Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr 14, juli 2009 — Af Kasper Monrad

Guldalderens jødiske malere

Der var flere jøder blandt guldalderens danske malere, men de er ikke særlig kendte i dag. Goldberg spørger hvorfor.

Landskabsmaleri af Ernst Meyer

Hvis man kaster et blik på en liste over den danske guldalders største og mest kendte kunstnere, falder det i øjnene, at der slet ingen jødiske navne er blandt dem. Dette kunne selvfølgelig have den nærliggende forklaring, at der i perioden simpelt hen ikke var nogen jødiske billedkunstnere, der var værd at nævne. Forstået på den måde, at assimileringen af de danske jøder endnu ikke var kommet så langt, at der var jøder blandt de kunstnere, der blev uddannet på Kunstakademiet og gjorde sig gældende i det officielle kunstliv. En anden mulighed kunne være, at de jødiske kunstnere kun virkede inden for den jødiske menighed og var ukendte i den egentlige kunstverden.

                      Men ingen af delene er tilfældet. Går man fra kunstnerne i første geled over til dem i andet, skal man ikke lede særlig længe, før der dukker en række jødiske navne op: Ernst Meyer, David Monies, Julius Friedländer og Edvard Lehmann. Alle disse malere var kunstnere på fuld tid, men ingen af dem har altså fået en plads i første række, hverken i deres egen levetid eller i eftertiden. Der er dog intet, der tyder på, at det skulle skyldes en diskriminering af dem, og det er ikke muligt at pege på én samlende forklaring på, hvorfor de ikke er mere kendte i dag.

                      Fælles for flere af kunstnerne er, at det i høj grad er deres specialer, der haft betydning for deres eftermæle. Således satsede David Monies (1812-94) primært på portrætmaleriet, og det vil sige, at hans malerier først og fremmest var bestemt for private hjem. Portrætter har også en tendens til at blive på private hænder længere end andre typer billeder. Alt andet lige skal der mere til, før man sælger et billede af Morfar end et landskab. Monies er derfor stadig ikke særlig synlig i de offentlige samlinger. En anden af kunstnerne, Edvard Lehmann (1815-92), lod sig lokke af teaterets verden og specialiserede sig som kostumetegner, selv om han ikke opgav maleriet. Hans virke gav ham dog ikke en permanent plads i den kunsthistoriske litteratur.

                      Når det gælder Ernst Meyer (1797-1861) og Julius Friedländer (1810-61), valgte begge at dyrke det såkaldte genremaleri, dvs. skildringer af hverdagens små og store optrin. Denne type billeder var umådelig populær i kunstnernes egen samtid, og den gav dem begge en stor kundekreds, men er i høj grad trængt i baggrunden sidenhen.

 

Ernst Meyer

Fælles for alle kunstnerne er, at der stort set ikke er gjort særlig grundige studier i deres kunst, og den umiddelbart tilgængelige viden om den er stort set på leksikonplan. Den mest farverige af disse kunstnere er så afgjort Ernst Meyer, og det er også ham, der træder mest i profil i dag.

                      Han blev født i Altona, som jo dengang var under den danske krone ligesom resten af Holsten. Han var fætter til den fremtrædende danske erhvervsmand, grosserer Mendel Levin Nathanson, og han blev indlogeret hos ham og nød godt af hans støtte, da han 15 år gammel kom til København i 1812. Han kom ind på Kunstakademiet og fulgte undervisningen indtil 1819. Han studerede derpå videre i München, inden han i september 1824 kom til Rom. Han sluttede sig hurtigt til den dansk-tyske kunstnerkreds omkring billedhuggeren Thorvaldsen. En af de andre danskere i Rom har imidlertid senere fortalt, at den nytilkomne kunstner straks efter ankomsten forsvandt og var væk i flere dage. Bagefter viste det sig, at han var blevet så overvældet ved mødet med Rom, at han havde søgt tilflugt i en af de små byer i de omkringliggende bjerge. Dér var han med det samme kommet på god fod med de lokale beboere og havde nydt godt af deres åbenhed og gæstfrihed. Derved havde han også fundet sin foretrukne motivkreds: de jævne italienere, som han skildrede i deres hjemlige omgivelser i hverdagens små og store øjeblikke. Meyer blev i Italien resten af livet (bortset fra enkelte sene udenlandsrejser), og han var uhyre flittig. Han har efterladt sig flere tusinde tegninger, der vidner om, at han havde særlige evner som tegnende køkkenskriver. Bevæbnet med sin skitseblok og blyant mødte han italienerne ikke bare på gader og pladser, men også i de private hjem, og han vandt tydeligvis deres fortrolighed og lavede skitser af deres daglige gøremål. Tegningerne er sagligt registrerende, men når han omsatte motiverne til malerier, fik motiverne en anden karakter. Han byggede gerne billederne op omkring en anekdote, ofte med en morsom pointe, ligesom han indføjede en masse personer og detaljer, der tilsammen gav indtryk af romernes sorgløse og muntre liv og de maleriske omgivelser. Et af hans mest populære motiver forestiller en romersk gadeskriver, der læser et brev op for en ung pige. Billedets betragtere kan alt efter gemyt more sig over optrinnet eller føle med pigen. Mon ikke der er tale om et kærlighedsbrev? Samtidig kan man få bekræftet alle nordboernes forestillinger om det livlige romerske gadeliv og se Roms snævre gader, hvor antikke ruiner dengang var bygget sammen med nyere beboelseshuse.

                      Undervejs i karrieren skiftede Meyer sit egentlige fornavn Ahron ud med Ernst. Det kunne selvfølgelig skyldes, at han stødte på de samme praktiske problemer som Thorvaldsen, der i Italien måtte affinde sig med, at italienerne ikke kendte det nordiske fornavn Bertel og i stedet kaldte ham Alberto. Men det samme gjaldt ikke for Ahron, for det navn findes rent faktisk på italiensk: Aronne. Navneskiftet skyldes snarere, at Meyer ikke ønskede at skilte med sin jødedom. Det var lettere at kalde sig Ernesto og være lidt eksotisk som udenlandsk kunstner end at være fremmedartet som jøde. Den danske konsul Bravo, der på samme tid også tilbragte det meste af sit liv i Rom, byttede ligeledes fødenavnet Joshua ud med Johan.

                      Ernst Meyers billeder var meget populære i samtiden (og er det stadig på de københavnske auktioner), og han havde så mange kunder, at han slet ikke behøvede at sikre sig salg til Den Kongelige Malerisamling (nu Statens Museum for Kunst). Alle værker, der i dag indgår i denne samling, er erhvervet efter hans død. Måske skyldes den manglende samtidige anerkendelse fra denne side, at Meyer ikke indgik i det københavnske kunstmiljø. For Julius Friedländer, der dyrkede den samme type motiver, havde et stort salg til den kongelige samling. I årene indtil 1848 købte man hele syv malerier af ham. Til sammenligning købtes kun to malerier af Christen Købke i samme periode.

 

Julius Friedländer

Set under ét er der et meget påfaldende fællestræk for de danske jødiske kunstnere. Når man ser bort fra portrætterne, holdt ingen af dem sig snævert til en speciel jødisk motivkreds. I hvert fald ikke i de malerier, der har nået de offentlige samlinger. Det nærmeste man måske kommer, er et maleri, som Friedländer udstillede i 1843 med titlen ”Flygtende Polakker”. Billedet viser et ungt par med to børn og en ældre mand, som hviler sig under deres flugt. I den store bog Dansk Jødisk Kunst, som Mirjam Gelfer-Jørgensen har redigeret (1999), antyder Lise Svanholm, at det kunne være jødiske flygtninge. Personernes fremtoning er dog ikke specielt jødisk, og maleriet skal måske snarere ses i sammenhæng med den generelle situation i Polen på denne tid. Polakkerne vandt stor sympati i Danmark efter den mislykkede opstand mod det russiske overherredømme i 1830. I 1839 udgav Carsten Hauch således romanen En polsk Familie, der tager udgangspunkt i denne opstand (og som i dag bedst kendes for digtet ”Hvorfor svulmer Weichselfloden?”). Det ville være oplagt for Friedländer at lade sig inspirere heraf, da han valgte motivet til maleriet. Billedet skal dog næppe forestille en konkret episode i bogen, men viser snarere nogle af de mange polakker, der måtte flygte, da opstanden brød sammen. Friedländer havde måske som jøde særlige forudsætninger for at indleve sig i de flygtendes situation, og det kan have været et ekstra incitament for ham.

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce