Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr. 16, november 2009 — Af Kasper Monrad

Da Eva Hesse sprængte skulpturens rammer

Kun en enkelt kvinde gjorde sig gældende i første række blandt modernismens banebrydende amerikanske kunstnere i 1960’erne, men det gjorde hun til gengæld ganske eftertrykkeligt.

Værket "Right After" af Eva Hesse

Med jævne mellemrum opstår der debat om de kvindelige kunstneres position og karrieremuligheder i kunstverdenen. Et af de spørgsmål, der med rette stilles, er: Hvorfor er der ikke (flere?) kvindelige kunstnere, der har fået lov at ændre kunsthistoriens gang. Spørgsmålet kan uden tvivl strækkes til også at gælde de kvindelige jødiske kunstnere – ikke bare historisk set, men også her og nu.

   Her kunne man uden tvivl starte en længere diskussion. Men i stedet for vil jeg hellere sætte fokus på en af dem, der godt og grundigt har modsagt alle forestillinger om kvindernes begrænsede muligheder. Navnet er Eva Hesse (1936-70). Med sine skulpturer ydede hun en skelsættende indsats inden for 1960’ernes kunst, og efter hende var billedhuggerkunsten ikke den samme mere. Desværre døde hun meget ung.

   Eva Hesse blev født i Hamburg i 1936, og to år gammel blev hun sammen med sin søster sendt med en særlig Kindertransport til Holland, hvor de blev indlogeret på et katolsk børnehjem. Så sent som i februar 1939 lykkedes det hendes forældre at komme ud af Tyskland, og via London kom den genforenede familie til New York, hvor den slog sig ned i et tysk-jødisk kvarter. Efter et par år blev forældrene skilt, faderen fik forældremyndigheden over børnene og giftede sig snart igen – og moderen begik selvmord. Hvad der gemmer sig bag denne tragedie, kan man kun gisne om.

   Allerede i skoletiden fik Eva Hesse sin interesse for kunstnerisk udfoldelse. Kun 18 år gammel havde hun opnået en vis opmærksomhed, og et lokalt jiddish tidsskrift bragte et kunstnerportræt af hende med overskriften: "Flygtning som 3-årig, moderløs som 8-årig og maler som 18-årig". Tidsskriftsartiklen afspejler, at hun som helt ung var mest optaget af at male.

   Efter high school fulgte hun forskellige kurser i kunst og design, og det lykkedes hende at få et legat, så hun i årene 1957-59 tog en bachelorgrad ved Yale School of Art i New Haven. Her fik hun bl.a. den tidligere Bauhaus-lærer, maleren Joseph Albers som lærer. Hun forholdt sig tydeligvis til hans velordnede maleriske univers, men overtog hverken hans stramme geometriske principper eller farvelære og brug af klare farver.

   Som maler og tegner tog Hesse snarere afsæt i efterkrigstidens amerikanske abstrakte ekspressionisme, specielt den fabulerende, mere surrealistiske del af den. Denne side af hendes kunst er ikke så velkendt – og ville næppe i sig selv have bragt hende evig berømmelse – men den giver forståelse for, hvorfra nogle af de væsentlige aspekter i hendes kunst kom: det spøgefulde, det legende, det uforudsigelige og det erotiske. Hendes malerier og tegninger forklarer også, hvorfor hun holdt fast ved at skabe de indholdsmæssige associationer i sine værker i en tid, hvor minimalismens forkæmpere ellers rensede formerne for indhold.

   Det er dog ikke, fordi hun ikke tog ved lære af den samtidige amerikanske minimalisme, som gjorde industriens brug af ensartede moduler til et bærende princip i kunstværkerne. Hun gik bare sine helt egne veje. Da hun omkring 1965 efterhånden droppede maleriet og begyndte at arbejde med tredimensionelle udtryk, kom hun til at arbejde med gentagelse af moduler ligesom minimalisterne, men de er på ingen måde ensartede, og de ligner ikke industriens produkter. Hendes værker har altid præg af at være håndgjorte. Mens minimalisterne prøver at eliminere ethvert personligt udtryk, er hun ikke bange for at give sin kunst et personligt og udtryksfuldt præg, om end udtrykket ofte er uudgrundeligt. Ofte er der referencer til et kvindeligt univers. Hendes værker er derfor langt mere tvetydige og bevidst selvmodsigende end minimalisternes.

