Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr. 22, september 2010 — Af Peter Nejsum

Gudløs kærlighed

”Sangenes sang” er dens hebraiske navn, Bibelens lille, sære samling af de mest vidunderlige kærlighedsdigte, der på dansk kaldes Højsangen.

Højsangen illustreret gennem sensuel scene

Det er et dækkende navn, for her serveres de smukkeste, saftigste og mest yndefulde billeder og den skæreste kærligheds-poesi, man kan forestille sig, når de to hovedpersoner synger til hinanden. Hør engang: 

Hvor er du smuk, min kæreste, / hvor er du smuk! / Dine øjne bag sløret / er som duer. / Dit hår er som en gedeflok, / der bølger ned fra Gileads bjerge. / Dine tænder er som en flok nyklippede får, / der kommer op fra badet, / alle med tvillinger,/ ingen er uden lam. / Dine læber er som en skarlagenrød snor, / din mund er yndig; / din tinding bag sløret / er som et bristet granatæble. / Din hals er som Davidstårnet, / bygget i stenskifter; / tusind skjolde hænger på det, / alle krigernes rundskjolde./  Dine bryster er som hjortekalve, / gazelletvillinger, /der græsser blandt liljerne. (Højs 4,1-5)

Det er en score-replik, der er svær at stå for! Det gør det to hovedpersoner, Salomo og Sulamit, da heller ikke, men hengiver sig til kærlighed og besynger den og hinanden. Gud skal man til gengæld lede længe efter, for han optræder ingen steder i teksten, end ikke mellem linjerne. 

SAFTIGE BILLEDER

Der bruges billeder, der emmer af frugtbarhed, skønhed, sanselighed. Når pigens tinding sammenlignes med bristende granatæbler, skal man eksempelvis ikke have læst meget Freud for at få erotiske associationer. På samme måde med alt det, der drypper: hænder, fingre, læber der drypper af flydende myrra. Vin, væsker og kilder flyder. Balsam, nardus, safran, aloe dufter. Den elskede kaldes ”vellystens datter” og sammenlignes med en palme: ”Din skikkelse er rank som en palme, / dine bryster er som klaser. / Jeg siger: Jeg vil klatre op i palmen, / jeg vil gribe fat i dens grene. /Dine bryster skal være / som vinstokkens klaser, / din ånde som duften af æbler, / din gane som den dejligste vin, - / der flyder rigeligt til mig / og drypper ned over læber og tænder.” (Højs 7,8-10) Og den elskede kaldes en have, der inviterer til at komme og spise af dens herlige frugter, drikke dens vin, ”spis, venner! drik, og berus jer i elskov!” (Højs 5,1)

KÆRLIGHEDEN ER STÆRK SOM DØDEN

I Højsangen besynges kærligheden igen og igen. Men den tages også alvorligt som den urkraft, den er: ”Kærligheden er stærk som døden / lidenskaben er grum som dødsriget” Kærlighed og smerte er snævert forbundet, for den binder én uforbeholdent til et andet menneske og udleverer os til hinanden på godt og ondt. Den, der elsker, er også sårbar og kan gøre ondt. Kærligheden er nemlig ikke kun en bestemt følelse, sådan som man umiddelbart tænker, når man hører ordet. Den er mange forskellige følelser, fordi kærligheden i grunden er en dyb forbundethed med et andet menneske, og de bånd giver anledning til mange andre følelser, end den berusende lykkefølelse, kærligheden også er. Når man er bange for, at den anden skal komme galt af sted, så er frygt én af kærlighedens følelser. Når man er fortvivlet, fordi den anden ikke vil give en det, man vil have, er den afmagt, man føler, også kærlighed. Og når man mister den man elsker, sørger man, og sorg bliver nu et udtryk for ens kærlighed.

Kærligheden tages alvorligt i Højsangen - i al dens berusende tvetydighed, og i det lys må man forstå forfatterens gentagne opfordring: ”Væk ikke kærligheden! / Væk den ikke til live før den selv vil!” Alligevel forstår man godt den mand, der giver al sin rigdom bort for kærlighed, som det hedder. For kærligheden er det hele værd.

