I Danmark er der ikke de store problemer ved at overholde den jødiske lov, halakha. Det er måske lidt besværligt og dyrt at købe kosher mad og holde kosher husholdning med alle dens forskrifter, men så er det heller ikke værre. Det kan også være ubekvemt ikke at kunne køre i bil eller bus på shabbat, men da det er tilladt at bryde de halakhiske regler, hvis der er fare for helbred og liv, er det til at leve med. Og det er netop begrundelsen for denne regel: man skal leve med loven, ikke dø af den. Det betyder, at der sondres, lige som i almindelig dansk jura, hvilket medfører en væsentlig fleksibilitet.
Der er dog ét punkt, hvor der kan opstå problemer, og det er når et ægtepar ønsker at blive skilt.
I Danmark kan to jøder bliver viet af en rabbiner. Han har autoritet fra staten til at gøre ægteskabet juridisk gyldigt. Hertil kommer udfærdigelsen af en ægteskabskontrakt, en ketuba, hvor økonomiske og praktiske forhold er beskrevet mere eller mindre detaljeret, herunder hvilke forhold der skal gælde i tilfælde af skilsmisse. I nyere tid er en ægteskabskontrakt dog ofte kun en standardkontrakt med et helt traditionelt og generelt indhold.
Men selv de lykkeligste ægteskaber kan blive knapt så lykkelige, og truer der en skilsmisse, så begynder besværlighederne. Store dele af en skilsmisse er en ren juridisk sag, der skal løses af en skilsmisseadvokat eller via det offentlige system, men er man blevet gift jødisk, er det en god idé også at få en jødisk skilsmisse. Kun herved er begge parter i stand til at indgå et nyt jødisk ægteskab.
Skilsmisser i uendelige tider
Ifølge Bibelen kunne en mand erklære sit ægteskab for ophævet, få det bevidnet i en skriftlig erklæring som han gav sin kone og derefter formelt sende hende bort. Dermed var parret skilt, og hun var fri til at blive gift igen.
Kvinder havde ingen rettigheder til at få en officiel skilsmisse, så deres eneste mulighed for at slippe ud af et dårligt ægteskab, hvis manden ikke ville skilles, var at forlade ham – og vende tilbage til deres fars hus. Men det var ikke let at være enlig kvinde dengang.
I Mishna- og Talmudperioden (fra ca. 200-600) sker der en betydelig udvidelse af reglerne for skilsmisse, men det er stadig noget der udelukkende kan ske på mandens initiativ. Dog blev der i det 10. århundrede indført det krav blandt jøderne i Europa, at kvinden skulle acceptere skilsmissen – manden kunne ikke mere blot lade sig skille ved den rabbinske domstol. Desuden kunne manden ikke mere som tidligere have flere hustruer (dog med visse ganske få undtagelser).
Den generelle regel er: ingen af parterne kan tvinges til at acceptere en skilsmisse; det må ske frivilligt.
Teologi og økonomi
En skilsmisse består af to dele: en “religiøs” eller teologisk del med århundrede- eller årtusinde gamle regler, og en økonomisk del.
Den teologiske del er svær at ændre, fordi halakha pr definition er konservativ, om end ikke “forstenet”, som nogen måske kunne tro. Der er mange forhold der kan betinge uenighed mellem de Tora-lærde, og nogle vil være mere strenge, andre mere tilladende i deres fortolkninger af loven. Hvis disse fortolkninger er korrekt udledte og baseret på de principper der er indeholdt i Tora, ligger de inden for halakha. Målet er at anvende love og principper på de aktuelle praktiske og juridiske forhold, og derfor kan man se at halakha har ændret sig gennem årene. Der er altså plads til at fortolke loven og tage hensyn til individuelle forhold, men det er umuligt at fortolke loven imod dens principper og imod klare bibelske forbud.
Den økonomiske del er langt mere fleksibel og ligner på mange måder almindelig civil lov. Det er også i mange tilfælde her, de fleste kultursammenstød opstår, fordi manden traditionelt har haft en lang række rettigheder og fordele frem for kvinden. Jødisk lov har i snart to tusind år anerkendt den civile lovgivning i de lande jøder bebor, et princip der kaldes Dina de-malkhuta dina, hvilket kan oversættes til: ”landets lov er gældende lov”. Det medfører, at det ikke er noget halakhisk problem, hvis økonomiske sager overføres til en verdslig domstol, og det kan i en del problematiske sager være en fordel for kvinden. Det betyder også, at ægteskab indgået mellem to jøder eller jødiske israelere i andre lande end i Israel efter civil lovgivning anerkendes som legalt af rabbinatet i Israel.
Gode og dårlige grunde
En kvinde har ret til at kræve skilsmisse, hvis manden er utro eller har fysiske mangler, der forhindrer det ægteskabelige samliv, f.eks. smitsomme eller farlige sygdomme, eller under visse omstændigheder hvis parret ikke kan få børn. ”Vedvarende” impotens kan også være skilsmissegrund, ikke fordi det forhindrer graviditet, men fordi kvinden har ret til regelmæssigt seksuelt samliv. Hvis en mand opfører sig så dårligt over for kvinden, at hun får uoverstigelig afsky for ham, kan det også medføre ret til skilsmisse. Han må således ikke nægte hende seksuelt samliv, ej heller passende mad, tøj og bolig, hvis han har mulighed herfor, og han må ikke uophørligt optræde fornærmende, truende eller starte skænderier, endsige være voldelig. I sådanne tilfælde undersøger domstolen nøje sagen og kan derefter pålægge ham at ændre sig, og sker det ikke i løbet af en vis tid, pålægges han at give sin kone skilsmisse. De samme forhold gør sig gældende for kvinden.
Hvis kvinden er utro, bliver hun ifølge bibelsk lov forbudt for sin mand, og selv om han stiltiende accepterer forholdet, må hun rent halakhisk ikke leve sammen med ham. Parret kan heller aldrig gifte sig med hinanden igen efter en skilsmisse, heller ikke efter at en eller begge har været gift med en anden. Manden kan kræve skilsmisse, og her kan kvinden tvinges til at acceptere den mod sin vilje og mister også den økonomiske kompensation, der er aftalt i hendes ægteskabskontrakt. Det er dog et væsentligt omdiskuteret forhold, om kvinden kan gennemtvinge en skilsmisse ved at være ham utro. På den ene side vil loven forhindre utroskab, og derfor bliver hun ikke alene forbudt for sin mand, men også, ifølge rabbinsk lov, for sin elsker. På den anden side ønsker rabbinerne ikke at hun skal blive aguna (bundet) og derfor ude af stand til nogen sinde at gifte sig igen med en anden.
Hvis en kvinde voldtages bliver hun ikke forbudt for sin mand, medmindre han er en kohen (kohanit – altså efterkommer af den bibelske præsteslægt). Der stilles nemlig særlige krav til kohanitter, så de kan være rituelt rene til at udføre de præstelige opgaver til den tid, hvor templet i Jerusalem eventuelt bliver genopbygget.
Den praktiske udførelse
Hvis begge parter ønsker en skilsmisse og er enige om betingelserne, er der ikke behov for en domstol, men kun for at manden giver kvinden en get – et skilsmissedokument. Det er almindeligt, at man også nedskriver de økonomiske og praktiske betingelser og forholdene vedrørende børnene.
Hvis der ikke er enighed om en skilsmisse skal en rabbinsk domstol tage stilling til, om kvinden er forpligtet eller tvunget til at modtage skilsmissebrevet, eller manden er forpligtet til at give en get.
En jødisk kvinde kan altså kræve skilsmisse, men ikke give manden en get, og det skaber store problemer i en tid, hvor de fleste jødiske kvinder ser sig som ligeberettigede både i det private og i det offentlige liv. Selve den traditionelle halakhiske procedure bliver ikke sjældent opfattet som degraderende af og for kvinden, fordi hun kun indtager en passiv rolle. Det er alene manden der er ansvarlig for, at en særligt uddannet skriver udfærdiger et skilsmissedokument, som regel på det talmudiske sprog aramaisk, og sammen med to vidner skal han selv underskrive den og give den til sin kone. Det er dog også muligt at give og modtage en get via personlige stedfortrædere, som udpeges ved en rabbinsk domstol.
Et særligt problem er hvis manden er forsvundet, enten af egen fri vilje eller som følge af ulykker eller krig, og hans død derfor ikke kan bekræftes af to vidner eller andre uimodsigelige beviser. Dette tvinger kvinden ind i en status som som aguna og forhindrer hermed, at hun kan indgå nyt ægteskab.
Da kun manden kan give en get, har han en vis magt til at nægte sin kone skilsmisse eller afpresse hende særligt gunstige økonomiske betingelser for sig selv, eller at han kræver forældremyndighed over børnene. Det samme gælder til en vis grad kvinden, da også hun jo skal acceptere en get frivilligt. Da mange traditionelle halakhiske domstole består af yderst ortodokse rabbinere, der fastholder den patriarkalske dominans, har der især i Israel været mange og store problemer med kvinder, der i årevis har måttet leve ugifte uden at kunne få en get. Da det er forbudt at tvinge en af parterne med magt til skilsmisse, kan det være svært selv for domstolen at få skilsmissen gennemført. I tilfælde af at manden nægter konen en get af ren ondskabsfuldhed, kan den rabbinske domstol dog presse ham til det ved “lovlige midler”, som f. eks. kan være bøder eller endog fængsel – dette kan dog kun ske i Israel, hvor alle jøder er underkastet overrabbinatet i familiesager.
Marriage and Divorce in Israel. The Individual and the Establishment. Katzenell, E. (ed.) Beer-Sheva/AACI 1998.
“Divorce”. Encyclopaedia Judaica 6, 122-137.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artiklerne stilles gratis til rådighed.
Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed,
Tak for hjælpen!