   Medvirkende hertil er Eva Hesses brug af materialer i skulpturerne. I stedet for de traditionelle, hårde og "maskuline" materialer som træ, metal og sten valgte hun bløde og "feminine" materialer som snor, klæde og latex, foruden fiberglas. Med det sidstnævnte materiale kommer der ydermere et element af delvis gennemskinnelighed ind i en række værker. Allerede ved materialevalget lægger hun afstand til skulpturens vigtigste traditionelle virkemidler: tyngde, soliditet, massivitet og stabilitet.

   Eva Hesse brugte nogle af de centrale former i minimalisternes kunst – cirklen, kuben og cylinderen, men med en helt anden hensigt end de. Cirklen bliver i hendes kunst et stiliseret kvindebryst, nogle gange gentaget i lange rækker. Kuben er en kasse, hvor vrangen er vendt udad, og på indersiden er den beklædt med pigge lavet af gennemsigtig plastik, så den har vendt sit forsvar indad mod sig selv. Cylinderen ligner en gulvspand, men den er lavet af glasfiber og polyester og er helt uregelmæssig, og når hun så stiller 19 af dem op på gulvet i en uoverskuelig uorden (i Repetition Nineteen III fra 1968), ophæver skulpturen de associationer, som det selv skaber.

   Med værket Hung Up fra 1966 gjorde hun op med kunstens ”faste rammer”. En billedramme er fæstnet på væggen, men snoren, som skulle bære den, hænger slapt ned på gulvet. Selve rammen er viklet ind i stof, der ligner gazebind, som var den invalideret. Og vigtigst af alt: rammen er tom! Dvs. det traditionelle kunstneriske indhold mangler. Værket virker absurd, hvilket er helt bevidst fra kunstnerens side, og det strider med alle forestillinger om både et maleri og en skulptur. Kunstneren kaldte selv Hung Up for ”den mest latterlige struktur, jeg nogensinde har lavet, og netop derfor er den så god.”

   Det mest yderliggående værk, Hesse har skabt, er nok Rope Piece (eller Untitled) fra 1970. Det består af et nærmest kaotiske filter af reb, snor og wire, indstøbt i latex og ophængt i et hjørne af et udstillingsrum. Her har hun taget definitivt afsked med såvel den traditionelle skulptur og dens placering på et solidt underlag som med kunstværkets faste form.

   Da Eva Hesse udførte Rope Piece, var hun dødeligt mærket af en ondartet hjernesvulst, og det blev et af de sidste værker, hun nåede at udføre. Det var, som om hun kædede sin egen skrøbelighed – og dødelighed – sammen med værkernes skrøbelighed, idet hun vidste, at de ikke ville kunne bestå til evig tid. Med hendes egne ord: ”Life doesn’t last, art doesn’t last, it doesn’t matter.” Hun døde den 29. maj 1970, kun 34 år gammel.

   Eva Hesse havde opnået et ganske stort ry inden sin død, hvilket bl.a. gav sig udslag i en nekrolog i Time Magazine. Siden er anerkendelsen kun vokset, og der er blevet afholdt flere store retrospektive udstillinger af hendes værker – først og fremmest på Tate Modern i London i 2002 og The Jewish Museum i New York i 2006. Mens tiden ikke har været nådig mod flere andre af de kunstnere, der gjorde sig bemærket på kunstscenen i 1960’erne, har Eva Hesse stået distancen. Hendes kunst har bevaret sin aktualitet og fascinationskraft. Hun hører ubetinget til blandt de største navne fra dengang.

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce