Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr 17, januar 2010 — Af Kasper Monrad

Jødisk maler satte dagsorden i tysk kunst

Mens den tyske nationalstat tog form i 1800-tallets anden halvdel, var det en jødisk maler, Max Liebermann, der leverede nogle af de mest skelsættende bidrag til maleriets fornyelse i Tyskland.

Max Liebermann, Badende Knaben, Jungen in Zandvoort
Max Liebermann [Public domain], via Wikimedia Commons

Rædslerne før og under Anden Verdenskrig fylder så meget i den almindelige bevidsthed, at vi let kommer til at glemme den fremtrædende position, mange jøder havde i Tyskland, før nazisterne kom til magten. De tragiske begivenheder overskygger let den kendsgerning, at adskillige jødiske kunstnere og forfattere ydede uomgængelige bidrag til den tyske kultur. Blandt de jødiske billedkunstnere, hvis indsats er værd at huske, er den fremtrædende maler Max Liebermann (1847-1935). Han var foregangsmand inden for først realismen og senere impressionismen i Tyskland.

   Max Liebermann blev født i Berlin som søn af en velhavende jødisk forretningsmand. Familiens formue blev skabt af farfaderen inden for tekstilindustrien og udbygget af faderen. Den unge Max kom til at nyde godt af, at de tyske jøder netop på denne tid fik udvidet deres borgerrettigheder, og han kunne derfor vælge en beskæftigelse uden for de traditionelle jødiske erhverv. Han var med andre ord blandt de første tyske jøder, der fik en regulær kunstneruddannelse.

   Liebermann begyndte allerede i gymnasietiden at modtage privat tegneundervisning, og i 1868 lod han sig indskrive på Kunstakademiet i Weimar 21 år gammel. Her blev han i fem år. Kunstnerisk set voksede Liebermann op med det romantiserede folkelivsmaleri, som hærgede i Europa i forskellige nationale afskygninger omkring århundredets midte. Da han trådte frem som kunstner, tog han afsæt i denne type idylliserede skildringer af almuens liv. Men han udelod al romantikken. Han fik sit gennembrud i 1872 med et maleri af nogle kvinder, der plukker gæs. Billedet vakte anstød ved sin realisme, men skaffede også Liebermann flere beundrere, bl.a. den tredive år ældre førende realistiske maler Adolph Menzel. Endnu var Liebermanns farveholdning mørk, og billedets detaljer blev minutiøst udpenslet. Han fortsatte med beslægtede realistiske motiver i de følgende år og befæstede sin position som en af den nye tids førende malere.

   Men langt større opmærksomhed fik han – måske ufrivilligt? – da han i 1879 malede sit eneste kristne motiv, nemlig af den 12-årige Jesus i templet. Helt bevidst fremstillede han Jesus som en ikke-guddommelig jødisk dreng, der udfordrer de skriftkloge med sin nysgerrighed. Dette var et klart brud med traditionen for dette ganske populære motiv, hvor Jesus ellers altid fremstilles som en minigud med glorie. Her kom Liebermann til at mærke, at der var grænser for frisindet over for en jødisk kunstner. Maleriet skabte så meget postyr, at det endog blev debatteret i det bayerske parlament. Meldingen var klar: den slags motiver skulle han som ikke-kristen holde sig fra for ikke at fornærme det store kristne flertal. Selv om hans kristne kollega Fritz von Uhde gav sig af med lignende nytolkninger af de bibelske motiver, var der altså grænser for, hvad han kunne tillade sig! Provokationen var øjensynlig ikke tilsigtet fra kunstnerens side. I hvert fald modererede han maleriet, så Jesus kom til at ligne en lyshåret europæisk dreng. Den semitiske Jesus kendes i dag kun fra et tegnet udkast. Maleriet blev i øvrigt senere købt af von Uhde.

   Nogle år før, i 1873, var Liebermann taget til Paris for at videreuddanne sig. Her var hans interesse i første omgang rettet mod de lidt ældre realister. Han var derfor ikke opmærksom, da en række unge franske avantgardemalere året efter afholdt den udstilling, der er gået over i kunsthistorien som den første impressionistudstilling. Han overså øjensynlig længe impressionismen, og der skulle rent faktisk gå flere år, før han fik rettet op på denne udeladelsessynd. I stedet kastede han sin interesse på de gamle hollandske mestre fra 1600-tallet, og under Pariseropholdet, der varede til 1878, foretog han flere rejser til Holland. Her synes han at have fundet en slags andet hjem. Én ting var, at han til sine malerier af den hollandske almue gerne fandt inspiration hos både de gamle mestre og det samtidige realistiske hollandske maleri. Men en anden ting var, at han i Holland – og specielt i Amsterdams jødiske kvarter – fandt et fristed fra den antisemitisme, som jævnligt stak hovedet frem i Tyskland. Besøgene i Holland blev en årligt tilbagevendende begivenhed i hans liv helt frem til Første Verdenskrig.

   Efter nogle år i München slog Liebermann sig i 1884 ned i fødebyen Berlin. Trods megen anerkendelse fra kunstnerkolleger vakte hans malerier stadig modstand i konservative kredse i kunstverdenen. Hans familieformue gjorde ham dog uafhængig af bestillinger og salg. Efter moderens død i 1892 flyttede han ind i sit barndomshjem, der som nabo til Brandenburger Tor dårligt kunne ligge mere centralt i Berlin.

   Det var først i 1890'erne, at han omsider modtog afgørende inspiration fra den franske impressionisme. Med sin nye lysere farveholdning og bredere penselstrøg ændrede hans maleri karakter. Det flimrende sollys, som var et særkende hos de franske malere, vandt nu også indpas i hans maleri. Liebermann blev nu den førende tyske repræsentant for impressionismen. Efterhånden ændredes hans motivkreds, så han snarere end arbejdssituationer skildrede fritidsgøremål, både i Berlins omegn og ved Hollands kyster om sommeren.

   Både i ord og gerning blev Liebermann fortaler for modernismen i Tyskland. Han var i 1898 med til at stifte den uafhængige udstillingsinstitution Berliner Secession, hvis første præsident han blev. Det skete i protest mod Kunstakademiets restriktive linje over for den unge nyskabende kunst.

   Liebermann fik ikke lov til at glemme, at jøder havde en anden status end kristne i det kejserlige Berlin. Da han i 1903 søgte at skaffe støtte til en kunstudstilling til fordel for de forfulgte russiske jøder, fik han i første omgang opbakning fra sin ven, museumsmanden Hugo von Tschudi, men dog på betingelse af, at den øverste chef, Wilhelm von Bode, også støttede projektet. Det ville han imidlertid ikke, og udstillingen blev aldrig til noget.

   Ganske sent i karrieren tog han fat på en ny side af sit virke, officielle portrætter. I starten enkelte bestillinger, men fra omkring 1908 et meget stort antal portrætter af de førende familier i Berlin, ikke mindst fra jødiske kredse. Så sent som i 1927 malede han to officielle portrætter af den tyske præsident Paul von Hindenburg.

   Langt om længe opnåede han den officielle anerkendelse, han fortjente. I 1918 indrettede Berlins Nationalgalleri en sal specielt til Liebermann malerier, og i 1920 blev han valgt til præsident for Kunstakademiet i Berlin, en post han beholdt i tolv år. Begge dele havde været utænkeligt i det kejserlige Tyskland og var et direkte udslag af de nye demokratiske tider i den nyoprettede Weimar-republik.

   Samtidig med at Liebermanns anseelse steg, kom han i Berliner Secession i opposition til de yngre ekspressionistiske kunstnere som Emil Nolde. Dette og Berlins omformning til en moderne larmende storby (allerede dengang!) var medvirkende til, at Liebermann i 1909 erhvervede en større grund ved Wannsee vest for Berlin. Her opførte han en landlig ejendom og anlagde en parkagtig have. Både villa og have blev holdt i stram klassisk stil, og det refugium, han her skabte, havde derved en helt anden karakter end Claude Monets berømte have, der blev påbegyndt få år før. Det samme gjaldt den serie malerier, Liebermann udførte i de følgende år. Med udgangspunkt i havens regelrette bede gav hans billeder indtryk af velordnet frodighed, men til gengæld benyttede den tyske maler en klarere og mere strålende palet end franskmanden. Begge maleres billeder bærer dog præg af alderdommens uforfærdede løse malemåde.

   Da Liebermann i 1932 stod over for et genvalg som præsident for Kunstakademiet i Berlin, afslog han på grund af sin høje alder – 85 år. I stedet blev han udnævnt til ærespræsident. Måske vidste han på det tidspunkt, hvor det hele bar hen. Da Hitler året efter overtog magten i Tyskland, frasagde Liebermann sig straks både sin ærespost og medlemskabet af Kunstakademiet. Han vidste, at han ville være blevet smidt ud, hvis han havde ventet. Snart blev også hans malerier fjernet fra de tyske kunstmuseer, og han blev ligesom alle andre jødiske kunstnere nægtet adgang til at udstille i de etablerede kunstinstitutioner. Efter at have nydt kunstverdenens højeste anerkendelse var han på kort tid blevet en ikke-person. Liebermann måtte finde sig i ydmygelsen, men han havde mistet livslysten og erklærede, at nu måtte døden hellere komme i dag end i morgen.

   Liebermann slap for det afsluttende kapitel af nazisternes forfølgelser. Han døde i februar 1935, 87 år gammel. Hans kone fulgte ikke datterens og svigersønnens råd om at flygte til USA sammen med dem, mens tid var. Hun ville blive i Berlin, så hun kunne blive begravet ved siden af sin mand. Da hun i 1943 fik ordre om at gøre klar til deportation til Theresienstadt, undgik hun sin værste skæbne takket være en overdosis sovepiller.

   Efter krigen genvandt Liebermanns kunst hurtigt sin position i den tyske kunsthistorie – på begge sider af jerntæppet. Museumsfolkene havde før krigen kunnet klare nazisternes frontalangreb ved blot at gemme hans malerier væk i magasinerne. Kun få sene malerier var blevet udskilt fra samlingerne som entartete Kunst. Han regnes igen som den førende impressionistiske maler i Tyskland.

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce