Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr 36, oktober 2013 — Af Kasper Monrad

Flugten fra Egypten

Flugt og udvandring er helt fundamentale vilkår i jødernes historie. Den mest berømte flugt i Bibelen er flugten fra undertrykkelsen og trældommen i faraos Egypten, ikke mindst på grund af begivenhederne undervejs. Den historie har da også inspireret en lang række billedkunstnere.

 

Eckersberg, Moses lader Det Røde Hav træde tilbage
Statens Museum for Kunst

Bibelen har altid spillet en central rolle i kunsthistorien. I Toraens og Det Gamle Testamentes tekster har jødiske og kristne kunstnere kunnet mødes, men selv om teksterne er de samme, er tilgangen og tolkningen ofte forskellig. I en kristen sammenhæng tjener historierne i Det Gamle Testamente i høj grad som en forudsigelse om Jesu komme, hvilket selv sagt ikke er tilfældet i en jødisk. Dette præger også skildringen af flugten fra Egypten.

   Historien berettes i Anden Mosebog, også kaldet Exodus, og den er kort fortalt, at jøderne, der siden Jakobs og Josefs dage har boet i Egypten, efterhånden bliver udsat for undertrykkelse og trældom. Jødernes leder Moses beder gentagne gange forgæves farao om tilladelse til udvandring tilbage til Det Hellige Land. Selv ikke ti voldsomme plager, som Gud påfører egypterne, formilder farao før efter den tiende plage, drabet på alle førstefødte drenge. Først da tillader han, at jøderne udvandrer. Han fortryder dog og sætter efter dem med sin hær.

   Ved Det Røde Hav er jøderne ved at blive indhentet og trængt op i en krog af faraos hær, men med Guds hjælp får Moses vandet til at dele sig, så jøderne kan vandre tørskoede gennem havet, og straks efter lader Moses vandene samle sig igen, så farao og hans soldater bliver fanget i bølgerne.   

   På vandringen videre gennem Sinaihalvøen kommer jøderne til Sinaibjerget, hvor Moses alene stiger op til toppen og møder Gud, som giver ham de to tavler med De Ti Bud. Den videre vandring varer angiveligt 40 år, og Moses når ikke selv frem til målet, men må overlade til sin efterfølger Joshua at føre jøderne over Jordan-floden og ind i Palæstina.
 

TILBAGEVENDEN
I bibelsk forstand handler flugten fra Egypten om jødernes tilbagevenden til Det Hellige Land. Altså en helt central begivenhed for jødisk selvforståelse. Sådan ser vi på hændelserne i dag. Men dengang var det for de flygtende jøder som enhver anden flugt: de forlod deres hjem og de velkendte rammer, og uanset arten af forfølgelse, der er gået forud, er det altid et smerteligt tab at måtte flygte. Jøderne begav sig ud på en vovelig færd, som indeholdt en ukendt mængde farer, og det endelige mål kendte ingen af dem på første hånd, med alle de usikkerhedsmomenter det indebar. De havde ingen garanti for at nå frem i god behold, og hvis marchen vitterlig varede 40 år, så var der mange andre end Moses, der døde undervejs og ikke nåede frem.

   Selv om jødernes tilbagevenden til Palæstina har så stor betydning, er der mærkeligt nok ikke så mange billeder, der skildrer selve flugten. Det kan have flere forklaringer, men en af dem er åbenlys. Flugt og forfølgelse er i sig selv så nedværdigende, at man for det meste ikke ønsker at skilte med det bagefter. Kun den evt. lykkelige udgang har åbenlys appel, så flugten kan vendes til en triumf.

   Den mest suggestive skildring af selve flugten og den lange vandring er så afgjort grafikeren Gustave Dorés træsnit af israelitterne, der krydser Jordan-floden. Træsnittet er udført som en af kunstnerens mange illustrationer til hans illustrerede udgave af Bibelen fra 1866. Det er en nattescene, hvor de mange skikkelser nærmest kun ses som silhuetter.

  Billedet viser den sidste afgørende del af flugten – den endelige tilbagevenden til Palæstina. Det er dog skildret uden tegn på den triumf, der ellers var forbundet med overskridelsen af floden. Det ser nærmest ud som en lyssky handling, der sker i ly af mørket – hvad det sikkert også var i virkeligheden. Kunstneren har uden tvivl regnet med, at den opmærksomme læser vidste, hvilken betydning begivenheden har. Dorés fremstilling af de flygtende israelitter har almen gyldighed – og bliver uhyggelig aktuel, når man ser de helt friske pressefotos af syriske flygtninge, der søger væk fra deres hjemland.

 

MOSES

I kristen sammenhæng har fokus ellers ikke været lagt så meget på flugten, men primært på Moses.   

   Han har altid haft en helt speciel betydning i Bibelen som manden, der modtog de to tavler med De Ti Bud. I mange tilfælde fremhæves imidlertid også handlinger, der får ham til at fremstå som en forløber for Kristus. Det er i høj grad tilfældet i et maleri af den franske maler Nicholas Poussin, hvor han slår vand af klippen.

   Men Moses kunne også få tillagt en helt anden symbolsk betydning, hvis bestilleren havde andre bagtanker. Det var tilfældet, da Michelangelo udførte sin berømte skulptur af Moses med de to tavler. Figuren skulle pryde pave Julius den Andens gravmæle midt i Peterskirken, og paven har uden tvivl set sig selv som Moses’ arvtager. Efter pavens død blev gravmælet dog opgivet i den oprindelige storstilede form, og Michelangelo fik ikke fuldført alle de mange figurer, der egentlig skulle indgå i monumentet. Moses-figuren blev efterfølgende placeret i et mindre monument i en anden kirke i Rom.   

   Michelangelos skulptur udmærker sig ved, at han har horn i panden. Kunstneren har fulgt den almindelige, datidige fejlagtige oversættelse af det hebraiske ord karan, som både kunne betyde et horn og at stråle. I den hebraiske tekst var meningen uden tvivl, at Moses havde en strålekrans om hovedet!

   Helt som man kunne forvente, gik Rembrandt andre veje. Han valgte en psykologisk, dramatisk indfaldsvinkel og forestillede sig, hvorledes Moses reagerede, da han første gang kom ned fra Sinaibjerget med tavlerne og opdagede, at israelitterne i hans fravær havde skabt en afgudsfigur, en kalv af guld, som de tilbad. I et enormt udbrud af vrede knuste han stentavlerne mod jorden.

   Rembrandt har malet det øjeblik, hvor Moses hæver tavlerne, før han vil smide dem mod jorden. For at understrege den voldsomme kraft, som han vil lægge for dagen, har maleren forlænget både Moses' arme og hans overkrop, så hans kast bliver så meget desto længere. Men samtidig har han ladet profeten fremstå forpint og ældet. Han ligner ikke en stor bibelsk lederskikkelse, men en mand der handler i magtesløshed. 

 

DET SJETTE BUD

Det er uden tvivl meget betegnende, at da den danske jødiske handelsmand Mendel Levin Nathanson i 1812 ønskede et maleri med tilknytning til Exodus, så faldt valget på et motiv, der direkte berørte flugten, nemlig israelitternes vandring gennem Det Røde Hav.

   Opgaven gik til C.W. Eckersberg, men han var ikke begejstret ved tanken om at skulle skildre det overnaturlige fænomen med vandene, der delte sig. Han ville undgå ”det mystikladede i fortællingen”. Den jordbundne kunstner Eckersberg ønskede for alt i verden at undgå at male selve vandringen gennem Det Røde Hav, og han foreslog i stedet et efterfølgende, mere fredeligt øjeblik, hvor israelitterne hviler ud efter den nervepirrende flugt. Dette gav ham mulighed for at skildre mennesker i alle aldre, optaget af hverdagsagtige gøremål. Her havde han sin styrke. Hans maleri har nærmest karakter af en bibelsk dagligdagsscene, og man skal se godt efter for at få øje på farao og hans hær, der bliver opslugt af bølgerne i det fjerne.

   Eckersberg udførte sit maleri i en tid, hvor interessen for de litterære motiver i billedkunsten var aftagende. Både malerne og deres publikum foretrak efterhånden motiver hentet fra hverdagens virkelighed. Det litterære maleris dødskamp varede groft sagt hele 1800-tallet, og efter 1900 har betingelserne for kunsten været ændret så meget, at de fortællende billeder har mistet deres centrale betydning. Det betyder dog ikke, at kunstnerne ikke længere forholder sig til de bibelske motiver. Men de bruger dem helt anderledes end tidligere.

   Den israelsk-amerikanske maler Samuel Bak forholder sig aktivt til både jødernes ældre og nyere historie. Han blev født i 1933 i Vilna i det daværende Polen (nu Vilnius i Litauen) og var sammen med sin mor de eneste i en stor familie, der overlevede Holocaust. Dette præger i høj grad hans kunst, som står i gæld til surrealismens blanding af realistiske detaljer og uvirkelige sammenstillinger.

   I hans maleri Bjergtinden fra 1991 ser vi et bjergparti omgivet af en masse øde, golde bjerge. Forgrundens bjergtinde ligner mest af alt en ødelagt jødisk gravplads med ituslåede gravsten. Øverst troner to sten, som har samme form, som tavlerne med De Ti Bud gerne har i synagogerne og i billedkunsten, forsynet med de to hebraiske tegn, der står for Gud, altså et symbol på Guds tilstedeværelse.

   På en af de ødelagte sten ses et enkelt hebraisk tal – nemlig seks. Det står både for det sjette bud i den jødiske bibel, ”Du må ikke myrde”, og for de seks millioner jøder der omkom under Anden Verdenskrig.

   På en anden af de ituslåede sten ses også de hebraiske ord ”SHEMA JISRAEL” (Hør, oh Israel), som indgår i den bøn, som jøder traditionelt forventes at sige på dødslejet. Maleren har med andre ord skrællet al fortælling væk fra beretningen om jødernes flugt fra Egypten og overdragelsen af De Ti Bud og skåret motivet ned til det essentielle, nemlig det der efter hans mening er tilbage efter Anden Verdenskrig. Billedet bliver derved en besk kommentar til løftet om, at Gud ville føre jøderne til ”landet, der flyder med mælk og honning” – og til Guds tilsyneladende fravær under Holocaust. Det sjette bud forhindrede ikke de mange drab. Flugten fra Egypten blev ikke den sidste flugt.

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce