Rødder i en rodløs tid

Hvor kommer jøderne fra? Indtil første halvdel af det 19. århundrede var svaret enkelt, men så begyndte videnskabsfolk at undre sig og stille spørgsmål, og så blev det hele pludselig mere kompliceret. I en ny bog med titlen ”The Origin of the Jews: The Quest for Roots in a Rootless Age” forsøger professor Steven Weitzman sig med nye svar. 

Eckersberg, Moses lader Det Røde Hav træde tilbage
Statens Museum for Kunst

Hvor kommer jøderne fra? Og hvornår blev jødedom en religion? Der var engang, hvor alle havde et enkelt svar på de spørgsmål: Det jødiske folk vandrede direkte ud af Det Gamle Testamente og ind i verdenshistorien.
Detaljerne kunne diskuteres, men det hele begyndte med, at Gud valgte et folk, befriede dem fra slaveri i Egypten og førte dem til det forjættede land, hvorfra de spredte sig over hele jorden og tog deres religion med sig.
Der herskede med andre ord en sjælden overensstemmelse mellem jøders egen selvforståelse og resten af verdens opfattelse af deres oprindelse.
For videnskaben ændrede det billede sig endegyldigt i første halvdel af det 19. århundrede, da forskere og lingvister opdagede, at Biblens historieskrivning var mangelfuld, upålidelig og ikke helt så enestående, som nogen kunne ønske sig: Israels børn så ud til at have haft en fortid i Mesopotamien.
Samtidig begyndte religionshistorikere og sociologer at stille spørgsmålstegn ved muligheden for overhovedet at lokalisere kulturer og religioners ”oprindelse” geografisk og kronologisk. Hvis kultur er dynamisk, hvordan kan man så definere præcist, hvor og hvornår den opstår?

Freud, Darwin eller Kong David?
I en ny bog „The Origin of the Jews: The Quest for Roots in a Rootless Age“ (Jødernes oprindelse: Jagten efter rødder i en rodløs tid) stiller Steven Weitzman spørgsmålene påny. Forfatteren, der er professor i semitisk sprog og litteratur på University of Pennsylvania, gennemgår en lang række teorier og forklaringer, både antikke og moderne, og dækker alt fra arkæologi over psykoanalyse til slægtsforskning.
Han konkluderer, muligvis til nogen skuffelse for læseren, at ikke et eneste af de mange forskellige forslag til forklaring på jødernes oprindelse er overbevisende. Beviserne er ringe, metoderne er uholdbare, og ikke mindst er forskningen typisk drevet af forudindtagelser, der producerer unuancerede resultater og af og til rendyrket propaganda.
Bogen begynder med Biblens egne stamtavler og ender med genteknologi og de meget omtalte studier af ”præste-genet,” de undersøgelser, der forsøger at påvise, at kohanitterne, dvs. de mandlige medlemmer af præsteslægten, der ifølge traditionen alle er efterkommere af den bibelske Aron, bærer samme gen, den såkaldte ”Cohen modal haplotype.” Dette gen forekommer også meget hyppigt blandt kohanitter – men det beviser ikke så meget, for genet forekommer også hyppigt blandt andre ikke-jødiske grupper.
Genetik er et relativt nyt fag, men det virker ikke sandsynligt, at det nogensinde vil lykkes at isolere et jødisk gen.
Undervejs i jagten på jødernes oprindelse når Weitzman også forbi krypto-jøder i New Mexico, Sigmund Freud og monoteismen, khazarerne og teorien om konvertering, teologer på udkig efter Darwin, slægtsforskere med tråde til Kong David og arkæologer med Biblen i den ene hånd og skovlen i den anden.

Babylon eller Egypten?
”The Origins of the Jews” vil mange ting på én gang: Bogen vil undersøge de forskellige teorier om jødernes oprindelse og samtidig forstå, hvor teorierne og deres fortalere har hentet deres inspiration.
Bogen vil også diskutere, hvorfor det er så vigtig for nogen overhovedet at finde oprindelsen, begyndelsen, originalen. Og lidt perifert er bogen også nysgerrig efter, om det kan lykkes - om der overhovedet er en farbar vej til at søge og måske finde jødernes oprindelse.
Bogen gør det svært for sig selv ved at blande to spørgsmål sammen, der ofte holdes adskilt: Det jødiske folks historie og jødedommens historie. Nogle kapitler fortaber sig for eksempel i diskussioner om, hvorvidt jødedom som religion blev til umiddelbart efter det babylonske eksil i 5oo-tallet før vor tidsregning (hvor centrale bibeltekster opstod) eller måske først i den hellenistiske periode flere århundreder senere (hvorfra de tidligste fund af bederemme og ritualbade stammer).
Men den diskussion er helt irrelevant, hvis man vil studere det jødiske folks begyndelse, som entydigt bevidnes af uafhængige kilder meget tidligere, måske helt tilbage til en egyptisk stele fra 1200 før vor tidsregning.
Weitzman er både meget kritisk og selvkritisk og gør klart rede for det problematiske ved overhovedet at tage emnet op. Spørgsmålet om et folks rødder er aldrig uskyldigt og glider alt for nemt over i chauvinisme, rendyrket racisme og magtpolitik. Selv metaforer er ikke harmløse; når vi taler om ”rødder” eller stamtræer låner vi ord fra botanikken, som overført til mennesker får os til at tænke i billeder, der ikke nødvendigvis passer på virkeligheden. En enkelt rod eller stamme, hvorfra forgreninger breder sig ud og opad i en hierarkisk form er ikke den bedste model til at tænke folk og kultur i.
Hvis man kan lære noget af de mislykkede forsøg på at finde jødernes oprindelse, så er det måske, at vi ikke skal lede efter en, men efter mange begyndelser. ”The Origin of the Jews,” fristes man til at sige, er et godt sted at begynde.

Gå på opdagelse i arkivet