Romaer står frem med egne historier

Oftest er romaer nogen, der tales om. Men i DR3’s dokumentarserie ’Romaerne kommer’ taler romaer selv. Her inviterer fem danske romaer os med indenfor i deres helt almindelige liv med uddannelse, job, venner og familie. Også på svensk tv og på aktuel fotoudstilling i København får den negative medieomtale af romaer modspil i form af anderles nuancerede historier om ’minoriteternes minoritet’.

Ibis Osmani er en af de fem unge danskere med romabaggrund, der medvirker i DR3’s serie. Foto: DR.
Ibis Osmani er en af de fem unge danskere med romabaggrund, der medvirker i DR3’s serie. Foto: DR.

”Se mig. Jeg er normal! Når man stiller det op sådan, lyder det helt fjollet,” lyder det selvironisk fra den 29-årige universitetsstuderende Janik Limanovski i DR3’s dokumentarserie ’Romaerne kommer’.
Men ikke desto mindre har normalitet faktisk hovedrollen i serien, der følger fem danske unge med roma-baggrund i deres helt almindelige hverdag med uddannelse, arbejde, venner og familie.
For i en tid hvor medierne beskriver romaer som nogen, der nasser, tigger og stjæler, er de danske romaer, som i generationer har boet og arbejdet her i landet og udgør en velintegreret minoritet med stærke kulturelle traditioner, nærmest usynlige.
Mange danske romaer frygter at stå frem og fortælle om deres etniske baggrund, fordi de mødes med massive fordomme og had, fremgår det af serien, der har som ambition ’at bryde tavsheden’, som det hedder i udsendelserne. Og for Janik Limanovski var det vigtigt at vise mere nuancerede billeder af, hvad det vil sige at være roma i dagens Danmark, fortæller han Goldberg:
”Jeg har længe været træt af mediernes entydige og negative fremstilling af romaer som fattige og kriminelle. Vi mangler nuancerede historier, både om de mange romaer, der er velfungerende samfundsborgere, og om de fattige østeuropæiske romaer. Vi hører f.eks. alt for sjældent forklaringer på, hvorfor de fattige romaer kommer herop og tigger og samler flasker: Nemlig at der er en systematisk undertrykkelse af romabefolkningen i EU’s østlande,” siger han, der er uddannet lærer og er ved at tage en kandidatuddannelse på Aarhus Universitet i pædagogisk antropologi. Hans familie stammer fra Makedonien, og selv er han født og opvokset i Danmark.
”Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg skulle sige ja til at deltage i udsendelserne, fordi der måske kunne være konsekvenser ved at sige åbent, at jeg er roma. Men på den anden side føler jeg, jeg har en pligt til at gøre, hvad jeg kan for at ændre folks billeder af os. Vi er lige så forskellige som andre grupper. Og de fleste af os er helt almindelige mennesker, der lever helt almindelige liv. Vi har bare, ved siden af det danske, en kultur, et sprog og nogle traditioner, som vi holder af, og som vi deler med andre romaer,” siger han, der var skeptisk, da han blev spurgt af DR, om han ville medvirke.
”Jeg var i tvivl om, hvorvidt det overhovedet ville nytte noget, eller om vi endnu engang ville blive fremstillet som stakler. Men jeg synes, serien lykkes med at give et tiltrængt nyt billede af romaer. Og jeg har kun fået positive reaktioner på min medvirken. Også fra personer jeg ikke kender, som har skrevet til mig og fortalt, at de har fået modbevist deres fordomme om romaer ved at se udsendelserne,” siger Janik Limanovski.

Stolthed og skam
Også Suell Osmani, der er en af seriens andre deltagere, stillede op for at give et andet billede af romaer end dem, der dominerer i medierne:
”Jeg sagde ja til at medvirke for mine børns skyld. Der er brug for at vise romaer, der knokler for at få en uddannelse og et arbejde og give deres familier et godt liv. Jeg håber, at udsendelser som den her betyder, at mine børn ikke behøver møde alle de fordomme og det had mod romaer, som jeg selv har oplevet,” siger han, der er far til to børn på otte og ti år.
Suell Osmanis morfar kom til Danmark fra Makedonien i 1968 for at arbejde på B&W skibsværftet. Selv er Suell født i Danmark og arbejder i dag for DGI og i foreningen Copenhagen Pannahouse, hvor han bl.a. træner unge og afholder internationale mesterskaber i gadefodbold.
”Mange af de romaer, jeg kender, fortæller ikke arbejdskammerater eller medstuderende om deres etniske baggrund. De siger f.eks., de er serbere eller makedonere. For de ved, at danskerne hader romaer. Jeg har hørt så meget grov racisme om romaer igennem hele min opvækst. At romaer stjæler, snyder og stinker – den slags. Der er så mange negative historier i medierne, som folk lader sig påvirke af. Og jeg er virkelig træt af, at mange skærer alle romaer over en kam. Ja, der er romaer, som er kriminelle, men langt de fleste af os er almindelige mennesker, som lever almindelige liv,” siger han.
At stå frem i DR3-serien var ikke helt uproblematisk – bl.a. var hans kone og svigerinde bekymrede over den opmærksomhed, familiens etniske baggrund ville få. Men selvom Suell Osmani også har fået racistiske kommentarer, efter udsendelserne blev sendt, så har oplevelsen i sidste ende været mest positiv, fortæller han:
”Jeg kan godt forstå, at mange romaer ikke har lyst til at stå frem, men det er på tide, at vi bryder tavsheden. Vores børn skal kunne sige med stolthed til deres skolekammerater, at de er romaer. Det kan ikke passe, at man i Danmark i 2017 skal være flov over, hvem man er eller være bange for, at andre ser ned på en på grund af ens baggrund,” siger Suell Osmani, der håber, at udviklingen er ved at vende:
”Jeg har set, at mange unge har tilføjet profilbilleder på Facebook med ordene ’proud to be roma’. Det er så fedt. Jeg tror faktisk, serien har hjulpet mange især unge romaer til at vise, hvem de er. Vi gider ikke længere gemme os.”

