Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr. 18, marts 2010 — Af Peter Nejsum

Opgøret med den førstefødte

I det bibelske univers spiller det en enorm rolle at være den førstefødte dreng.

Foto af to drenge, måske brødre

Der er noget særligt ved det første barn. Det er det barn, der bærer forvandlingen fra par til børnefamilie, det er den alles beundrende – og bekymrede – øjne hviler på i alle døgnets timer, og det er det mest fotograferede og gennemdokumenterede. Man lægger hårdt ud med den største scrapbog, man kan opdrive, og noterer stolt alt ned, første smil, første tand, første skridt, første skoledag, alt er først og derfor meget interessant. Det er desværre heller ikke altid, at ambitionerne holder til de næste børn. Scrapbøgerne bliver ofte tyndere og tyndere efterhånden, som børneflokken vokser.

Det præger naturligvis et barn, og mange mener ligefrem, at placeringen i søskendeflokken er afgørende for, hvem man er. Det er de førstefødte, der skal opfylde forældrenes mere eller mindre udtalte forventninger, men det også er dem, der skal gå forrest i opgøret med forældrene. Det er dem, der skal klare sig bedst, føre ordet, tage ansvar. På de ældste bliver der hæftet ord som perfektionistisk, ansvarsfuld, anerkendelseshungrende, og de har ikke sjældent en høvding i maven.

FORSKELSBEHANDLING AF SØSKENDE

I det bibelske univers spiller det en enorm rolle at være den førstefødte dreng. Denne havde fx iflg. 5. Mosebog ret til dobbelt arveret i forhold til sine brødre. Her hos os er det også kun et par generationer siden, at der kun var råd til, at den ældste fik en uddannelse.

I mange kulturer finder man forestillingen om, at der noget særligt kraftfuldt ved den førstefødte af hankøn. – det gælder både dyr og mennesker. Det skyldes formodentlig forestillinger om, at den første ”kopi” har mest af det fædrene ophav i sig, eller at den kraftudladning, som tilblivelsen af et nyt individ er, på en eller anden måde går fra den mængde kraft, der er tilbage – en forestilling man som moderne, udmattede førstegangsforældre nok kan nikke genkendende til!

Når det i Bibelen er foreskrevet, at man skal ofre det førstefødte lam, eller hvad det kan være, beror det på, at man skylder Gud det allerbedste. Og det er derfor, drabet på de førstefødte er det ondeste, man kan finde på, og derfor også, at de plager, Gud sendte over ægypterne for at gøre Farao mør, kulminerede som de gjorde.

OFRINGEN AF DEN FØRSTEFØDTE

Den sidste aften i Ægypten, hvor Israelitterne forventningsfulde krøb sammen indenfor, mens dødens engel gik igennem gader og stræder og ind i alle de huse, der ikke havde blod på dørstolpen, var det de førstefødte det gik ud over, lige fra den førstefødte af den mest forarmede til Farao selv. Ja, ikke engang de førstefødte blandt kvæget gik fri, hvad der imidlertid må have været en ganske overkommelig opgave, da alt kvæg allerede var blevet dræbt af kvægpest nogle få plager forinden.

Men selvom døden går forbi israelitternes dør, så går det ikke forbi de førstefødte blandt jøderne: Ligeså snart de er taget af sted ud i friheden, og Gud har fortalt Moses og Aron, hvordan man skal fejre Pesach med usyrede brød og det hele, forlanger Gud, at israelitterne skal ofre deres førstefødte til Herren – det gælder både dyr og mennesker. En bizar parallel til den historie, der just er gået forud. Man skal ofre den førstefødte til Herren - sønner skal dog frikøbes med et andet offerdyr (for æsler er det valgfrit!). Men tanken er klar: Alt det førstefødte skylder man Gud – også det førstefødte barn.

Den førstefødte kan så vælge at se det som et mægtigt privilegium samtidig med, at der er sat et vist niveau for det forventningspres, man er udleveret til. Der antydes også en tvetydighed i synet på de førstefødte og alt, hvad de repræsenterer: Man anerkender at de er noget helt særligt – men man vil også gerne af med dem!

BIBELENS ANDET SPOR

Denne tvetydighed udgør et andet spor gennem Bibelen. Det sker ikke mindst i et par markante fortællinger om brødre, hvor der rokkes ved den førstefødtes særstatus: Kain og Abel, Jakob og Esau.

Kain ender med at slå sin lillebror ihjel. Han bliver så forbitret over, at Gud ikke vil kendes ved hans offer, men godt vil tage imod Abels.

Vi hører ikke meget andet om de to, men noget kan man alligevel sige. Kain dyrker jorden, hans navn betyder ”smed”, han er ildens herre, et symbol på teknikkens kræfter, på bykultur og civilisation. Abel er bare en ussel fårehyrde. Abels navn betyder noget skrøbeligt, svagt, et vindpust. Med al den førstefødtes selvbevidsthed kan Kain ikke tåle, at Gud ”ser til Abel” og handler til fordel for ham, på trods af den status, der ligger i at være den førstefødte. Gud tager parti for den svage, forfordelte, og det er ikke sidste gang. Kain dømmes til gengæld fredløs for sin ugerning. Som en smuk krølle på historien sætter Gud et mærke på Kain, der nu er blevet den lille, så ingen kan slå ham ihjel, sådan som han egentlig havde fortjent. Gud forlader ham ikke.

JAKOB SNYDER

Også i historien om Jakob og Esau spiller førstefødselsretten en central rolle. Jakob er en mærkelig helt. Han kommer til verden som tvilling, og allerede mens de to brødre er i deres mors mave, slås de. De er meget forskellige, Esau er rød og lodden, Jakob er glat og mørkhåret. Esau er jæger og farter rundt og nedlægger dyr, Jakob bor i telt ”som et ordentligt menneske”, som der står, og passer dyreflokkene derhjemme. Men hvad vigtigere er: Deres far, Isak, gør skamløst forskel på dem og elsker Esau, den førstefødte, højest.

En dag Esau kommer udmattet og sulten hjem fra jagt, har Jakob netop lavet en ret røde linser, og Esau slikker sig om munden og siger: ”Giv mig noget at spise!” ”Du kan få min linseret, hvis du giver mig din førstefødselsret”, siger Jakob. ”Hvad skal jeg med min førstefødselsret, hvis jeg dør af sult?” siger Esau, og så bytter de.

Men ikke nok med, at Jakob snyder sin bror, han må også bedrage sin gamle, blinde far for at kunne få den velsignelse, der rettelig tilkommer Esau, den førstefødte. Jakob giver sig ud for at være Esau, han gør stemmen dybere og tager gedeskind på armene, så han virker ligeså lodden som sin bror, og det lykkes ham at narre den gamle.

Jakob må flygte over stok og sten, for da Esau opdager, at han er blevet snydt for det, der var hans, bliver han så rasende, at han sværger at slå Jakob ihjel. Man forstår ham sådan set godt.

Hvad gør Gud? Griber han ind og sætter Jakob på plads? Nej, for at det ikke skal være løgn, er det første, der sker for Jakob, at Gud velsigner ham, lover ham et land, en slægt, og altid at være med ham!  Og ganske vist skal han stadig gå meget igennem og må af og til slås for sin velsignelse, men Gud opfylder alle sine flotte løfter til ham. Selv Esaus tilgivelse vinder han til sidst.

PARTI FOR DEN FORFORDELTE

Hvor opbyggeligt er det lige? Ikke ret meget, hvis det ikke var, fordi det er endnu et eksempel på, at Bibelens Gud har en hang til at vende op og ned på vores menneskelige begreber om status og særlig fortrinsret. Selv en så indgroet forestilling som den førstefødtes særstilling går han op imod, hvis det passer ham, og tager parti for den, der står i skyggen. Han udvælger efter andre kriterier og vælger det fejlbarlige og ufuldkomne.

Jakob lærer ikke engang noget som helst af historien, men forskelsbehandler groft sine egne børn, men det er en helt anden historie.

At Bibelen leverer religiøse begrundelser for at sætte den førstefødte op på en piedestal er i og for sig ikke overraskende. Sådan har religioner til alle tider forsøgt at begrunde de gældende magtforhold med henvisning til de hellige skrifter. Det overraskende er derimod det andet spor, det der tager parti for den forfordelte, og som gør op med uretfærdighed af den slags, som førstefødselsretten er udtryk for.

Det kan de mindre søskende så godte sig over.

 

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce