Banner-Yoko

Sponsoreret

Silberbergs magiske universer

Doron Silberberg

”Doron Silberberg har simpelt hen et godt øje til tilværelsens underfundige, mærkværdige og absurde tildragelser. Og, vigtigst af alt, han har fundet frem til sit helt eget kunstneriske udtryk.”
Tom Jørgensen, Kunstavisen

Blikket er rettet mod dig, mig, os mennesker. 
Hos Doron Silberberg får du både brug for de humoristiske briller og det kritiske blik. Du vil støde på finurlige figurer, enhjørninger med menneskelige masker, flyvende fuglemennesker eller var det en fisk? Fiskekongen? Kongefamilien? Eller Klovnefamilien og Familie & en halv som havnede på en ø?

Doron Silberberg er født i Jerusalem og uddannet ved det anerkendte kunstakademi Bezalel. Siden 1975 har han boet i Danmark og arbejdet som bl.a. Art Director, illustrator og Tai Chi-instruktør.
Men nu er pen, papir og mus skiftet ud med stentøjsleret og glasuren.
 "De seneste års arbejde med leret som materiale, har for mig været en søgen ind i det oprindelige, i jorden og i min egen historie. At fordybe mig i motiver som rummer liv: mennesker og naturen inspirerer mig” udtaler Doron Silberberg. 
 

I Israel voksede Doron op omgivet af sin fars skulpturværksted og oliventræsskulpturer, et enestående miljø der lagde grunden til hans arbejde med skulpturer. Hans ler-univers er fyldt med menneskelige, men stiliserede skikkelser, som bærer deres personlige skæbner udenpå deres nærmest ukropslige krop. Skæbnerne har form af applikationer af den mest overraskende slags: En messingvandhane, en vinduesramme eller blot en lille fjer – alle er de med til at afsløre, hvad netop denne skikkelse må tumle rundt med af bagage. For eksempel kan et hjerte gøre så ondt, at det er ved at sprænge solar plexus – og der hvor hjertet før havde plads sidder nu en lille, hjerteformet erstatning af stål.
Et andet eksempel er en guldoverdrysset herre med slipseknude og hæders-bevisning på brystet, som må betragte omverdenen på afstand gennem en vinduesramme. 
 

Den ligefremme symbolik afspejler Doron Silberbergs mange år indenfor grafikken, hvor summen af de små virkemidler langt overstiger antallet. Resultatet er ikke en indviklet symbolik, men derimod en universel og almenmenneskelig forståelsesramme med en både kritisk og humoristisk vinkel. 


”Doron Silberbergs skulpturer er hele små magiske universer præget af finurlighed, fortælleglæde, saftige kommentarer, løssluppen humor og ironiske hip til vores ofte forskruede samfund.
Inspirationskilden er surrealisme, commedia dell´arte og moderne assemblagekunst, men vigtigere end disse kunst- og kulturhistoriske referencer er livet selv.

Tom Jørgensen, Kunstavisen

 

Aktuelle og kommende udstillinger:

24. august - 30. september
Galleri Lorien

Frydendalsvej 31
Frederiksberg


27. september - 8. oktober
Galleri Bredgade 22 
Fernisering  27. september
Kl. 17.00 - 19.00
Fælles udstilling med
Lene Lundgaard og Birgitte Hansen.

 

Galleri:  

1. Udkantsdanmark

2. Who’s Counting    

3. The One and Only

4. Cand. Pol.  

 

Se mere af Doron Silberbergs arbejde på hans hjemmeside  og facebook 

 

Gå på opdagelse i arkivet