Når magtesløshed ikke er en mulighed

William Kentridge fejlede som maler, instruktør og skuespiller. Han er hvid mand, sydafrikaner, jøde og søn af anerkendte apartheid-modstandere. Med disse odds med og imod sig er han i dag en af verdens mest efterspurgte billedkunstnere. Goldberg mødte ham til åbningen af hans aktuelle udstilling på kunstmuseet Louisiana.  

Når magtesløshed ikke er en mulighed

Selv mener han, at det er hans fiaskoer, der har reddet ham. Det er måske nemt at sige retrospektivt, men var det sådan, han oplevede sine forsøg på at finde en retning i livet, da han tumlede rundt mellem Statskundskabsstudier og Afrikastudier, forsøgte sig som instruktør på Junction Avenue Theatre Company i Johannesburg og drog til Paris for at forfølge drømmen om at blive skuespiller på Ecole Jacques Lecoq?
Selvom tegning lige fra barnsben har været hans store passion, så han ikke sig selv som kunstner. Hans eksperimenter med at male ville bare ikke lykkes. ”Jeg er usikker på farver – og stoler ikke på min egen smag”, har han sagt i et interview.

Men Kentridge blev ved med at vende tilbage til tegningen, og selvom alle krumspringene spændte ben for hans egen oplevelse af succes, er det netop vejen dertil, der har formet ham og gjort ham til en unik kunstner, som med udgangspunkt i kultegningen forener film, animation, scenografi og musik i enestående animationsfilm og videoinstallationer.

Arven
”I min skoletid vidste jeg, at der foregik uhyrlige ting i et abnormt samfund”, har Kentridge fortalt om sin opvækst i Johannesburg.
Han har som hvid i Sydafrika ikke alene skullet bære byrden af at tilhøre den mest privilegerede minoritet, men også rumme indsigten fra forældrenes juridiske arbejde under apartheidstyret. Faderen Sydney er en af Sydafrikas mest anerkendte advokater, som bl.a. forsvarede Nelson Mandela i en retssag om forræderi i 1958 og deltog i undersøgelserne af apartheidmodstanderen Steve Bikos død i 1977. Moren Felicia var som advokat bl.a. med til at indstifte the Legal Resources Center, som hjælper mindrebemidlede med juridisk bistand.
Som barn så Kentridge fotos og andet bevismateriale, som har sat spor i ham og hans billedverden. Hans tegninger og film skildrer gang på gang de historier og knuste liv, som man uomgængeligt er omgivet af i et splittet og kontrastfyldt samfund som Sydafrika. Men hvor forældrene arbejdede med ret og bevisførelse, er Kentridge nærmest på rebelsk vis modstander af fakta og sandhed.
”Jeg har aldrig været særlig god til det logiske, så jeg har måttet smadre det med det absurde”, forklarer han til Goldberg. Denne antilogik gennemsyrer hans kunstneriske univers og er måske også en måde at kapere de groteske grusomheder, han konfronterer. Hans værker fornægter det statiske og er helt konkret fulde af bevægelse. Kentridge tegner og visker ud og transformerer i et væk. Hvad enten det er fugle, der - tegning for tegning - basker med vingerne eller ure, der henviser til fortiden, er bevægelse og tid tæt knyttet sammen i interessen for erindringens flygtighed.
Modsat forældrenes faste greb om tingene er Kentridge optaget af umuligheden i at skildre sandheden entydigt. Hans værker er altid med tydelighed abrupte, flydende og sammensatte – som netop for at bevise dette. Alligevel synes der at være en fælles insisteren på ikke at overgive sig til magtesløsheden.
”Som barn af advokater er jeg vokset op med ideen om at undersøge og stille spørgsmålstegn ved verden”, forklarer han.

På tværs af tid og sted
Guldminebyen Johannesburg er et uomgængeligt omdrejningspunkt i mange af Kentridges værker. Det konkrete landskab med bakker og bunker af jord formet af minedriften og byen som knudepunkt for de politiske begivenheder er både et tilbagevendende bagtæppe i Kentridges værker - og hans føde- og hjemby.
Kontrastfyldt med grønne villakvarterer og grå betonområder, hvor det er bedst ikke at bevæge sig ind - selv i bil. Han er som den eneste i en børneflok på fire blevet boende i byen.  Han og byen synes ikke at kunne slippe hinanden.
De vidnesbyrd, som byen bærer, formidler Kentridge trofast. Troligt igennem et utal af betragtningsmåder: spejle, bakspejle, kikkerter og kamera, som optræder i hans værker, understreger han, hvor mange positioner, der er at se tingene fra - nærmest på talmudisk vis kredser han om emnerne. Han forsøger at nærme sig de menneskelige gåder omkring sameksistens og tragedier, når det går galt.
Med lydsiden og musikken skaber Kentridge desuden et særligt nærvær i sine værker, hvor betragteren bliver suget med ind i de surrealistiske scenarier, som med deres intensitet får en til at glemme, hvor man selv befinder sig.   
Skrivemaskiner og telefoner med rør og ledninger optræder i værkerne som var det en scene fra midten af 1900-tallet. Tiden flyver frem og tilbage, og med disse nostalgiske elementer og emnernes alvor er der en stor grad af melankoli i hans værker. På ironisk vis ligger der også en trøst i modet til at turde kigge sig tilbage, fordi værkerne vidner om et ihærdigt og empatisk forsøg på at favne lidelsen.

