Sultanens jøde – og danskernes syn på ham

Jødiske handelsfolk fra den muslimske verden var i 1700-tallet højtstående internationale diplomater. De blev mødt med skepsis i et Europa præget af antisemitisme og racisme. Ny forskning henter Marokkos første ambassadør i Danmark, den jødiske Samuel Sumbel, frem i lyset for at se, hvad historien om ham fortæller om danskerne. 

 

Jonas Haas: Prospekt af København 1760. Stregætsning. Den Kongelige Kobberstiksamling.
Jonas Haas: Prospekt af København 1760. Stregætsning. Den Kongelige Kobberstiksamling.

”Igennem tiden er jøder ofte blevet mere undertrykt i Europa end i de arabiske lande. Alligevel fremstiller meget europæisk historieskrivning den arabiske verden som tilbagestående i forhold til Vesten, når det gælder jøders vilkår. Men reelt har tolerancen i lange perioder været større i de muslimske lande end i det kristne Vesten.”
Sådan siger dr.theol. og dr.phil. Joshua Sabih, lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet.
Han forsker bl.a. i jødisk-muslimske relationer, er ekspert i israelske og arabiske kulturstudier og har selv marokkansk-jødisk baggrund. Et af hans igangværende forskningsprojekter handler om, hvordan jøder og muslimer historisk er blevet opfattet og fremstillet i den danske offentlighed.
Fokus for projektet er Samuel Sumbel, en indflydelsesrig marokkansk-jødisk handelsmand og diplomat. Han ankom i 1752 til København som Marokkos første ambassadør i Danmark, udnævnt af Marokkos sultan Abdallah IV.
”Sumbel havde tidligere repræsenteret det marokkanske sultanat i Spanien, Portugal og Storbritannien, men nu blev han sendt til København for at løse vigtige opgaver,” fortæller Joshua Sabih, som Goldberg møder på Københavns Universitet.
”I dansk historieskrivning er Samuel Sumbel hidtil kun flygtigt beskrevet, selvom han spillede en vigtig rolle politisk. Jeg løfter ham frem, fordi jeg ser ham som et eksempel på, hvordan arabiske jøder har haft væsentlig indflydelse på historiens gang som internationale diplomater i 16-, 17- og 1800-tallet. Men de overses ofte i europæisk historieskrivning. Måske fordi jøder som Sumbel, der var del af en økonomisk og politisk elite i den muslimske verden, ikke passer ind i et vestligt narrativ om de arabiske lande som intolerante og tilbagestående samfund,” siger Joshua Sabih.

Værdifulde kompetencer
De opgaver, sultanen havde bedt Sumbel løse, handlede dels om at mægle i en strid, hvor danske handelsskibe blev tilbageholdt i marokkansk farvand af nordafrikanske pirater, dels om at låne den danske konge, Frederik V, penge. Den driftige danske handelsnation investerede i denne periode store summer i transatlantisk slavehandel, og der var hårdt brug for en saltvandsindsprøjtning til statskassen. De finanser kunne Sumbel skaffe.
”De jødiske handelsfolk havde mange værdifulde kompetencer - både økonomisk, socialt og politisk - som datidens magthavere havde brug for,” fortæller Joshua Sabih.
”Disse sefardiske jøder havde gode forbindelser i både Europa og Mellemøsten, talte ofte flere sprog, og havde indsigt i landenes religion, kultur og sædvaner. Alt sammen noget der er vigtigt for en international diplomat,” siger han.
Men de arabisk-jødiske diplomater udgjorde et stort paradoks i deres samtid, forklarer Joshua Sabih:
”Succesrige jøder som Samuel Sumbel nød fantastiske privilegier i deres muslimske hjemlande. Flere velhavende jødiske handelsfamilier, f.eks. familien Pallache og familien Macnin, havde opnået sultaners og kaliffers tillid og blev betroede internationale diplomater i Holland og Storbritannien. Samtidig var deres fattige trosfæller i Europa forhadte og undertrykte. Der opstod derfor en voldsom ambivalens overfor disse arabisk-jødiske diplomater i Vesten. Man vidste ganske enkelt ikke, hvor man skulle placere dem,” fortæller Joshua Sabih, der er dykket ned i arkiverne på Det Kongelige Bibliotek og Rigsarkivet for at undersøge, hvordan Marokkos første ambassadør i Danmark blev opfattet i den danske offentlighed i midten af 1700-tallet.
”Det fremgår af det sprog, der anvendes i dokumenterne, at danskerne ikke rigtig kunne finde ud af, hvordan de skulle forstå Sumbel. Han beskrives som en lidt fordækt figur, skiftevis kaldet ’jøden Sumbel’ ’Ismaelitten’ og ’Orientaleren’,” siger Joshua Sabih.
”Men det fremgår også, at han havde succes med sin mission: Konflikten om de danske handelsskibe i marokkansk farvand bilægges, og dokumenterne roser ham for at åbne det dansk-marokkanske forhold og skabe flere handelsmuligheder. Desuden, fremgår det, bevilger Sumbel den danske konge et betragteligt lån.”