Svensk dokumentar undersøger myter
Suell, Janik og de andre deltagere i DR3-serien ’Romaerne kommer’ gør op med fordomme ved selv at tage ordet og vise, hvem de er. På svensk tv har tilrettelæggere også søgt at give ordet til dem, det handler om, nemlig romaerne selv.
SVT har allieret sig med studieværten og journalisten Alexandra Pascalidou, der er født i Rumænien og taler rumænsk. I dokumentarserien ’Vi kallas tiggare’, der kan ses på SVT Play, følger hun igennem et helt år fem romaer, der lever på gaden i den svenske by Borås. Hun taler med dem om deres liv og rejser med dem tilbage til deres hjembyer i Rumænien.
Samtidig undersøger Pascalidou nogle af fordommene og myterne om fattige, østeuropæiske romaer – f.eks. at tiggerne i virkeligheden skulle være velhavende, eller at de alle arbejder for organiserede kriminelle. Hun opsøger også nogle af de rumænske politikere, der har ansvar for at forbedre romabefolkningens levevilkår i landet.
”Ambitionen er, at romaerne og deres egne fortællinger skal stå i centrum. Vi vender kameraet og giver romaerne mikrofonen for at høre, hvorfor de har forladt deres hjem og familie og er rejst herop,” fortæller Alexandra Pascalidou
”Og vi har intet facit, ingen faktabokse, ingen forklaringsmodeller eller pegepinde. Som seer må man drage sine egne konklusioner. Her deler de mennesker, det handler om, deres egne historier. Det er vigtigt at de, som alle taler om, selv får ordet. Der findes ikke én enkelt sandhed eller ét svar på, hvorfor de her mennesker er havnet i denne situation. De er præcis som os, og de er alle forskellige,” siger hun.

Billeder af mennesker, ikke af romaer
De nye tv-billeder af romaer kan ses i sammenhæng med en generel tendens, hvor tv-tilrettelæggere - inspireret af udviklingen i sociale medier – træder tilbage fra den traditionelle formidlerrolle og lader dem, historierne handler om, selv fortælle om deres egne liv.
Minoriteter og subkulturer finder sig ikke længere i, at andre har definitionsmagten over deres fortællinger. De tager selv magten over deres egne historier, fiktive såvel som dokumentariske. Resultatet bliver flere nuancer og mere mangfoldighed, også i mainstreamkulturen.
Og viljen til at nuancere billederne af præcis romaminoriteten ses mange steder lige nu, måske som reaktion på den senere tids massive negative medieomtale af fattige østeuropæiske romaer, der lever ekstremt udsatte liv midt i de skandinaviske velfærdssamfund.
Tag f.eks. fotoudstillingen ’To be a beatiful gypsy’, som for tiden kan ses i DGI Byen i København. Her vises en kunstnerisk fotoserie af tre generationer romaer fra et afsidesliggende romasamfund i det sydlige Ungarn. Gennem 10 år har den ungarske fotograf Tamás Schild fulgt to familier og deres liv og forandringer. Men fotografens udgangspunkt er ikke, at de fotograferede er romaer. Snarere at de er mennesker, der kæmper for at overleve, og som forbliver tro mod sig selv og hinanden undervejs, understreger han:
”Udstillingen handler om accept. Og om, at der er langt flere ligheder end forskelle mellem os alle. Faktisk prøver jeg at vise noget, der binder os alle sammen, nemlig at vi er sårbare, har håb, og at vi elsker nogen,” siger Tamás Schild.

Udstillingen ’To be a beautiful gypsy’ kan ses i DGI Byen i København frem til 22. december.
SVT-dokumentaren ’Vi kallas tiggare’ kan ses her
DR3’s dokumentarserie ’Romaerne kommer’ kan ses her


Illustrationer

Den ungarske fotograf Tamás Schild har fulgt en romafamilie med fire døtre, der spiller sammen med deres far i orkestret The Shukar Sisters. De gav for nylig koncert i København i forbindelse med udstillingen.

Lelo Nika jr. er professionel musiker og medvirker i DR3’s serie ’Romaerne kommer’.

Den rumænskfødte journalist Alexandra Pascalidou følger en gruppe romaer, der tigger i Sverige, i dokumentaren ’Vi kallas tiggare’.
 

Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artiklerne stilles gratis til rådighed. 
Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. 
Du kan også hjælpe ved at gøre din omgangskreds opmærksom på Goldberg, så vi får endnu flere læsere. 
God fornøjelse med de næste mange artikler - og tak for hjælpen!

Gå på opdagelse i arkivet