To skridt frem og et tilbage
Selvom Kentridges værker er fulde af bevægelse og fremdrift, er der også et mod til at blive der, hvor det er ubehageligt eller smertefuldt at være, som fx når en hvid og en sort mand bliver ved med at brøle ad hinanden efter et trafiksammenstød, eller når man helt konkret ser blodet flyde fra kroppe, der ligger på jorden.
Kentridge har udtalt, at denne bearbejdelse og fordybelse ikke må blive til en udnyttelse eller ydmygelse af de liv og skæbner, som han portrætterer. Alligevel er der nok en grad af terapeutisk bearbejdning, når han så ofte anvender sig selv i sine værker, som for at se sig selv i strakt arm, og for bedre at kunne se den virkelighed, han er en del af. Han forklarer, at det dels er af praktiske årsager, dels at det handler om de ting, du kan gøre noget ved og dem, du ikke kan. Men der er ingen forløsning i værkerne, bevægelsen er på en eller anden måde altid to skridt frem og et tilbage.
Processionen, som på symbolsk vis er en hyppig figur i Kentridges værker, indfanger essensen af denne fremdrift – som samtidig ikke lader sig indfange. For hvor kommer de fra, hvad vil de, og hvor skal de hen - alle disse mennesker han skildrer? Det sårbare menneske rejser sig her, og sammen i flok marcherer de fremad. ”Som barn forestillede jeg mig at vandre i ørkenen i 40 år – det er jo vanvittigt, men det er jo netop det, der sker igen i dag. Når du ser en menneskemængde vandre med deres bagage på hovedet, hvad enten det er i Bosnien, Rwanda eller Syrien, er det som et ekko fra de gamle historier. Det er den dybe historie, som gør, at man er mere åben for at se det, når det sker igen.”
I Kentridges største projekt til dato skabte han i 2016 en over 500 m lang og 10 m høj frise på muren langs Tiberen i Rom. 90 kæmpe figurer vandrer afsted. Triumphs & Laments hedder værket, som har været 14 år undervejs. Igen er det stedet, der fortæller historierne. Ved at udviske soden omkring motiverne frembringes forskellige figurer fra Italiens historie. Romulus og Remus, jøder fra de romerske ghettoer, den myrdede italienske premierminister Aldo  Moro og den hellige Teresa -en barokskulptur af Bernini - er nogle af de enorme silhuetter, man kan følges med langs den historiske flod. Myter og moderne liv er på forunderlig vis kombineret, og med tiden vil processionen igen blive forvansket af luftens forurening.

Lag på lag på lag
Kentridge er lige nu udstillingsaktuel på Louisiana, men han har også en tråd til Danmark. I 1995 skabte han et værk sammen med den sydafrikansk-danske billedkunstner Doris Bloom. Memory and Geography er en serie, der tager udgangspunkt i hjerteformen. Med reference til Sydafrikas tidligste kunst i form af en række 30.000 år gamle stentegninger blev hjerteaftegningerne lagt ned over forskellige landskaber, og helt konkret blev en låge med en hjertefigur omdannet til en række sandvolde vædet med benzin og petroleum, som blev antændt og dannede denne land-art installation i et udtjent industriområde i Johannesburg.
Denne lag på lag-teknik har Kentridge siden ofte benyttet sig af. Bøger, leksika og kort bliver til underlaget for Kentridges tegninger og afspejler igen en interesse for det, der allerede eksisterer i verden. Han bygger videre på disse allerede eksisterende fakta og fortællinger. Altid i proces, i bevægelse, i forlængelse. Det kan virke rodet og forvirrende med al den loyalitet. Men værkerne er netop dramatiske, tvetydige, sorgfulde og poetiske lige som livet - fordi Kentridge dybest set er en menneskefortæller, der vil favne det alt sammen. 

Her kan du læse mere om William Kentridges udstilling Thick Time, som vises på Louisiana frem til 18.6.2017

Gå på opdagelse i arkivet