Professoren der udforsker skammens mekanismer

Yom Kippur er helligdagen, hvor jøder soner deres skyld og beder om tilgivelse. Men hvad er skyld og skam egentlig, videnskabeligt set? I Danmark har vi en international kapacitet i disse spørgsmål, nemlig professor i filosofi ved Københavns Universitet, Dan Zahavi. Her forklarer han, hvorfor vi skammer os – og hvorfor skammen kan være et opbyggeligt wake-up-call.

Dan Zahavi, Københavns Universitet
Professor Dan Zahavi. Foto: Lars Hauschildt

Hånden på hjertet: Har du været den person, du gerne vil være i år - eller er der nogle, du skammer dig overfor? Nogle du burde sige undskyld til? Disse spørgsmål stiller jøder verden over sig selv i disse dage. Perioden imellem Rosh Hashanah, det jødiske nytår og Yom Kippur, forsoningsdagen, som vi befinder os i netop nu – dedikeres nemlig traditionelt til selvransagelse i jødiske kredse.
Forestillinger om skyld og skam er dybt indlejret i jødisk tænkning. Det samme er imidlertid ideen om, at disse følelser også rummer noget opbyggeligt, og at man derfor bør omfavne dem og lære af dem for at komme videre. Baggrunden for dét er langt hen ad vejen bibelsk: I Genesis læser vi om Adam og Eva, der skammer sig sådan over, at de har spist af Kundskabens Træ, at de gemmer sig for Gud. De bliver naturligvis opdaget - det er trods alt Vorherre vi taler om - og smidt ud ad Edens Have. Moralen jøder har taget til sig er: Skjul ikke din skam, for Gud ser alt alligevel! Det mente i hvert fald den amerikanske rabbiner Chaim Seidler-Feller i 2015, da han blev bedt om at forklare det jødiske behov for at se indad til mediet Jewish Journal.
Skam er en helt almindelig følelse, som de fleste af os oplever med mellemrum, i større eller mindre grad. Men hvad dækker den egentlig over, og kan vi virkelig bruge den til noget? Jeg er taget ud på Københavns Universitet for at spørge Dan Zahavi, der er professor i filosofi og leder af Center for Subjektivitetsstudier.
Inden jeg træder ind ad døren til professorens kontor, føler jeg mig egentlig rimelig sikker på, at jeg ved, hvad skam er. Den vildfarelse bliver jeg dog hurtigt bragt ud af. Det viser sig nemlig, at der er mange nuancer af følelsen, ligesom der er beslægtede følelser, der kan minde om skam, men faktisk ikke er det. Imidlertid er det ved at se på netop disse beslægtede følelser, at vi bedst forstår, hvad skam er, forklarer Dan Zahavi. 
Han beder mig forestille mig to scenarier: I det ene skal jeg mødes med nogen på en banegård. Jeg ser vedkommende stå et stykke fra mig og omfavner ham – hvor efter han vender sig, og jeg ser, at det er en fremmed. Klip til scenarie nummer to: Nu er jeg på besøg hos en veninde, der pludselig skal et ærinde i byen. Jeg ser, at hendes dagbog ligger fremme, og falder for fristelsen til at læse i den, men bliver taget på fersk gerning. Følelserne i de to scenarier er beslægtede, forklarer han, men kun i det sidste eksempel vil der være tale om skam. 

Skam afslører dig
”I den første situation ville du nok føle dig forlegen. Det ville være ubehageligt, men følelsen af ubehag ville aftage, når du havde forladt stedet, og bagefter ville du formentlig kunne se humoristisk på det. Dette ville ikke være tilfældet i situation nummer to. Her ville du føle, at du havde forbrudt dig mod jeres venskab, og at det, at du havde gjort det, sagde noget grundlæggende om, hvem du var som menneske”, forklarer Dan Zahavi.
Skam er en følelse af at have fået afsløret en iboende svaghed eller fundamental karakterbrist i én selv – og den behøver ikke engang skyldes noget, man har gjort, forklarer Dan Zahavi. Man kan jo f.eks. sagtens skamme sig over at være tyk, have fregner eller på anden vis bryde ufrivilligt med vedtagne sociale normer. Dermed adskiller skam sig også fra skyld, der altid er knyttet til vores handlinger. Netop fordi skyld opstår på baggrund af vores handlinger, kan vi handle os ud af følelsen igen, forklarer Dan Zahavi. Dén mulighed har vi ikke med skam.
Skam handler mere om, hvem vi er, end hvad vi har gjort, og derfor kan vi ikke beskytte os mod den ved at isolere den og fokusere på alle vores andre positive – og måske forsonende – karaktertræk: ”Skam overvælder hele vores person og kan virke så lammende, at vi bare får lyst til at forsvinde helt væk fra andres kritiske blikke”, fortæller Dan Zahavi og tilføjer: ”Det er jo også derfor, vi bruger udtryk som at ”synke i jorden” af skam...”

Men hvis skam bare overvælder og lammer os, kan vi så overhovedet bruge den til noget?
”Det er vigtigt at være klar over, at der er forskellige slags skam, og at nogle typer kan være konstruktive. Nogle slags skam kan fungere som en slags wake-up call, der kan få os til at genoverveje den måde, vi lever på. Det er ikke sikkert, at de lige i situationen får os til at reagere socialt eller gøre noget godt for andre, men på længere sigt kan disse typer skam være opbyggelige for vores moral”, fortæller Dan Zahavi.

Du har tidligere citeret den tyske filosof og fænomenolog Max Scheler for at sige, at skam ”vidner om tilstedeværelsen af selvrespekt”...
”Netop! Hvis skam kun var negativt, så ville ordet ”skamløs” jo ikke have en negativ betydning. Der er jo en grund til, at vi ikke opfatter skamløshed som en dyd, men snarere som en karakterbrist. Hvis du forbryder dig imod noget, du sætter pris på, så er det jo netop, fordi du har et ønske om at leve op til nogle bestemte værdier. Hvis du derimod har opgivet alle moralske rettesnore, så vil du formentlig heller ikke længere føle skam.”

Giftig skam
Dan Zahavi medgiver dog, at der også findes former for skam, der slet ikke gør noget godt for os. Som i overhovedet ikke. Til de former hører f.eks. det, man kalder ”giftig skam” - toxic shame, fortæller han. Et eksempel herpå kan være børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, eller hvis forældre har svigtet dem på en meget fundamental måde. Han uddyber: ”I de tilfælde er skammen blevet så internaliseret, at den ikke længere er begrænset til kortere episoder. Den bliver til en slags atmosfære, der lægger sig over alt, hvad børnene foretager sig og så at sige ”forgifter” deres liv.”
Barndommen er faktisk dét, Dan Zahavi kalder ur-scenen for al skam. Barnet kan kun føle skam i en direkte relation til en anden. Det er først som voksne – på baggrund af barndommens erfaringer med konkrete udtryk for foragt eller afvisninger – at vi udvikler evnen til at internalisere andres position overfor os selv. Således opstår altså denne her dobbelte tilstand, hvor vi på én gang ser os selv med vores eget blik og dømmer os selv med andres, fortæller han og uddyber: ”Små børn sidder jo ikke i udgangspunktet og vurderer deres handlinger i forhold til bestemte etiske normer, sådan som voksne gør.”
Det har Dan Zahavi naturligvis ret i, men det var ikke desto mindre netop, hvad vi gjorde på den alternative privatskole, hvor denne skribent gik i første og anden klasse i starten af halvfemserne. Her blev de elever, der havde gjort noget forkert, peget ud i alles påsyn på et ugentlige gruppemøde, og så kunne man ligesom sidde dér og tygge på, hvor dårligt et menneske man var. Den moralske fordømmelse med publikum sidder stadig i mig, men er et publikum egentlig nødvendigt, for at vi kan føle skam? Eller kan man ligeså vel skamme sig alene? Jeg spørger professoren:
”Andre mennesker har en central betydning for vores oplevelse af skam – og de behøver ikke engang at være fysisk tilstede. Det er nok, at de til stede i vores fantasi. Eller at de er til stede indirekte, måske i den forstand at de har spillet en rolle for de værdier og normer, vi måler os selv ud fra”, svarer han. Dog understreger han, at tilstedeværelsen af andre ikke er en forudsætning for at vi kan skamme os: ”Man kan jo også føle skam retrospektivt – hvis man f. eks. sidder alene en aften, og det pludselig går op for en, at man tidligere på dagen har handlet meget hensynsløst”, forklarer Dan Zahavi.

Skam behøver vidner
Forskning viser dog, at intensiteten af skamfølelse stiger, når vi forestiller os, at der direkte eller indirekte er vidner til en situation, vi oplever som skamfuld. I et studie fra 2002 blev et antal forsøgspersoner stillet overfor tre hypotetiske scenarier. I det første scenarie var der ingen vidner til situationen; i det andet scenarie blev forsøgspersonen gjort opmærksom på nogle personer, som ville have fordømt situationen, og i det sidste scenario blev den skamfulde situation direkte bevidnet af andre. Undersøgelsen viste, at skamfølelsen blev gradvist intensiveret i de tre scenarier.

Altså: Andre mennesker er centrale for følelsen af skam - men det har vel også en betydning, hvilke mennesker der er tale om? Vi skammer os jo typisk mere overfor nogle end andre?
”Ja. Og det skyldes, at skam er tæt forbundet med respekt og anerkendelse. Aristoteles har sagt noget i retningen af, at vi ikke føler skam overfor dem, vi ikke selv respekterer. Tænk over det: Hvem er det, vi ønsker anerkendelse fra, og hvis foragt vi frygter? Det er dem, vi selv anerkender. Dem vi ikke selv anerkender - deres anerkendelse betyder som regel ikke så meget for os. Der er en vis dialektik i det”.

Som du tidligere har forklaret, kan skam føles, som om den aldrig vil høre op, men i de fleste tilfælde kommer vi os jo alligevel over den på et tidspunkt. Hvad skal der til, for at vi kan det?
”Der er mange mekanismer involveret. Karakteren af ens personlighed spiller en rolle. Nogle kommer fri ved at rette skammen udad og blive aggressive. På den måde kan de fralægge sig ansvaret og vedtage, at det må være de andre, den er gal med. En anden udvej kan være at opsøge den respekt og anerkendelse hos andre, som skammen er opstået i fravær af. Ad den vej kan man så blive robust nok til at komme videre”, fortæller Dan Zahavi.
Interviewet er ved at være slut, og det slår mig, at ordet skam egentlig altid har klinget lidt old school i mine ører. Associationer til gammeldags æresbegreber, konservative samfund og social kontrol presser sig på. Men samtidig er det jo tydeligt, at skam i den grad spiller en rolle for moderne liv i en moderne verden. Den norske tv-serie Skam blev en global succes, og de sociale mediers tidsalder har medført en renæssance for offentlig udskamning – såkaldt public shaming. På internettet kan kendskabet til vores individuelle fejl og mangler rejse jorden rundt på få sekunder og skabe store problemer i vores liv, nogle gange før vi overhovedet selv når at opdage det. Jeg spørger Dan Zahavi, hvor meget skammen egentlig har ændret sig historisk – og hvilken rolle kulturforskelle spiller, for den måde vi opfatter den på?
”Der er klart både historiske og kulturelle forskelle. F.eks. er der jo stor forskel på, hvad der er skamfuldt i Japan sammenlignet med i Danmark, og i takt med at normer og skikke ændrer sig, ændres også opfattelsen af skam. For 500 år siden følte de kongelige ikke nogen skam over at blive set nøgne af deres tjenestefolk. Det var helt normalt, fordi tjenestefolkene jo hjalp dem med at tage tøj på. Det ville man nok ikke tage helt så afslappet i dag”, svarer Dan Zahavi og smiler. ”Normer og værdier kan være forskellige, men skam vil til alle tider - og på alle steder - være knyttet til tab af selvrespekt og manglende anerkendelse”, tilføjer han.

Gå på opdagelse i arkivet