PARADISE FOUND

Digtene etablerer deres eget univers. En dejlig have, uden for tid og sted, et rum hvor ubekymrethed, kærlighed og nydelse har et fristed. På en særegen måde genskabes det paradis, som menneskene måtte forlade i fortællingen om uddrivelsen af Paradis. Her er altså et mini-Eden, et flygtigt helle, hvor de elskende får lov til at genopleve Paradis.

Oven i købet ophæves for en stund den ulighed mellem kønnene, der formuleres, da Gud udtaler sin straf over de involverede i affæren med den forbudte frugt, og kvinden får at vide at ”hun skal begære sin mand og han skal herske over hende:” Her, i de elskendes flygtige Paradis, ophæves denne forskel. Begæret - og den magt det har - går begge veje, hun besynger hans skønhed ligeså tit som omvendt, ja den, der får det første og det sidste ord i Højsangen, er kvinden. Den samme ligeværdighed og gensidighed, som man kan opleve i det erotiske favntag, tages her alvorligt.

HVAD LAVER EROTISKE DIGTE I BIBELEN?!

Man ved ikke meget om Højsangen. Vi kender så godt som intet til baggrunden for skriftet, om det er skrevet af én eller flere forfattere, hvornår det er skrevet, hvorfor det er skrevet, og hvad teksterne evt. har været brugt til. Der er fremsat teorier om, at sangene er fragmenter af bryllupssange, men intet sted fremgår det, at ægteskab er forudsætning for de elskendes leg eller målet med det. Når den elskede kaldes ”brud” en sjælden gang, er det blot endnu en hæderstitel. Fantasifulde fortolkere har også tolket de geografiske metaforer, som om det handlede om kongen og hans rige.

Andre hævder, at de oprindeligt har haft en religiøs betydning i en oprindelig, kanaanæisk frugtbarhedskult og herigennem er kommet ind i den jødiske kult. Sært, hvis det er sandt, for intet er blevet bekæmpet så hårdt af profeter og andet godtfolk som netop frugtbarhedskult.

EN ÅNDELIG FORENING?

En anden forklaring går på, at det hele skal opfattes symbolsk: Det er nemlig ikke gode, fromme fortolkninger af den slags, det har skortet på. Man har set Højsangens duetter som et billede på Guds forhold til Israel, hvor pagten beskrives som et bryllup, som en lykkelig forening mellem Gud og folk. I en kristen sammenhæng er de elskende udskiftet med Kristus og kirken, med Sulamit som den længselsfulde sjæl. Og i salmedigteren Brorsons pietistiske univers ses Højsangens erotiske billeder som handlende om den troende sjæls forening med Jesus.

Problemet ved alle disse tolkninger er indlysende: Der er ikke rigtig nogen steder i teksten, der lægger op til en symbolsk tolkning. Det handler ikke om Gud. De elskende har alt for travlt med at tumle rundt med hinanden, til bare så meget som at antyde, at det her skulle handle om noget andet og mere åndeligt.

 

ET FIGENBLAD

 

Hvorfor er Højsangen så med i Bibelen? Det forbliver gådefuldt. Men måske er forklaringen ligetil: Måske er den med, fordi den simpelthen har været for smuk til at udelade. Så har man udstyret den med en symbolsk legitimitet, ved at hævde at det handler om noget helt andet og meget finere, om Guds forhold til Israel, eller hvad det kan være.

 

Når renæssancemalere malede de vidunderligste nøgne kvinder, så forestillede de altid Venus, Leda eller andre skikkelser fra den græske mytologi. Men nøgne og smukke var de. Skyldtes det renæssancens optagethed af antikken? Eller var det snarere sådan, at det legitimerede, at man malede disse skønheder og kunne svælge i deres yppigheder med god samvittighed? Det er ikke nemt at afgøre, men man kan jo i hvert fald ikke udelukke den sidste mulighed.

Præcis på samme måde forholder sig det med Højsangen. Måske er det simpelthen bare for godt sagt, for smukt, for sandt, for vigtigt, til at udelade – og så har alle de åndrige omfortolkninger tjent som et figenblad, der kunne legitimere det. Vi ved godt, det handler om noget andet, og vi kan sende en kærlig tak til dem, der har sørget for, at vi kan nyde denne vidunderlige hyldest til kærligheden – i et bibelskrift helt uden Gud.

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce