Silkevejene - den nye, gamle verdenshistorie

Den britiske historiker Peter Frankopans bog ”Silkevejene” er intet mindre end en ny Verdenshistorie. Goldberg mødte forfatteren og Oxford-professoren til en samtale om, hvorfor lige netop Silkevejene kan gøre os klogere på globaliseringens fortid og fremtid.

Kort fra Silkevejene

Det ligner mest af alt et trafikuheld. Kortet på den første side af Peter Frankopans murstensbog om Silkevejene viser udbredelsen af ideer langs Silkevejene i oldtiden. Pilene, der symboliserer zarathustrismen, jødedommens, kristendommens rejse langs Silkevejene, krydser ind og ud af hinanden i hele Mellemøsten og Centralasien.
Silkevejene, et ord, som blev defineret af en tysk historiker i slutningen af 1800-tallet, giver os traditionelt et helt andet billede. Vi forestiller os lange karavaner med krydderier, porcelæn og silke på vej fra Østen mod Europas storbyer og velhavere. Men Silkevejene – for der er flere end én – var vigtigere en det: Det var civilisationernes vigtigste blodåre for spredning af imperier, sprog, ideer, religioner og sygdomme...  Og de er også vigtige for at forstå en ny verdensorden, hvor Kina og Indien kommer til at spille en meget mere toneangivende rolle – igen…
Det fortæller Peter Frankopan, som Goldberg har mødte til Historiske Dage i Øksnehallen. Hans bog er netop udkommet på dansk. Han har solbriller i panden, en opknappet skjorte og en smittende, afslappet selvtillid. Lige nu er han den mest profilerede historiker fra Oxford, han taler 11 sprog og skriver jævnligt i New York Times, Financial Times og Guardian.

At hans nye bog er oversat til otte sprog og har fået opmærksomhed over hele verden, er dog ikke noget, som nødvendigvis får hans kolleger i Oxford til at overstrømme ham med anerkendelse. For som han fortæller os på vej til interviewet, ”hvis en anden Oxford-historiker har arbejdet 10 år på en bog om brugen af heste i den engelske hær i middelalderen, har de måske svært ved at forstå, at netop min bog sælger så meget mere”.

”På mit universitet står der 27 kendte statuer uden for Museum of Natural History af historiens største videnskabsfolk. De kommer alle sammen fra Europa. Allerede da jeg var barn, begyndte jeg at undre mig over, hvorfor vi ikke hørte om verden uden for Europa. Eller rettere Vesteuropa, for det var jo ikke bare eurocentrisk. Det var som om, at verden uden for Vesteuropa ikke eksisterede, ” fortæller Peter Frankopan, der leder centeret for byzantinske studier på Oxford.

”Hvad er disse områders historie? Og hvorfor blev den tabt? Indtil 1600-tallet kommer de store tænkere, kunstnere og videnskabsmænd jo netop ikke fra det nordlige Europa,” forklarer han sin fascination, som betød, at han efter at have overstået en traditionel engelsk historieundervisning med fokus på begivenheder som Slaget ved Hastings og Den Franske Revolution, begyndte at rette sin opmærksomhed mod øst. Ligesom Alexander den Store. Som han skriver i begyndelsen af sin bog, værdigede Alexander den Store ikke den verden, der lå mod vest mange tanker, da han gik gang med at skabe sit imperie. Byerne, rigdommene, kulturerne lå mod øst. I Mellemøsten, i Persien, i Centralasien og i Indien og Kina.

Historien om Silkevejene starter også mere eller mindre med Alexander. De fleste har hørt om hans erobring af det persiske rige, Jerusalem og felttog dybt ind i det indiske subkontinent. Men Frankopan interesserer sig mere for ideernes rejse langs Silkevejene, og dokumenter, at der var spor af hellenistiske ideer og sprog i Indien mange hundrede år efter Alexanders død. Og på samme måde rejste buddhisme og andre østlige ideer langs vejen fra øst mod vest.

”Jeg er interesseret i forbindelser. Mange historikere er mere interesserede i generaler og store slag. Jeg er mere interesseret i udveksling. Folk er motiveret af muligheder, og leder efter et sted, hvor de kan blomstre. Silkevejen var en fantastisk kilde til udveksling af ideer og muligheder. Og både jødedommen, kristendommen og islam spredte sig langs Silkevejene.,” fortæller Frankpan.

Flere af de byer langs Silkevejene, som vi i dag betragter som noget af den mest eksotiske udkant, var blomstrende centre for viden. Byer som Samarkand og Bukhara i Usbekistan havde nogle af verdens mest kendte universiteter – datidens Oxford, siger Frankopan. En overgang i 1200-tallet var Merv i Turkmenistan verdens største by. Langs hele ruten var der også et blomstrende jødisk liv.
”Jeg er sikker på, at dine læsere vil kende til de store jødiske samfund, der kom langs Silkevejene – fra Babylon til Centralasien og helt ind i Kina. Mest kendt i Centralasien er Bukhara i Usbekistan, ” fortæller Frankopan.

I dag er der et ganske lille jødisk samfund tilbage i Bukhara, men der dukker stadig nye kilder til jødisk historie op overraskende steder langs ruten. For få år siden så en stor mængde hebræiske dokumenter dagens lys i Afghanistan – af alle steder i Bamiyan provinsen – den provins, er er kendt for Talebans ødelæggelse af de store Buddha statuer.

”Det er et af det 20 århundreds største tragedier, at hele denne her mosaik af kulturer forsvinder. En religiøs mangfoldighed, og en mangfoldighed af stammer og bekendelser, ” siger Frankopan, der understreger, at Silkevejene da også mere end ”ny verdenshistorie” for eurocentriske vesterlændinge.

”For et par uger siden så jeg et billede af Afghanistans præsident Karzai, der mødtes med en række stammeledere. Og det eneste, der var tydeligt på bordet, var en kopi af min bog om Silkevejene. Det er ikke bare et vigtigt historisk rettelse for Europa. Det er det også for dem. Det er også historien om Afghanistan,” fortæller han og understreger, at Silkevejene har et universelt og højaktuelt budskab.

”Vores verden ser meget skrøbelig ud. Og både i Europa, USA og Centralasien er der en tendens til, at man vil løse problemerne selv. Denne her historie viser, at isolationisme har konsekvenser. Vi taber noget værdifuldt undervejs, hvis vi stopper med at udveksle ideer, kultur og sprog,” slutter Frankopan.

Peter Frankopan: Silkevejene. En ny verdenshistorie er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag.

Gå på opdagelse i arkivet