Tv-seriernes nye jøder

Glem alt om Woody Allens selvhad og Jerry Seinfelds ambivalens. De seneste års toneangivende amerikanske tv-serier lider ikke af berøringsangst overfor jødisk identitet. Tværtimod: De omfavner, omformer og skilter hæmningsløst med den – warts and all. Hvad er det, der foregår? Goldberg zoomer her ind på Transparent, senere nærkigger vi på Broad City og Orange is the New Black.

people

”Det mest jødiske tv-show for tiden.” Sådan beskriver den amerikanske kønsforsknings-pioner Judith Butler tv-serien Transparent, der herhjemme kan ses på Viaplay, og som har høstet adskillige Golden Globes, Emmy-priser og kritikerroser verden over.
   ”Serien er faktisk bedre til at skildre det jødiske end det transkønnede,” mener Butler, der udtaler sig til magasinet New York i en stort opsat portrætartikel om den udvikling, kønsforskningen har gennemgået de seneste tiår, og som hun selv er en frontfigur i.
   Fra at se køn som noget vi er, til noget vi kontinuerligt gør, har Judith Butlers radikale teorier om performativ kønsidentitet været med til at åbne manges øjne for en mere flydende opfattelse af os selv som kønnede væsener, en ikke-binær forståelse af maskulinitet og femininitet, som langsomt, men sikkert er gledet ind i musik, tv og mode: Hiphopstjerner springer ud som biseksuelle i et miljø, der ellers abonnerer på stereotype machoidealer, mandlige filmstjerner poserer i chikke kjoler på den røde løber, arm i arm med deres kvindelige kærester, H&M følger trop og lader mandlige modeller vise sæsonens nye kjolemode i kataloget.

   Der er mange måder at være mand og kvinde på i dag, og i popkulturen kommer de oftest hurtigt til syne.

 

Nye identiteter
De nye queer-teorier giver både mænd og kvinder mere frihed, vil nogle mene. Men de har også skabt nye dilemmaer, nye måder at have identitetskriser på og forvirrende sproglige og ideologiske konflikter om, hvordan vi skal tiltale hinanden, hvilke skilte der bør være på toiletterne, og en evindelig mediediskussion om, hvorvidt de sande ofre for kønsundertrykkelse i dag i virkeligheden er heteroseksuelle hvide mænd.
   Men heldigvis giver denne udvikling os også dybe, medrivende og politisk transformerende kulturelle fænomener som tv-serien Transparent – om den pensionerede professor Mort Pfefferman (spillet af Jeffrey Tambor), der i en fremskreden alder springer ud som den Maura, han hemmeligt altid har følt sig som.

   Dermed udløser Mort/Maura en følelsesmæssig lavine af reaktioner hos sine tre voksne børn og hustruen Shelly (spillet af Judith Light), der pludselig står overfor en helt anden version af deres fælles familiære virkelighed end den, de hidtil har troet, de levede i.

 

Egotrip og ægthed
Selvom familien Pfefferman åbenlyst tilhører det venstreorienterede, såkaldt progressive segment blandt sekulære jøder, hvis jødiske identitet et langt stykke hen ad vejen bygger på vage opfattelser om ’kulturelt tilhørsforhold’ og ikke på religiøs viden og konkret praksis, så gennemsyrer det jødiske stort set alle seriens scener og storylines:
   Stærkest i karakteren rabbi Raquel Fein (spillet af Kathryn Hahn), den kvindelige rabbiner som måske – og det siger nok i virkeligheden ikke så meget - er den ’sundeste’ af alle karaktererne i seriens stærkt dysfunktionelle og narcissistiske persongalleri.
   Hendes rolle som spirituel autoritet går ikke let i spænd med hendes single-status og længslen efter børn og familie, en kamp Transparent skildrer med alvor og medfølelse. Her er en karakter, der insisterer på de gamle skrifters relevans, på dybt kendskab til traditionen, på at praktisere ritualerne og på ægthed i forholdet til Gud. Og som, konfronteret med The Pfefferman’s overfladiske fascination af det jødiske, til sidst må bryde ud i et længe opdæmmet raserianfald.

   I en af tredje sæsons mest følelsesmæssigt tilfredsstillende scener forklarer hun familien Pfeffermans ældste datter, Sarah (spillet af Amy Landecker), hvad jødedom ikke handler om:
   ”Det handler ikke om at forfølge din egen lykke, det handler ikke om at ’finde dig selv’ eller om at begive sig ud på en eller anden slags ’rejse’”, konstaterer Raquel oprørt.  At være optaget af sin jødiske identitet uden at have en solid religiøs praksis er blot en ny eksotisk selviscenesættelse, en ny form for selvoptagethed, er rabbi Raquels budskab.


Noget af det smukke ved Transparent er, at Raquels udbrud – trods al den sandhed det måtte rumme – ikke får lov at stå alene. Transparent er bevidst om spændingsforholdet mellem ’ægte’ og ’eksotiseret’ fremvisning af jødiskhed, men giver plads til, at der også er håb for selvoptagede såkaldte kulturjøder: At der bag den pseudoreligiøse narcissisme måske også kan være en ægte spirituel længsel, der udspringer af et dybfølt behov for samhørighed med andre - og med Gud.
   Det ses bl.a. i familien Pfeffermans famlende forsøg på at holde Shabbat og Pesach, det ses i deres afsked med et afdødt familiemedlem, og på overraskende vis ses det i seriens flashbacks til 1930’ernes Berlin, hvor en af familiens forfædre må lide den tort at være både transseksuel og jøde. Outsider-positionen og traumerne som et fælles eksistentielt vilkår, der sidder i det jødiske folks DNA.
   

Vej igennem vildnisset
Modsat tidligere ’jødiske’ film og tv-serier af f.eks. Woody Allen, Jerry Seinfeld og Larry David gør Transparent ikke nar ad jødedommens traditioner eller bruger det jødiske som en joke.   

   Jill Soloway, der med egne ord selv ’kommer fra en familie, hvis jødiske identitet mest handler om hvilken mad, vi kan lide’, tager jødedommen alvorligt. Og hun gør det ud fra en typisk erfaring med den ’liberale’ version af moderne amerikansk jødedom.
   For ti år siden stiftede Soloway bekendtskab med organisationen Reboot, der forbinder jødiske kulturprofessionelle og andre kreative uden formel jødisk tilknytning. Sammen med andre Rebooters stiftede hun en alternativ jødisk menighed ved navn East Side Jews, der arrangerer shabbat-middage og andre sammenkomster på de jødiske helligdage i Los Angeles, hvor hun bor.  Mange af forfatterne bag Transparent er folk, hun mødte i Reebooters, har hun tidligere fortalt i et interview i the Forward.
   Og netop Transparents kærlige omfavnelse af jødiske traditioner og nysgerrige interesse for jødedommens spirituelle budskaber giver serien noget af dens særlige styrke. Det og så selvfølgelig det faktum, at hele historien blev igangsat af, at Jill Soloways egen far sprang ud som transkønnet umiddelbart før, hun begyndte at skrive tv-serien. Der er en sjælden alvor og smerte på spil i et medie, hvor det længe har været de hurtige grin og underholdning, der dominerede.
   Når alt kommer til alt, handler Transparent om at forsøge at finde vej i en verden, hvor køn og religion måske nok er i opløsning, men hvor primært ”race” og social klasse stadig fastholder privilegier hos bestemte grupper i samfundet. Og et af budskaberne i Transparent er, at vi alle må finde vores egen vej igennem vildnisset. Som når rabbi Raquel i en prædiken spørger: ”Hvad hvis nu du var nødt til at være din egen Messias?”
   Serien besvarer spørgsmålet med et nyt spørgsmål, stillet af yngstedatteren Ali (spillet af Gaby Hoffmann) i det afsluttende afsnit i sæson 3. Og det sker med et vink til alle os, der håber, at sæson 4 af Transparent, der kommer senere på året, for alvor prikker hul på den Pfeffermanske privilegieboble:
”Kvinde, trans, sort, alle dem, som patriarkatet forsøger at objektificere og gøre til ’Den Anden’. Hvad nu hvis denne ’Andethed’ er Messias?”

Faktaboks:

Jill Soloway (f. 1965)
Amerikansk filminstruktør, manuskriptforfatter og producer, bl.a. på tv-serien ’Six Feet Under’. Brød igennem med Transparent i 2014, inspireret af Soloways egne erfaringer med en far, der sprang ud som transperson i en moden alder. Soloway skaber Transparent i tæt samarbejde med transkønnede aktivister og kunstnere og er de seneste år blevet en markant stemme i den amerikanske debat om feminisme og transkønnedes rettigheder. Fjerde sæson af Transparent, der produceres af Amazon og herhjemme kan ses på Viaplay, kommer senere i år.
Læs det store portrætinterview med Jill Soloway i The New Yorker, klik her

Gå på opdagelse i arkivet