de færreste blev skånet.
I årene 1939-1944 udkæmpede Finland to krige med Sovjetunionen. Under Vinterkrigen i 1939-40 holdt Tyskland sig udenfor på grund af Molotov-Ribbentrop pagten, men da den anden, såkaldte Fortsættelseskrig, brød ud i sommeren 1941, gik Finland og Tyskland sammen mod Sovjet. Rent juridisk var Finland dog aldrig allieret med Tyskland, og i slutningen af krigen, i vinteren 1944-45, fordrev den finske hær de tyske tropper fra Lapland.
Den tvungne finske militærtjeneste gav ingen ideologiske problemer under den første krig, og under Fortsættelseskrigen var der både tyske Wehrmacht og Waffen-SS tropper i landet. Alligevel blev jødernes status ikke ændret, og de gjorde tjeneste i den finske hær sammen med alle andre finner. Den jødiske befolkning blev ikke reddet som følge af en ”forglemmelse” blandt nazisterne. Tværtimod. Som resultat af intense diplomatiske forhandlinger mellem Berlin og Helsingfors i foråret 1943 blev nogle få jødiske borgere, som levede i tyskbesatte lande, returneret til Finland.
Det var den offentlige finske holdning, at landet ikke havde noget ”jødeproblem”. Gentagne budskaber af denne art advarede tyskerne mod at ødelægge relationerne med deres nyttige kampbrødre i en ubetydelig sag af så lille fordel til dem selv.
Jødeforfølgelserne i 1930erne bragte også flygtninge til Finland, som modvilligt tog imod. I alt ankom ca. 500, og omkring 350 af dem var rejst videre inden sommeren 1941. De resterende 150 blev anbragt i to landsbyer, men 43 blev sendt til arbejdslejre. Ca. 110 af dem fik statsborgerskab i 1943-44. ”Uønskede flygtninge” blev deporteret af det finske statspoliti til tyskbesatte områder, og omkring 30 af dem blev dræbt i kz-lejre. Blandt de russiske krigsfanger var der omkring 500 jøder, som i efteråret 1942 blev anbragt i to lejre, der fik særlige forsyninger af de jødiske menigheder i Finland og Stockholm.
Der var ingen tilfælde af tyske soldater, der afviste at samarbejde med finske jødiske officerer. Nogle jødiske officerer fik endog tildelt tyske udmærkelser – men afslog. Dette komplekse forhold blev først et problem efter krigen, da omfanget af Holocaust blev afsløret. Især fordi de norske jøder, som led mest under den nazistiske besættelse, kritiserede de finske jøders holdning.
Billedet øverst er et unikt foto fra Finland af et telt, senere forstærket med krydsfiner, med jernkomfur og skorsten - og en række soldater poserende foran. Det er en felt-synagoge, "Scholka’s Shul", der er lavet til de jødiske soldater ved fronten i det østlige Karelen. En feltsynagoge med Torarulle var uden tvivl meget usædvanligt i en hær, der kæmpede på tysk side under krigen.

Gå på opdagelse i arkivet