Blinde vinkler

I en verden domineret af seende viser to kunstnere gennem deres samarbejde med blinde børn og voksne perspektiver, som beskueren ellers kan være blind for. Japanske Megumi Matsubara hylder børns indre blik med 30 små bronzeskulpturer, mens polske Artur Zmijewski samarbejder med blinde voksne om at fremstille selvportrætter.

Blind maler stort selvpotræt
Artur Zmijewski, "Blindly", 2010. Foto: Galerie Peter Kilchmann

Megumi Matsubara mener, at øjnene har fået for meget magt.
At være seende er, for majoriteten, en selvfølge, men for Matsubara har det været interessant at finde en anden tilgang til verden, end den man finder gennem den ydre verden.
”Jeg var nået til et punkt, hvor jeg tvivlede på mit eget udgangspunkt, og hvorfor det altid var baseret på synet.”, fortæller hun til Goldberg.
Hendes værk A proposal for a textbook to learn Braille, English, and other languages kan i september opleves på CODE Art Fair i Bellacentret. Værket er baseret på et samarbejde med blinde og svagsynede børn fra Marokko og Cairo, hvor Matsubara afholdt workshops og var i tæt dialog med eleverne. Som afslutning på projektet gav hun dem opgaven at formgive det, der viste sig for deres indre blik.
”Jeg ville gerne prøve at opleve deres verden, for jeg ved jo, hvad jeg selv ser. Jeg ville opleve det helt individuelle perspektiv.”, forklarer hun. 
Formgivet i ler blev det til små trekanter, kringler og pølselignende dingenoter med klare aftegninger af de små hænders modellering. Skulpturerne støbte hun omhyggeligt i bronze, og et udvalg på 30 udgør nu værket. De små skulpturer er placeret på træklodser, hvor der på blindskrift og engelsk står, hvad de forestiller: En suppekop, en lille slange, en baby, en ske osv. På sin vis ordinære motiver, men for Matsubara var det mødet med elevernes indre verden, transformationen til fysiske genstande og ikke mindst sprogliggørelsen af det de så, der var interessant.
”Måden vi kommunikerer med hinanden på er mere end det vi ser, vores sprog og alfabetet. Jeg oplevede en helt særlig omgangsform. Et nærvær og en fysisk opmærksomhed uden at vi nødvendigvis rørte ved hinanden”, forklarer hun. 

Besat af synet
Matusbara arbejder både som kunstner og som del af tegnestuen Assistant, der beskæftiger sig med tværfaglig arkitektur. De fleste af hendes værker og projekter udfordrer vores rumlige bevidsthed og kommer til udtryk i forskellige medier.
”Rum er en abstrakt størrelse, men dybest set er det det eneste, vi deler”, siger hun og fortæller videre, at hun var besat af, hvad vi kan se eller måske snarere, hvad vi kan opfatte med vores syn. Den ydre verden dominerer vores forståelse og tilgang til hinanden, og med A proposal for a textbook to learn Braille, English, and other languages fik hun mulighed for at arbejde med, hvad hun kalder den ”reneste og mest ideelle form for syn”. De små skulpturer er visualiseringen af de syn, de blinde børn fik, men de er også et synligt sprog for den måde, Matsubara og børnene kommunikerede på:
”Der foregår en helt særlig udveksling, når kroppen tages i brug til at kommunikere med, og det åbnede min egen sensibilitet, fordi jeg blev anderledes tilstedeværende. Samtidig kunne jeg ofte glemme, at eleverne var blinde, men så snart vores samvær blev påvirket af omgivelserne ude i ’samfundet’, blev det tydeligt”.

Frygten for lukkede øjne
For Matsubara har projektet ikke handlet om at informere eller nuancere det at være blind eller svagsynet - det er baseret på en personlig interesse for øjnene, som stammer helt tilbage til hendes barndom, hvor hun havde en intens frygt for at dø. Hun forbandt frygten med sin mors lukkede øjne, når hun så hende falde i søvn. Hun blev usikker på, om moren ville åbne øjnene igen, eller om hun selv ville forblive i mørket, når hun lukkede sine øjne.
Det satte tanker i gang om de fysiske forhold, vi omgiver os med, og den måde vi møder andre mennesker og vores omgivelser på.
Projektet blev for Matsubara en måde at vise eksistensens kraft, vores vilje og motivation til at kommunikere. Hun forklarer, at hun ønskede at skabe et vindue til denne styrke. Det er en hyldest til denne styrke, som hun fandt helt tydelig under sit samarbejde:
”Det handler om tilstedeværelse, som er meget vigtig for at skabe intimitet og nærvær. Det kræver en stor indsats at være svagsynet eller blind i en seende verden, og deres nærvær var en helt unik gestus.”

Når midlet helliger målet
Den polske kunstner Artur Zmijewski har samarbejdet med voksne blinde og hans arbejde har et helt andet fokus og hans agenda en helt anden karakter.
Zmijewski er en elsket og hadet kunstner. Han har været repræsenteret flere gange på Venedig Biennalen, han deltager dette efterår på Documenta i Kassel med et kontroversielt perspektiv på flygtninge, og hans værker er blevet købt af museer som Tate i London og MoMa i New York. Han ynder at provokere, og det er helt legitimt for ham, når han vil sætte fokus på samfundsmæssige traumer og politisk korrekthed.
I videoværket Blindly fra 2010 har han filmet en række voksne blinde, mens de maler selvportrætter på store papirformater. Han blander sig stort set ikke i processen, men observerer og filmer, hvordan de famler efter farvebøtter og tværer maling ud over sig selv, mens de fortæller om, hvad de laver.
Videoen fremstår som objektiv dokumentation, men Zmijewski sætter med sin teknik og æstetik beskueren i en rolle som voyeur, og man bliver vidne til noget, der forekommer at være et absurd live eksperiment.
I værket 80064 fra 2004 sætter Zmijewski en lignende situation i scene, hvor han interviewer en 92-årig polsk Holocaust overlevende mand, som han til sidst overtaler til at få sit ID-nummer fra Auschwitz retatoveret. Zmijewski holder sig ikke tilbage, og selv siger han, at han ikke ønsker at terrorisere beskueren, men at han vedkender sig at bruge et radikalt sprog i sine videoer.

Ingen grund til at hviske
Interessen for det at være fysisk anderledes opstod, da Zmijewski engang var på stranden med en pige, som var født med ét ben. Han så, hvordan hun tog sin protese af, og oplevede, hvordan han blev konfronteret med denne kropslige andethed og en skam, der hang i luften.
Siden har han både samarbejdet med blinde, døve og mennesker uden alle lemmer i behold. Han er ikke på en mission for at give en oplevelse eller en ”gave”, som han selv har beskrevet det, for ham er det et studie, som han gerne vil forelægge for et publikum. Gennem sine værker ønsker han at konfrontere beskueren med den stigmatisering, der knytter sig til det at have et handikap.
Hans værker emmer af en konstant spænding af ubehag. Det er en ekstrem konfrontation af det, som for majoriteten er en selvfølge eller banalitet, men for andre er en opgave, der kræver en særlig indsats, som fx når Zmijewski arbejder med døve i et sangkor og blinde i et værksted. Zmijewski hverken hvisker bag de blindes ryg eller peger på de døve. Han går deltagerne i møde i sine projekter, men spørgsmålet dirrer alligevel i luften, hvorvidt han fremstiller, afslører eller udstiller dem.

Megumi Matsubaras værk A proposal for a textbook to learn Braille, English, and other languages kan ses på CODE Art Fair i Bellacentret 31. august - 2. september.
Artur Zmijewski deltager med værket Glimpse på Documenta 14 frem til den 17. september.

Goldberg vil i en række artikler sætte fokus på kunstarter, når de udøves med andre sanser end de forventede.

 

Gå på opdagelse i arkivet