Hvad er et folk?

I den stadige debat om indvandring, danskhed og globalisering dukker begreberne folk, land, stat og nation op igen og igen, og ofte i én pærevælling. Der tales om ”danskerne og muslimerne”, som om det ene udelukker det andet, og om ”folket og eliten” som to modsætninger.

Men hvad er et folk i det hele taget?

Lego-mennesker

For at indkredse en forståelse af, hvad et folk er, må man skelne mellem tre slags ”folk”: kulturfolket, almuen, og folkemassen.

Kulturfolk opstår overalt, hvor mennesker oplever, at de har et skæbnefællesskab, fælles symboler og en fælles beretning for denne oplevelse. Og hvor gruppen er så stor, at ikke alle kender alle, men netop holdes sammen af symbolerne, den fælles beretning og den fælles oplevelse.

Et kulturfolk er bundet sammen i et større geografisk landområde af sprog, ritualer, historie, symboler, skikke, musik, poesi, klima og oplevelsen af et skæbnefællesskab.

Sociologer taler ofte om religioner som forestillede fællesskaber, men man kan lige så godt kalde kulturfolk og nationer for forestillede fællesskaber. Hvor en religion kan oversættes til andre sprog og forsynes med nye skikke og stadig være den samme religion, er et kulturfolk og dets forestillede fællesskab knyttet til sproget og den fælles beretning; følelsen af fællesskab slutter som regel ved sproggrænsen.

Jøderne var de første, der skabte et selvbevidst kulturfolk, et forestillet fællesskab knyttet til et landområde og båret af fælles sprog, ritualer, mytologi, historie, skikke, poesi, klima etc., som har holdt sammen på folk over store geografiske afstande og gennem hundredvis af år. Som kulturfolk har jøderne 2.500, muligvis 3.000 års selvbevidsthed som forestillet fællesskab.  

Folket og individet

Det er interessant at se, hvordan udviklingen af både det jødiske kulturfolk og meget senere de kulturfolk, der er opstået siden 1800-tallet, at folkets dannelse og selvforståelse som kulturfolk hænger sammen med individets dannelse og med selvbevidstheden som individ.

 Denne udvikling kan ses allerede i den hebraiske bibel, hvor individet træder frem som fænomen samtidig med monoteismen. Samtidig med at polyteismens mange guder med hver deres endimensionelle karakter blev erstattet af én almægtig Gud med mange indre psykologiske og karaktermæssige spændinger, dukkede individet op.

De egyptiske, babyloniske og græske guder var kendetegnet ved at repræsentere én følelse eller egenskab hver. Bibelens Gud føler både vrede, kærlighed, anger, frustration, glæde og meget andet, og han tvivler på sine egne beslutninger. Noget lignende sker med menneskene i bibelhistorierne.

Hvis man betragter de polyteistiske mytologier og Bibelen som ren litteratur, så er Abraham den første hovedperson i litteraturhistorien, som ikke er en hel- eller halvgud. Alle andre store figurer, praktisk taget frem til folkeeventyrene og ridderromanerne i middelalderen og renæssancen, havde overnaturlige evner.    

Ud over at være det første almindelige menneske, som er hovedperson, lever Abraham i samme virkelighed som dem, der fortæller og hører historien. Adam, Eva, Kain, Abel, og Noah er også almindelige mennesker, men de er psykologisk endimensionelle. Abraham har en rig indre verden, en psykologi, som kender både glæde, vildfarelse, smerte, vrede, håb, frygt, ærefrygt, og moralsk ansvar. I én historie sætter han sig op imod Vorherres planer om ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra, i en anden adlyder han Gud blindt, da han bliver bedt om at ofre sin søn, Isak. (En væsentlig, men ofte overset pointe i den historie er, at det er Vorherre, der afbryder ofringen, og at Han ikke længere er på talefod med Abraham efter den affære!)

Abraham er med andre ord en person, som både rummer en individuel indre verden og moralsk dømmekraft og er et normalt menneske. Den hebraiske Bibel er på en og samme gang den fælles beretning, som tillader jøderne et forestillet fællesskab som kulturfolk, og et budskab om individets individualitet og moralske ansvar over for Gud, samfundet og næsten.

Tyskerne, danskerne og individet

Det er som kulturelle væsener og gennem kultivering, at vi dannes som selvbevidste borgere.

I slutningen af 1700-tallet var der ikke noget Tyskland, men en række autoritære, tyske fyrstendømmer med nogle små eliter og en masse almue.

Tyske tænkere som Herder, Goethe, Schiller, Hegel og Fichte var nogle af dem, der følte sig eksistentielt undertrykte i disse gamle strukturer, og drevet af denne frustration skabte de den romantiske litteratur, dvs. poesi og teaterstykker om tyske helte, der valgte friheden og moralen over feudalsamfundets undertrykkelse, og dannelsesromanen om individet, der udvikler sig.

Desuden udviklede de Idealismen, den filosofiske retning, som ser en åndelig udvikling i naturen og menneskeheden som helhed. Fællesnævner for Romantikken og Idealismen er den åndelige udvikling, dvs. hvordan individet og folket dannes. Når disse tænkere talte om Bildung og Erziehung - dannelse og uddannelse - definerede de det som individets moralske og følelsesmæssige udvikling, ikke som tilegnelsen af skolekundskaber.

I Danmark blev bl.a. Grundtvig og Oehlenschläger grebet af Romantikken og fremdigtede det danske kulturfolk med udgangspunkt i dansk natur og gamle heltesagn.

Både i Tyskland fra 1770’erne og i Danmark fra omkring 1800-1820 var tankerne om individets dannelse og folkets dannelse som kulturfolk således tæt knyttet til hinanden. Dog med én væsentlig forskel:  Den tyske idealisme og tyskernes dannelsestanker blev udviklet af filosoffer og teologer, som fravalgte præstegerningen. Deres tanker rettede sig mod samfundets elite; tidens oplyste borgerskab og adel. Der var ingen forsøg på at vække og danne den tyske almue. 

Fra 1840’erne forsøgte den tyske arbejderbevægelse at skabe folkeoplysning for arbejderne, men da Bismarck kom til magten, slog han det ned og erstattede dannelsen med uddannelse og opgradering af folkemassen til arbejdsmarkedet. I 1933 tog pøbelvældet over og kvalte kulturfolket.

Dannelsen af det danske kulturfolk handlede derimod fra begyndelsen om almuens vækkelse. Folkeoplysningen og dannelsestankerne i Danmark fra 1840’erne og fremefter var drevet af præster, lærere og bønder og rettede sig mod almuen. Det var folket, som skulle dannes til et kulturfolk, og individerne skulle udvikle deres egen stemme gennem det levende ord, diskussionen og samtalen.

Her er en interessant parallel til det jødiske: En rabbiner er ikke blot en jødisk præst, rabbineren er lærer og pædagog. Når Jesus er kendt for at fortælle lignelser og stille spørgsmål, er det ikke, fordi han var et særtilfælde: alle kendte rabbinere på den tid underviste gennem historier og samtale. Det var blot en studiemetode, som ikke var udbredt andre steder, før Grundtvig og Chresten Kold opfandt højskolerne.

Det er således ikke helt hen i vejret, når Grundtvig er blevet kaldt danskernes Moses.

Folkemasse

I modsætning til kulturfolket hænger folkemassen ikke sammen, hverken med fortiden, med fremtiden eller med sig selv. Det gør kun kulturfolket. Uden kulturfolket kan der være stater, men der kan ikke være noget forestillet fællesskab.

Hvis vi som kulturfolk ikke dyrker vores kultur og danner os selv, hinanden og de opvoksende generationer som bærere og medskabere af vores kulturarv, mister vi vores rødder, vores historie og muligheden for at se store og små sammenhænge i udviklingen. Vi bliver en folkemasse, der raver rundt efter vores følelsesmæssige forgodtbefindende.  Vi mister evnen til at udtrykke os og skabe vores egen mening, vi kommer til at tænke endimensionelt og mister fællesskabet og muligheden for at udvikle et moralsk kompas.

Som folkemasse risikerer vi at gå i Det tredje Riges fodspor. Et skridt på vejen er formentlig en pøbelelite af åndsforladte, dannelsesløse teknokrater, IT-nørder, økonomer og kommunikationsfolk, som ikke kan udvikle et sammenhængende billede af udviklingen og dermed heller ikke et moralsk kompas. Mennesker, som tror på disruptive techologies og økonomisk vækst som verdens frelse, og som ser dannelse, kultur og poesi som en omkostning - ikke som fundamentet for et levende samfund.

Hvis vi skal være mere end en umælende almue og mere end en folkemasse, der ikke kan tænke sammenhængende og finde løsninger på vores udfordringer, er vi nødt til at være et kulturfolk. Det er som kulturfolk, vi kan dannes som individer og borgere.

Kulturfolk i evig nydannelse

Udfordringen nu er, at den teknologiske udvikling, migration og globale udfordringer, som fx klimaforandringer, gør det bydende nødvendigt, at vi samarbejder i større enheder end nationalstater, og at vi integrerer folk fra andre kulturer. Kun hvis vi formår at holde os dannede og hittepåsomme som kulturfolk, kan vi håndtere en indre mangfoldighed af mennesker fra forskellige kulturer.    

Fra det jødiske kulturfolk via Herder, Fichte, Grundtvig og Kold til det 20. og 21. århundredes nationalisme har dannelsen af kulturfolket og nationen hidtil været ensbetydende med national chauvinisme. Dels kunne det enkelte menneske kun være en del af ét kulturfolk, én nation, og dels dannedes og bestod kulturfolket og nationen gennem sin modsætning til andre kulturfolk og nationer. En stor del af selvforståelsen både som individ, kulturfolk og nation voksede således ud af afgrænsningen fra de andre.

Især jøderne har lidt under denne chauvinisme, og gennem historien er der igen og igen blevet rejst tvivl om deres loyalitet, når de nu tilhørte et andet kulturfolk end flertallet, men de er ikke de eneste. Det tyske mindretal i Danmark, det danske mindretal i Tyskland, og de amerikanere med japanske rødder, som blev sat i lejre under anden verdenskrig, er andre eksempler.

Denne modsætning er imidlertid en falsk modsætning. Der er ingen logisk grund til, at man ikke skulle kunne tilhøre og dannes af mere end ét kulturfolk. Danske jøder har været både 100% jøder og 100% danskere i århundreder, i de to mindretal i grænselandet oplever især unge i dag, at de er dobbeltkulturelle indeni, og at dette er en dybt meningsfuld måde at være til i verden på. Blandt unge med muslimsk baggrund i Danmark vokser en lignende indre dobbelt- eller flerkulturel dannelse og identitet frem.

At være muslim, jøde, kristen, hindu eller ateist er ikke i sig selv i konflikt med at være dannet som kulturdansker. Det samme gælder dannelsen som europæer; vi bliver ikke mindre danske af at opleve et kulturelt fællesskab med franskmænd og ungarere. Ej heller bliver vi mindre danske eller europæiske af at opleve et fællesskab som vesterlændinge med amerikanere og australiere. Og samtidig kan vi uden problemer være verdensborgere.

Det er styrken i forholdet mellem det særlige og det universelle, som gør livet meningsfuldt - som dansk individ i forhold til det danske fællesskab, som dansker i forhold til resten af verden. Det er kun en begrænsning i selve det, som er dansk, der kan gøre os mindre danske.

Kulturfolket eksisterer i det omfang vi skaber det: Holder vi op med at danne os og skabe kultur på vores sprog og med rødder i landskab, klima, erfaring, fællesskab og historie, så er der ikke noget kulturfolk. Vælger vi derimod dannelsen, både som individer og som fællesskab, så kan vi løse de mange udfordringer, som det 21. århundrede giver os.

Gå på opdagelse i arkivet