ARoS-udstilling er som et lille lys i mørket

Værker af store stjerner som Lucian Freud og Francis Bacon har fundet vej til kunstmuseet ARoS. Her funkler mesterværker i mørke rum, der understreger efterkrigstidens sortsyn. Det er en udstilling med 90 værker af de såkaldte London-malere, der i al deres diversitet viser, hvordan de to verdenskriges rædsler uomgængeligt præger kunsten og former et nyt menneskesyn.

Paula Rego," The Dance", © Paula Regocourtesy Marlborough Fine A
Paula Rego," The Dance", © Paula Regocourtesy Marlborough Fine A

En lille nøgen glødepære hænger fra loftet og oplyser en ellers beskeden hvid introduktionstekst på en mørkegrå væg. Rummet er asymmetrisk og temmelig mørkt. De dunkle vægge er sat labyrintisk op, og pupillerne må udvides, før man kan finde vej ind i selve udstillingen.
Højre, venstre eller lige ud, det er op til den enkelte selv at finde vej og (mening) i udstillingen, som hverken har en tilrettelagt begyndelse eller slutning. Det er en udstillingsarkitektur, der i høj grad reflekterer det mørkesind og den desorienterede tilstand, der prægede efterkrigstidens kunstnere.
Ti kunstnere i alt: Francis Bacon, Lucian Freud, Michael Andrews, Frank Auerbach, David Bomberg, William Coldstream, R.B. Kitaj, Leon Kossoff, Paula Rego og Euan Uglow. Tre nulevende, en kvinde, fem jødiske og fem, som slet ikke er fra London, er samlet under titlen Bacon, Freud and the London Painters.
Det er 90 værker af international kaliber, som får både kunstelskere og turister til at tage til London og på museum. Og de kan nu opleves i Aarhus.

Londonmalerne kommer også fra Irland, Tyskland, USA og Portugal
Store og små malerier i sorte, røde og guldfarvede rammer hænger tilsyneladende ret tilfældigt i det store mørke rum. Der er både knald på farverne og douce nuancer, tykke lag maling og glatte overflader. Men det er netop meningen at vise diversiteten, og lade de besøgende gå deres egen rute.
Udstillingen er blevet til i et nyt stort samarbejde med Tate i London, hvor ARoS er vandreudstillingens tredje stop efter USA og Spanien. Men selvom værkerne faktisk kommer fra London, stammer betegnelsen School of London helt tilbage fra 1976, da kunstneren R.B. Kitaj i et katalog til udstillingen Human Clay brugte den om de ca. 50 udvalgte kunstnere.
Det var modigt gjort, for de kunstnere, han havde samlet, gik stik imod tidens trend domineret af minimalisme, abstrakt og konceptuel kunst. De beskæftigede sig med figurativ kunst, som blev betragtet som regressiv i forhold til samtidens avantgardekunst.
School of London havde hverken en skole, et manifest eller et fælles formsprog. Og gruppen er med tiden blevet mindre, og betegnelsen kritiseret, fordi den egentlig ikke beskriver så meget og kan inkludere kunstnere efter forgodtbefindende. Men de var sammen om at eksperimentere med det figurative, de var venner, elever af hinanden og fandt inspiration i hinandens værker til trods for vidt forskellige teknikker, metoder og nationaliteter. Og London var deres base, både som tilflugtssted fra nazismen og som en plads for kunstnerisk udvikling.

Menneskets skyggeside
Selvom der på udstillingen hverken er tekster på væggene eller information ved værkerne, er de besøgende ikke overladt helt til sig selv. Museet har lavet en lille pamflet, hvor udstillingskonceptet forklares, og de enkelte kunstnere og værker introduceres. Men man skal stå det rigtige sted, og vende og dreje sig et par gange, for at ens egen skygge ikke skærmer for teksten. Det skyldes selvfølgelig den dunkle belysning med spot på malerierne, men forekommer også at være en pointe for at gøre besøgeren opmærksom på, at alle er fulgt af en skyggeside.
Efterkrigstidens kunstnere var desillusionerede, og på samme måde som filosoffen Theodor Adorno skrev ”at skrive poesi efter Auschwitz er barbarisk”, oplevede en del kunstnere, at de ikke længere kunne male figurativt. Præget af meningsløshed og med angst som et nyt grundvilkår vender kunstnerne sig mod det nære. Venner og familie bliver genstand for motiverne, men også et nyt indadskuende blik præger deres værker, for hvad er mennesket dog for en størrelse? Hvilket ansvar og hvilken pligt har vi overfor hinanden og ikke mindst os selv som mennesker?
Det bliver til et opgør med troen på en menneskelig essens, og på at skæbnen er os pålagt. Det er eksistentialismen, der presser sig på og kradser hul ind til smertelige overvejelser, der på forskellig vis materialiserer sig på lærrederne: Bistre hunde, hvæsende katte og vrangvendte kroppe er nok ubehagelige, men det er snarere den underliggende håbløshed og intellektets utiltrækkelighed i forhold til at kapere de historiske kendsgerninger, der viser sig som yderst sanselige billeder - som var forstanden kollapset og kun sanseapparatet tilbage.
Det synes gældende for Freuds nøgne og utilpassede kroppe, Bacons afstumpede og udflydende figurer og Kossoffs grovmalede mennesker. Det er samtidig en form for genmæle og opløsning af den fuldendte krop, som nazisterne foreskrev. En modstand mod den idealiserede krop, idet det uperfekte og skrøbeligheden bliver blotlagt, og hvor nogle af figurerne slet ikke har en skygge.

Lukkede øjne, tidsler og tons af sprængstof
Udstillingens værker er spækket med symbolik, hvor både motiver og malemåden understreger den brutalitet, kunstnerne skulle forholde sig til. Som fx når Kossoff maler i tykke lag på plader og påfører malingen med en klods af træ. Eller i Bacons portræt af forfatteren William Blake, hvor et nærmest afhugget hoved med lukkede øjne og en forseglet rød nedadvendt mund er malet på et gråt og udtværet ansigt på en kulsort baggrund.
Freud maler sig selv med en bunke stikkende tidsler i forgrunden, og David Bomberg bliver af War Artists’ Advisory Comittee opfordret til at male et bombelager som propaganda. Lageret kunne rumme 20.000 tons sprængstof, og hans hustru har senere fortalt, hvordan Bomberg måtte kravle rundt i den nedlagte mine for at få den helt rette vinkel til sit billede, og at han tilmed for vild i det underjordiske depot.
Motiverne er mange, og der er langt fra Freuds symbolske realisme til Bombergs spraglede abstrakte stil – og til trods for den dunkle belysning bliver man ikke træt, men må bare spærre øjnene mere og mere op.

Et lys i mørket
I midten af udstillingsrummet står to kæmpestore billedrammer, der fungerer som hvilebænke, men så snart man bevæger sig over til dem, bliver man selv et motiv i rammen. Man opdager det knapt, før man trækker sig tilbage og ser, hvordan andre besøgende bliver til ’malerier’. Det er en gimmick, der får udstillingens fortællinger til at se ud som om, de udspiller sig lige nu.
I en umiddelbart smuk naturscene af Michael Andrews holder en far sin svømmende datter, men vandet er sort, og de er omsluttet af et tåget og goldt klippelandskab, der lukker af til himlen. En scene der er malet i slutningen af 70’erne, og som forekommer ildevarslende og klaustrofobisk og påminder om, at det, som kunstnerne var optaget af dengang, desværre ikke kun er fortid.
Men heldigvis er der også værker, der skildrer mere muntre begivenheder som fx R.B. Kitajs The Wedding, hvor han har malet sin vielse med den amerikanske kunstner Sandra Fisher. I billedet ses foruden rabbineren med høj hat også en del af School of London-kollegaerne, bl.a. Frank Auerbach, Leon Kossoff og Lucian Freud.
Paula Rego, den eneste kvindelige kunstner repræsenteret på udstillingen, bidrager med et af de få værker, hvor personerne smiler og sågar er let på tå. Scenen udspiller sig på stranden, hvor der holdes i hænder og omfavnes i aftendans, en brise bevæger kjolerne, og en gravid kvinde løfter stemningen omkring fremtiden - alt sammen under en lysende måne, som leder tankerne hen på, at kunstnerne netop ikke kan eller vil slippe det menneskelige fordærv, og det i det mindste kan stå som et lille, men kraftigt lys i mørket på ARoS.

Illustrationer:
Installation view, foto: Anders Sune Berg
Lucian Freud, "Girl with a White Dog" 1950-51. The Lucian Freud Archive / Bridgeman Images
Francis Bacon, "Study for Portrait II" (after the Life Mask of William Blake) 1955. Tate: Purchased 1979 /copydanbilleder.dk 2017
R.B. Kitaj, "The Wedding" 1989-93 © R.B. Kitaj Estate, courtesy Marlborough Fine Art
 

Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artiklerne stilles gratis til rådighed. 
Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed
Du kan også hjælpe ved at gøre din omgangskreds opmærksom på Goldberg, så vi får endnu flere læsere. 
God fornøjelse med de næste mange artikler - og tak for hjælpen!

Gå på opdagelse i arkivet