Et andet blik på historien
Joshua Sabihs pointe er ikke blot at vise, at der var en jødisk-marokkansk diplomat i Danmark i 1700-tallet, understreger han.
”Jeg er mere interesseret i at undersøge samtidens syn på jøder, men også arabere og ’de fremmede’ – dvs. folk fra Mellemøsten. Mange vestlige historikere har hidtil beskrevet tidens jødiske diplomater som underdanige repræsentanter for en undertrykt gruppe i den muslimske verden. Men de glemmer, at historiske dokumenter som f.eks. dem, jeg kigger på i dette forskningsprojekt, beskriver jøder med en antisemitisme og en racisme, der vidner om en endnu værre undertrykkelse her i Danmark og i Europa end den, man så i datidens arabiske samfund.”
Interessen for ambassadør Sumbel bunder også i en kritik af det, Sabih mener, er en dominerende vinkel i vestlig historieskrivning:
”Meget europæisk historieskrivning har været optaget af at vise, at jøder i den arabiske verden i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. var voldsomt forfulgte og ingen status havde. Men det var jo også tilfældet for jøder i Europa i samme periode. Det er som om, europæiske historikere har projiceret Europas egen antisemitisme og racisme over på araberne. Resultatet er, at en del af historien camoufleres. Nemlig den del der viser, at jøder og muslimer kan leve sammen. Det er en vigtig del af min forskning at være opmærksom på lige præcis dette.”

Jøder og muslimer side om side
Den arabisk-islamiske civilisation er et resultat af mange forskellige etniske gruppers bidrag, og jøder har været væsentlige for udviklingen i hele regionen, påpeger Joshua Sabih.
Et velkendt eksempel er middelaldertænkeren Maimonides, der var født i Córdoba i Spanien. Jødeforfølgelser drev ham til Fez i det nuværende Marokko. I 1165 bosatte han sig i Cairo, hvor han blev læge ved sultan Saladins hof og forstander for det jødiske samfund.
”Men sameksistensen mellem jøder og muslimer i Mellemøsten foregik ikke kun i samfundets top,” siger Joshua Sabih.
”Efterhånden som forskerne er begyndt at interessere sig mere for hverdagslivets historiske kilder, viser det sig, at samlivet mellem jøder og muslimer i Mellemøsten var meget tættere og mere udbredt, end vi hidtil har troet,” siger han, hvis ambition det er at ’afkolonialisere’ historiografien:
”Der er problemer i repræsentationen af både arabere og jøder i historieskrivningen. Det har i høj grad været præget af et ashkenazisk, europæisk blik på historien, hvor arabiske muslimer og arabiske jøders eneste redning er at blive integreret og civiliseret i et europæiske narrativ, der i bund og grund er kolonialistisk. Mit projekt er at afkolonialisere fortolkningen af historien. Vi skal af med de eurocentriske briller i læsningen af historiske dokumenter.”

Sumbels søn slår en krølle
Når en forsker dykker ned i arkiverne, kan uventede historier dukke op. Joshua Sabihs arkivarbejde, der offentliggøres i en videnskabelig publikation i løbet af 2018, viser da også, at historien om ambassadør Sumbel slår en overraskende krølle:
I slutningen af 1700-tallet kommer en af ambassadørens sønner, Josef, nemlig til København for at inddrive faderens gæld hos den danske konge. Og Josef Sumbel er ikke gået i sin fars fodspor som diplomat på de europæiske kongehuses bonede gulve. Nej, Josefs ambitioner er af en helt anden verden, fremgår det af kilderne, fortæller Josha Sabih:
”I flere dokumenter beskrives Josef Sumbel som en besynderlig person i lange gevandter, der spadserer rundt i Frederiksberg Have med en bibel under armen og påstår, han er Messias. Han deler flyveblade ud, der opfordrer danskerne til at tilslutte sig det, han kalder ’Den Dydige Religion’, hvor Jesus, Moses og Muhammed er ligestillet.”
Josef Sumbel erklærer også, at han vil hjælpe sine fattige jødiske trosfæller i København. Det jødiske samfund i hovedstaden er dog knap så begejstret for opmærksomheden, for der opstår hurtigt negativ omtale af den excentriske marokkaner med de messianske aspirationer. Josef Sumbels ophold i København afsluttes derfor forholdsvist hurtigt, og han rejser sydpå. Men først efter han har løst sit økonomiske mellemhavende med den danske kongemagt. Og det skal man bide mærke i, understreger Joshua Sabih:
”I en tid, hvor danske jøder skal bo i afgrænsede områder, ikke kan rejse frit og ikke frit kan vælge erhverv, kommer jøden Josef Sumbel til Danmark i en magtposition. Selveste kongen skylder ham penge. Og han rejser ikke, før han har fået dem. Den her marokkaner kommer altså ikke herop for at få kontanthjælp,” siger han med et skævt grin.
”Det fortæller os en del om samtidens samfund – både det danske og det mellemøstlige.”

Læs mere om Joshua Sabihs arbejde på Københavns Universitets hjemmeside

Illustration: 
Rembrandt, Mand i Orientalsk Klædedragt (1634). Modellen antages at være Samuel Pallache, jødisk handelsmand og diplomat for Marokkos sultan, der forhandlede en marokkansk-hollandsk handelsaftale i 1608.

Gå på opdagelse i arkivet